Hieroglyffer udtrykker både lyde og ting
Hver tegn i egypternes alfabet har sin egen betydning, men kan også fungere som bogstav i et ord. Hieroglyffer kan læses fra venstre mod højre og omvendt – eller oppefra og ned. Alfabetet rummer ingen vokaler, og egypterne brugte ikke tegnsætning.
“Mens dagen begyndte, ganske tidligt, skete det, som han havde ventet på. Gudinden havde sat ham stævne, og han satte sig derfor ved vandbassinet. Hun kom imod ham helt nøgen med håret slået ud”, lyder det på en papyrusrulle fra det 12. dynasti i det mellemste rige.
Knap så poetisk blev kærligheden behandlet i et papyrusskrift med tegninger af en præst og en kvinde i forskellige erotiske stillinger. Hver tegning er udstyret med en kort tekst ligesom talebobler i moderne tegneserier, som forskerne desværre ikke har været i stand til at tyde. Men ifølge egyptologer har tegninger og tekst i hvert fald været så uartige, at forfatteren har ønsket at skjule dem. Første del af papyrusrullen indeholder uskyldige dyrefabler, og læseren skal ned til bunden af papyrusrullen for at finde de erotiske afsnit.
Tegn passede på de døde
For oldtidens egyptere havde hieroglyfferne også en religiøs og ligefrem magisk betydning. De såkaldte læsepræster brugte dem til at forevige fortællinger om og hyldester til guderne. Men ifølge egypterne besad tegnene i sig selv også en magisk kraft. En amulet med en hieroglyf formet som en skarabæ ville fx sikre bæreren liv og genfødsel.
Når en indbygger døde, skulle hieroglyfferne også vise deres magiske kraft på vejen gennem underverdenen og senere i det hinsides. Væggene i de kongelige og højtstående egypteres gravkamre var dækket af tekster, der beskyttede den afdøde på rejsen og fremsatte ønsker for livet efter døden.
“Amon-Ra (solguden, red.), Unas kommer til dig. (...) Må I rejse over himlen forenet i mørket. Må I rejse jer i Lysets Land, stedet, hvor du skinner”, lød en indskrift i gravkammeret for farao Unas, der regerede i 2375-2345 f.Kr. Arkæologer fandt også et sjældent eksempel på gravskrift i Unas' hvilested. Vægmalerierne forestillede dyr eller mennesker, der alle manglede en arm, et ben eller på anden måde var misdannede. Ifølge forskerne var væsenerne fremstillet sådan, fordi invalide væsener ikke ville kunne angribe faraoen i livet efter døden.
Skrivere solgte standardbøger
Inskriptionerne i Unas' grav er et af de tidligste eksempler på den form for gravtekst, der udviklede sig til egypternes såkaldte dødebøger. Bøgerne skulle beskytte afdøde mod at gå i forrådnelse, dø igen, blive halshugget eller gå med hovedet nedad for evigt – en tilstand, der ifølge egypterne ramte de fordømte. Dødebøger skrevet på papyrus blev i det nye rige – 1550-1069 f.Kr. – en fast del af gravritualer ikke blot for kongelige, men for hele overklassen. Skrivere tilbød mere eller mindre standardiserede udgaver af dødebøgerne, og den forretning fortsatte frem til første århundrede f.Kr., hvor bøgerne gik af mode.
Læseretningen i tekster skrevet med hieroglyffer bestemmes af, hvilken vej figurerne kigger.
Kristne frygtede hieroglyffer
Hieroglyfferne overlevede årtusinders skiftende herskere og invasioner af det egyptiske rige. Da Alexander den Store
erobrede Egypten i midten af 300-tallet f.Kr. og i den efterfølgende ptolemæiske periode, begyndte græske bogstaver at blande sig med hieroglyffer og de hieratiske skrifttegn. Og med romernes invasion i år 30 f.Kr. gik egypternes traditionelle skrivekunst lidt efter lidt i glemmebogen til fordel for romernes latinske alfabet.
Gennem Romerrigets 400 års besættelse af Egypten florerede historier om, hvordan egypterne brugte deres skifttegn til at kommunikere bag om ryggen på overmagten. Nogle kristne romere mente, at tegnene også havde en magisk kraft og kunne være farlige, fordi de var forbundet med egypternes hedenske gudeverden. En kristen eneboer, der en tid slog sig ned i Ramses 4.s grav i Kongernes Dal, var eksempelvis så angst for inskriptionerne i gravkammeret, at han malede dem over. Eneboeren påstod, at tegnene var så magtfulde, at de ville bemægtige sig hans tanker og drive ham væk fra Gud.
Brugen af hieroglyfferne døde helt ud, da romerne officielt overgik til kristendommen i år 380 e.Kr., og de sidste hieroglyffer, som egyptologer kender til, er dateret til år 394 og fundet på væggene på et bedested for den nubiske gud Mandolis på øen Philae i den sydlige del af Nilen.
Tegn lå gemt i ørkensandet
Gravinskriptionerne, dødebøgerne, de udsmykkede steler, regnskabslisterne og lægehåndbøgerne lå nu gemt og glemt i templer eller sandede til i ørkenen, mens egypternes viden om deres gamle skrift døde bort generation for generation.
Først 2.000 år senere, i 1600-tallet, blomstrede nysgerrigheden efter oldtidens billedsprog op blandt renæssancens videnskabsfolk. De lærde indsamlede de antikke genstande i Egyptens ørken, men var fuldkommen på bar bund, når de skulle tyde hieroglyfferne.
I 1799 besluttede Napoleon, i et forsøg på at promovere Frankrig som foregangsland inden for videnskab, at medbringe et forskerhold på en af sine store militæDenne artikel er fra vores bogserie Historiens Højdepunkter. Hvert bind går i dybden med et emne som fx egypternes hemmeligheder, fortidens største gåder, Det Tredje Rige og pestens hærgen.
Se alle titlerne, og få et godt tilbud her: re ekspeditioner – felttoget til Egypten, som ifølge Napoleons plan skulle ramme briternes handelsvej til Indien og dermed knægte ærkerivalen. På denne ekspedition faldt hans ingeniørtropper over den gådefulde Rosettesten.
Franskmændene gik i gang med at undersøge stenen, men de fik snart andet at tænke på. Krigslykken gik Napoleon imod, og gennem sommeren 1799 stod det klart, at englænderne ville erobre Alexandria og besejre franskmændene. Da de to parter indgik våbenhvile den 26. august, måtte den franske general Jacques-François Menou nødtvunget acceptere, at alle franskmændenes arkæologiske skatte faldt i fjendens hænder. Generalen forsøgte desperat at skjule den spektakulære Rosettesten under en bunke måtter i sit private pakhus i Cairo. Men inden længe måtte Menou vinke farvel til stenen, der forlod Egypten på et skib mod England.
Sproggeni opgav Rosettestenen
Rosettestenen blev udstillet på British Museum, og videnskabsfolk flokkedes om den for at knække koden til de mystiske tegn. De kunne konstatere, at stenens tre tekster var skrevet med egyptiske hieroglyffer, såkaldt demotisk skrift, som forskerne ikke kunne tyde, og oldgræske bogstaver, men derfra gik de i stå – lige indtil en yderst begavet og respekteret videnskabsmand ved navn Thomas Young dukkede op i 1814. Young havde allerede som 14-årig mestret både græsk og latin og siden stude
ret fransk, italiensk, hebraisk, tysk, syrisk, samaritansk, arabisk, tyrkisk, amharisk, et semitisk sprog, der tales i Etiopien, og egypternes gamle sprog koptisk. Nu kastede sproggeniet sig ihærdigt over Rosettestenens glemte sprog og fandt hurtigt frem til, at demotisk skrift var en slags forsimpling af hieroglyfferne.
Endnu mere banebrydende var hans konstatering af, at de tre tekster havde det samme indhold, og at Rosettestenen derfor kunne bruges som en ordbog mellem hieroglyffer, demotisk skrift og oldgræsk. Thomas Young slog også fast, at hieroglyfferne sandsynligvis ikke fungerede som tegn med magiske betydninger, som mange inden for videnskaben påstod, men simpelthen var egypternes bogstaver.
Den engelske videnskabsmand koncentrerede sig især om visse ord, der var indrammet i ovale cirkler. Flere af hans kolleger mente, at disse ord refererede til navne på konger og dronninger, og ved at følge det spor tydede Young enkelte ord som “konge” og “Egypten”. Trods sine gennembrud havde Young ikke tålmodighed til at dvæle mere ved hieroglyfferne, og han kastede sig over andre projekter.
På den anden siden af Den Engelske Kanal begyndte en anden begavet og særdeles sprogkyndig videnskabsmand i 1820 at dykke ned i Rosettestenens gåder. Inspireret af Thomas Youngs arbejde fortsatte franskmanden JeanFrançois Champollion stædigt med at holde de to mystiske skriftsprog op mod de græske bogstaver.
Soltegn ledte på sporet
En morgen i august 1822 sad Champollion bøjet over en bunke ark med aftegninger af hieroglyffer fra et nyopdaget tempel til minde om farao Ramses 2. i det sydlige Egypten. Champollion vidste, at en sol hed “ra” på egypternes gamle sprog koptisk, så da han så, at den første hieroglyf i et ord var et soltegn, gættede han på, at det måtte stå for “ra”. Hans erfaringer fra studierne af de indrammede ord på Rosettestenen ledte ham frem til, at tegnet lidt længere henne ad linjen måtte være et “s”, og pludselig stod det klart for ham, at hieroglyfferne dannede ordet “Ramses”. Det blev den unge videnskabsmands gennembrud. Han forstod nu ligesom Young, at hver hieroglyf ikke blot var tegn som led i rebusser, men også fungerede som bogstaver. Begejstret vendte han tilbage til sine aftryk af Rosettestenen og kunne ud fra sit nye kendskab til bogstaverne i Ramses også gætte sig til navnet på farao Tuthmosis. Videnskabsmanden greb stakken med papirer og hastede gennem Paris til sin brors kontor nogle gader derfra.
“Jeg har det!” udbrød Champollion stakåndet, inden han faldt om, bevidstløs af udmattelse.
Efter godt en måneds videre arbejde med Rosettestenen kunne Champollion ved en forelæsning i Paris erklære hieroglyffernes gåde for løst. Teksten på den berømte sten – en erklæring om støtte til farao Ptolemaios 5. skrevet af en præst i byen Memphis i år 196 f.Kr. – kunne nu tydes på både græsk, på demotisk og med hieroglyffer.
I løbet af de sidste måneder af 1822 tydede Champollion hele 864 forskellige hieroglyffer – egypterne har i visse perioder brugt flere tusind tegn, i andre perioder omkring 800.
Hans kodebrydning blev indgangen for andre videnskabsfolk til at studere Egyptens tusindvis af andre tekster skrevet med hieroglyffer. Inden Champollions gennembrud havde arkæologer måttet nøjes med at fortolke monumenter og illustrationer, når de forsøgte at forklare livet i oldtidens Egypten. Hieroglyfferne åbenbarede nu egypternes egne fortællinger.
LÆS MERE OM HIEROGLYFFERNE
Mark Collier & Bill Manley: How to Read Egyptian Hieroglyphs, University of California Press, 2003 John Ray: The Rosetta Stone and the Rebirth of Ancient Egypt, Harvard University Press, 2012
Dødebøgerne skulle beskytte afdøde mod at rådne op, dø igen, blive halshugget eller gå med hovedet nedad for evigt.