“Stædighed fortjener at blive straffet”
En ny og mærkelig sekt breder sig omkring år 100 e.Kr. i Romerriget. Tilhængere af Kristus vækker frygt og vrede, så ophidsede borgere beder myndighederne tage affære. Fra provinsen Bithynien 1 skriver guvernør Plinius til kejseren for at bede om råd.
“De, som var vedholdende, lod jeg henrette”. Plinius den Yngre (61-113).
Bithynien, år 112
Plinius til kejser Trajan
Det er min sædvane, Herre, at henvende mig til dig i alle sager, hvor jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre, for hvem formår bedre at vejlede mig, når jeg tøver, eller at give mig viden, når jeg er uforstandig. Jeg har aldrig tidligere deltaget i retslige undersøgelser imod de kristne.
Jeg ved derfor ikke, hvilke overtrædelser det er praksis at straffe eller undersøge, og heller ikke, i hvilken udstrækstrækning det sædvanligvis foregår. Jeg er også meget i tvivl om, hvorvidt alder har noget at sige, eller hvorvidt børn skal behandles anderledes end de voksne.
Jeg ved heller ikke, om de, som angrer kan bevilges tilgivelse, eller om det ikke er til nogen nytte for en kristen, hvis han opgiver sin tro.
Samtidig er jeg i tvivl om, hvorvidt navnet2 alene – selv når der ikke er begået forbrydelser – er strafbart, eller om kun de forbrydelser, der er forbundet med navnet, skal føre til straf.
Når jeg har talt med folk, som jeg har fået fortalt er kristne, har jeg indtil videre fulgt følgende fremgangsmåde: Jeg udspurgte dem om, hvorvidt de var kristne. De, som tilstod, afhørte jeg igen både anden og tredje gang under trussel om dødsstraf.
De, som var vedholdende, lod jeg henrette. Jeg tvivlede nemlig ikke på, at det forholdt sig således; uagtet deres tro, så fortjente deres stivsindethed og deres ubøjelige stædighed3 at blive straffet. Andre var ligeledes besat af den samme dårskab, men da de var romerske borgere, besluttede jeg at lade dem sende til hovedstaden.
Da forbrydelsen, som det jo plejer at gå, bredte sig som følge af undersøgelsen, indtraf der flere tilfælde. Et anonymt anklageskrift, som indeholdt mange navne, kom snart for dagen. 4
De, som nægtede, at de var eller havde været kristne, mente jeg kunne slippes løs igen, når de – efter mit diktat – fremsagde deres bønner til guderne og bragte offer og røgelse og vin til dit billede, som jeg til lejligheden havde fået stillet frem sammen med billeder af guderne, og når de desuden forbandede Kristus – alt sammen handlinger, som man siger, at de virkelige kristne aldrig nogensinde ville kunne bringes til at udføre.
Andre, som stod anklaget af en angiver, sagde, at de var kristne, men nægtede straks efter. Ganske vist havde de været det, men var faldet fra, hævdede de – nogle for tre år siden, andre for flere år siden og nogle endog for hele 20 år siden.
Alle viste både dit og gudernes billeder ærefrygt. Samtidig tilbad de alle dit billede samt gudestatuerne, og de forbandede tillige Kristus.
De påstod imidlertid, at hele deres brøde og vildfarelse havde bestået i, at de på en bestemt dag plejede at mødes før daggry for at synge en fælles lovsang til Kristus, som var han en gud. Herefter forpligtede de sig ved en ed. Pagten var ikke forbryderisk – tværtimod; de for
samlede forpligtede sig nemlig til hverken at begå tyveri, røveri, ægteskabsbrud eller andre former for løftebrud samt til altid at levere alt det tilbage, som de var blevet betroet.
Når de havde gjort det, plejede de at gå hver til sit for senere at samles til et måltid,tid, men et enkelt og uskyldigt et5. Selv det var de holdt op med, efter at jeg havde udsendt min forordning, hvor jeg i overensstemmelse med din ordre havde forbudt hemmelige selskaber6.
Set ud fra den betragtning fandt jeg det endnu mere nødvendigt at underkaste to kvindelige slaver – der kaldes ministrae7 – tortur for på den måde at finde ud af, hvad der er sandt, og hvad der er usandt.
Jeg har imidlertid ikke fundet andet end en urimelig og umådelig overtro. Derfor har jeg udsat alle videre undersøgelser og skriver til dig for at søge råd. Sagen synes mig nemlig en overvejelse værd – især på grund af det store antal anklagede.
For mange mennesker af enhver alder, enhver stand og af begge køn er og vil blive tiltalt. Denne overtros smitte har nemlig bredt sig, ikke blot til byerne, men også til landsbyer og ud til gårdene. Dog tror jeg, at den kan standses og afhjælpes. I hvert fald er det tydeligt, at man nu igen begynder at besøge de næsten forladte templer og genoptager de ofringer, som så længe er blevet forsømt. Overalt sælges der også igen offerdyr, som før sjældent fandt en køber.
Af dette kan vi se, hvor stor en mængde af mennesker der kan retledes, blot de får mulighed for at angre.
Trajan til Plinius
Romerriget, år 112 Du har gjort det rette, min kære Plinius, i undersøgelsen af de sager, der var angivet til dig om de kristne. Der lader sig nemlig ikke noget fastslå i almindelighed, som kan gælde som en fast regel.
De kristne bør ikke opsøges, men hvis de angives og overdrages til dig, skal de straffes – dog således, at den, der nægter at være kristen, og som viser det i gerning, nemlig ved at tilbede vore guder, skal opnå tilgivelse som følge af sin anger, selvom han før har været mistænkt.
Men anonyme anklageskrifter bør imidlertid ikke i nogen retssag kunne komme i betragtning, for det viser et dårligt eksempel. Det er uværdigt og desuden helt ude af trit med den ånd, som hersker i vore dage.
Trajans politik, som gik ud på så vidt muligt at lade de kristne passe sig selv, forblev i kraft indtil år 250, hvor kejser Decius begyndte at straffe alle, som ikke ville bede til romernes guder. Kristenforfølgelserne kulminerede i begyndelsen af 300-tallet e.Kr. Rom var da trængt fra alle sider, og kejseren ville sikre sig befolkningens lydighed og gudernes gunst. I år 312 måtte selv kejseren dog acceptere den nye tro, og 80 år senere blev kristendommen Romerrigets statsreligion.