“Stæ­dig­hed fortje­ner at bli­ve straf­fet”

En ny og mær­ke­lig sekt bre­der sig om­kring år 100 e.Kr. i Ro­mer­ri­get. Til­hæn­ge­re af Kristus væk­ker frygt og vre­de, så op­hid­se­de bor­ge­re be­der myn­dig­he­der­ne ta­ge af­fæ­re. Fra provin­sen Bit­hy­ni­en 1 skri­ver gu­ver­nør Pli­ni­us til kej­se­ren for at be­de om råd.

Historie (Denmark) - - PLINIUS’ BREV TIL KEJSER TRAJAN -

“De, som var ved­hol­den­de, lod jeg hen­ret­te”. Pli­ni­us den Yn­gre (61-113).

Bit­hy­ni­en, år 112

Pli­ni­us til kej­ser Tra­jan

Det er min sæd­va­ne, Her­re, at hen­ven­de mig til dig i al­le sa­ger, hvor jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gø­re, for hvem for­mår bed­re at vej­le­de mig, når jeg tø­ver, el­ler at gi­ve mig vi­den, når jeg er ufor­stan­dig. Jeg har al­drig tid­li­ge­re del­ta­get i rets­li­ge un­der­sø­gel­ser imod de krist­ne.

Jeg ved derfor ik­ke, hvil­ke over­træ­del­ser det er prak­sis at straf­fe el­ler un­der­sø­ge, og hel­ler ik­ke, i hvil­ken ud­stræk­stræk­ning det sæd­van­lig­vis fo­re­går. Jeg er og­så me­get i tvivl om, hvor­vidt al­der har no­get at si­ge, el­ler hvor­vidt børn skal be­hand­les an­der­le­des end de voks­ne.

Jeg ved hel­ler ik­ke, om de, som an­grer kan be­vil­ges til­gi­vel­se, el­ler om det ik­ke er til no­gen nyt­te for en kri­sten, hvis han op­gi­ver sin tro.

Sam­ti­dig er jeg i tvivl om, hvor­vidt nav­net2 ale­ne – selv når der ik­ke er be­gå­et for­bry­del­ser – er straf­bart, el­ler om kun de for­bry­del­ser, der er for­bun­det med nav­net, skal fø­re til straf.

Når jeg har talt med folk, som jeg har få­et for­talt er krist­ne, har jeg ind­til videre fulgt føl­gen­de frem­gangs­må­de: Jeg ud­s­purg­te dem om, hvor­vidt de var krist­ne. De, som til­stod, af­hør­te jeg igen bå­de an­den og tred­je gang un­der trus­sel om døds­straf.

De, som var ved­hol­den­de, lod jeg hen­ret­te. Jeg tviv­le­de nem­lig ik­ke på, at det for­holdt sig så­le­des; uag­tet de­res tro, så fortjen­te de­res stivsin­det­hed og de­res ubø­je­li­ge stæ­dig­hed3 at bli­ve straf­fet. An­dre var li­ge­le­des be­sat af den sam­me dår­skab, men da de var ro­mer­ske bor­ge­re, be­slut­te­de jeg at la­de dem sen­de til ho­ved­sta­den.

Da forbrydels­en, som det jo ple­jer at gå, bred­te sig som føl­ge af un­der­sø­gel­sen, ind­traf der fle­re til­fæl­de. Et ano­nymt an­kla­ge­skrift, som in­de­holdt man­ge nav­ne, kom snart for da­gen. 4

De, som næg­te­de, at de var el­ler hav­de væ­ret krist­ne, men­te jeg kun­ne slip­pes løs igen, når de – ef­ter mit dik­tat – frem­sag­de de­res bøn­ner til gu­der­ne og brag­te offer og rø­gel­se og vin til dit bil­le­de, som jeg til lej­lig­he­den hav­de få­et stil­let frem sam­men med bil­le­der af gu­der­ne, og når de des­u­den for­ban­de­de Kristus – alt sam­men hand­lin­ger, som man si­ger, at de vir­ke­li­ge krist­ne al­drig no­gen­sin­de vil­le kun­ne brin­ges til at ud­fø­re.

An­dre, som stod an­kla­get af en an­gi­ver, sag­de, at de var krist­ne, men næg­te­de straks ef­ter. Gan­ske vist hav­de de væ­ret det, men var fal­det fra, hæv­de­de de – nog­le for tre år si­den, an­dre for fle­re år si­den og nog­le en­dog for he­le 20 år si­den.

Al­le vi­ste bå­de dit og gu­der­nes bil­le­der ære­frygt. Sam­ti­dig til­bad de al­le dit bil­le­de samt gu­de­sta­tu­er­ne, og de for­ban­de­de til­li­ge Kristus.

De på­stod imid­ler­tid, at he­le de­res brø­de og vild­fa­rel­se hav­de be­stå­et i, at de på en be­stemt dag ple­je­de at mø­des før dag­gry for at syn­ge en fæl­les lovsang til Kristus, som var han en gud. Her­ef­ter for­plig­te­de de sig ved en ed. Pag­ten var ik­ke for­bry­de­risk – tvær­ti­mod; de for

sam­le­de for­plig­te­de sig nem­lig til hver­ken at be­gå ty­ve­ri, rø­ve­ri, æg­te­skabs­brud el­ler an­dre for­mer for løf­te­brud samt til al­tid at le­ve­re alt det til­ba­ge, som de var ble­vet be­tro­et.

Når de hav­de gjort det, ple­je­de de at gå hver til sit for se­ne­re at sam­les til et må­l­tid,tid, men et en­kelt og uskyl­digt et5. Selv det var de holdt op med, ef­ter at jeg hav­de ud­sendt min for­ord­ning, hvor jeg i over­ens­stem­mel­se med din or­dre hav­de for­budt hem­me­li­ge sel­ska­ber6.

Set ud fra den be­tragt­ning fandt jeg det end­nu me­re nød­ven­digt at un­der­ka­ste to kvin­de­li­ge sla­ver – der kal­des mi­ni­strae7 – tor­tur for på den må­de at fin­de ud af, hvad der er sandt, og hvad der er us­andt.

Jeg har imid­ler­tid ik­ke fun­det an­det end en uri­me­lig og umå­de­lig over­tro. Derfor har jeg ud­sat al­le videre un­der­sø­gel­ser og skri­ver til dig for at sø­ge råd. Sa­gen sy­nes mig nem­lig en over­vej­el­se værd – især på grund af det sto­re an­tal an­kla­ge­de.

For man­ge men­ne­sker af en­hver al­der, en­hver stand og af beg­ge køn er og vil bli­ve til­talt. Den­ne over­tros smit­te har nem­lig bredt sig, ik­ke blot til by­er­ne, men og­så til lands­by­er og ud til går­de­ne. Dog tror jeg, at den kan stand­s­es og af­hjæl­pes. I hvert fald er det ty­de­ligt, at man nu igen be­gyn­der at be­sø­ge de næ­sten for­lad­te temp­ler og gen­op­ta­ger de ofringer, som så læn­ge er ble­vet for­sømt. Overalt sæl­ges der og­så igen of­fer­dyr, som før sjæl­dent fandt en kø­ber.

Af det­te kan vi se, hvor stor en mæng­de af men­ne­sker der kan ret­le­des, blot de får mu­lig­hed for at an­gre.

Tra­jan til Pli­ni­us

Ro­mer­ri­get, år 112 Du har gjort det ret­te, min kæ­re Pli­ni­us, i un­der­sø­gel­sen af de sa­ger, der var an­gi­vet til dig om de krist­ne. Der la­der sig nem­lig ik­ke no­get fast­slå i al­min­de­lig­hed, som kan gæl­de som en fast re­gel.

De krist­ne bør ik­ke op­sø­ges, men hvis de an­gi­ves og over­dra­ges til dig, skal de straf­fes – dog så­le­des, at den, der næg­ter at væ­re kri­sten, og som vi­ser det i ger­ning, nem­lig ved at til­be­de vo­re guder, skal op­nå til­gi­vel­se som føl­ge af sin an­ger, selv­om han før har væ­ret mistænkt.

Men ano­ny­me an­kla­ge­skrif­ter bør imid­ler­tid ik­ke i no­gen rets­sag kun­ne kom­me i be­tragt­ning, for det vi­ser et dår­ligt ek­sem­pel. Det er uvær­digt og des­u­den helt ude af trit med den ånd, som her­sker i vo­re da­ge.

Tra­jans po­li­tik, som gik ud på så vidt mu­ligt at la­de de krist­ne pas­se sig selv, for­blev i kraft ind­til år 250, hvor kej­ser De­ci­us be­gynd­te at straf­fe al­le, som ik­ke vil­le be­de til ro­mer­nes guder. Kri­sten­for­føl­gel­ser­ne kul­mi­ne­re­de i be­gyn­del­sen af 300-tal­let e.Kr. Rom var da trængt fra al­le si­der, og kej­se­ren vil­le sik­re sig be­folk­nin­gens ly­dig­hed og gu­der­nes gun­st. I år 312 måt­te selv kej­se­ren dog ac­cep­te­re den nye tro, og 80 år se­ne­re blev kri­sten­dom­men Ro­mer­ri­gets stats­re­li­gion.

Krist­ne blev un­der ro­mer­nes for­føl­gel­se ka­stet for lø­ver­ne som straf for de­res tro.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.