De dø­de ke­de­de sig i Hel

Historie (Denmark) - - RELIGIONSH­ISTORIE -

VIKINGER: For skan­di­na­ver var det en synd at dø af syg­dom el­ler al­der­dom. Et lystigt ef­ter­liv med mjød og flæ­ske­s­teg i Odins hjem, Val­hal, var iføl­ge asa­tro­en for­be­holdt dem, der var fal­det på slag­mar­ken. An­dre dø­de­li­ge end­te i Hel el­ler Hel­heim – et un­derjor­disk døds­ri­ge præ­get af kul­de og dyster­hed, hvor Lo­kes dat­ter, Hel, re­ge­re­de.

Iføl­ge dig­tet “Vøl­vens spå­dom” hav­ne­de mor­de­re og eds­bry­de­re i en sær­lig af­de­ling af Hel­heim kal­det Na­strand (Ligstran­den), som var fuld af gif­ti­ge slan­ger. Der kun­ne de se frem til at bli­ve su­get tom­me for blod af dra­gen Nid­hug, in­den de blev re­vet i styk­ker af glub­s­ke ul­ve.

Tro­en på dis­se af­straf­fel­ser skal dog mu­lig­vis til­skri­ves på­virk­ning fra de krist­ne mis­sio­næ­rer, me­ner fle­re for­ske­re. Iføl­ge dem har vikin­ger­ne ik­ke op­rin­de­ligt be­trag­tet døds­ri­get som et sted, hvor folk blev straf­fet for de­res lev­ned. Dis­se for­ske­re me­ner, at skan­di­na­ver­ne i ste­det op­rin­de­ligt hav­de ét sam­let døds­ri­ge, nem­lig

Hel. Al­le vikinger kom ef­ter dø­den her­til, og her kun­ne de be­skæf­ti­ge sig med de gø­re­mål, de hav­de i de­res jor­di­ske liv – fx æde, drik­ke og slås.

Den ene si­de af gu­din­den Hels krop var et le­ven­de men­ne­skes – den an­den min­de­de om et rå­d­dent lig.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.