“De sva­ge faldt om­kuld i vej­kan­ten”

Historie (Denmark) - - LÆRER SKRIVER OM FOLKEDRAB -

I for­å­ret 1915 ind­led­te den tyr­ki­ske re­ge­ring et fol­ked­rab på lan­dets over­ve­jen­de krist­ne ar­men­ske be­folk­ning, som blev myr­det el­ler for­dre­vet. Og­så an­dre krist­ne blev ramt. Blandt dem var læ­re­ren Mary Graf­fam, som be­ret­ter sin hi­sto­rie til en aviskor­re­spon­dent.

Ma­latya, Tyr­ki­et, som­me­ren 1915 Da vi var klar til at for­la­de Si­vas1, til­del­te re­ge­rin­gen by­ens pro­te­stan­ti­ske be­folk­ning 45 ok­sekær­rer og 80 he­ste. Vo­res ele­ver og læ­re­re fik hver­ken dyr el­ler vog­ne, så vi køb­te selv 10 ok­sekær­rer, to he­ste­vog­ne samt fem-seks æs­ler, før vi tog af­sted2. Sel­ska­bet be­stod af samt­li­ge læ­re­re fra de hø­je­re klas­se­trin, om­kring 20 dren­ge fra de nævn­te klas­ser samt ca. 30 ele­ver fra vo­res pi­ge­sko­le.

Den før­ste af­ten var vi så træt­te, at vi kun kun­ne spi­se et en­kelt styk­ke brød. Mør­ket var fal­det på, da vi stand­se­de. Vi var så tæt ved Si­vas, at gen­dar­mer3 end­nu be­skyt­te­de os, og der ske­te os der­for ik­ke no­get sær­ligt.

Den føl­gen­de nat fik vi imid­ler­tid en fors­mag på, hvad der ven­te­de; tæp­per og lig­nen­de for­svandt i du­sin­vis, og æs­ler­ne mi­ste­de vi og­så. Man­ge hav­de købt kø­er, men dy­re­ne blev slæbt væk, et ef­ter et, ind­til ik­ke et ene­ste var til­ba­ge.

Den næ­ste dag an­kom vi til lands­by­en Has­san Te­he­le­bi. Vi slog lejr og spi­ste fre­de­ligt vo­res mid­dag, da den le­den­de em­beds­mand an­kom med nog­le gen­dar­mer og be­gynd­te at sam­le mæn­de­ne.

Nat­ten gik, og kun én mand kom til­ba­ge. Han for­tal­te, at de an­dre var ble­vet tvun­get til at af­le­ve­re de­res pen­ge, hvor­ef­ter de blev sendt i fængsel. Den næ­ste mor­gen af­pres­se­de de 45 lira fra vo­res sel­skab med løf­te om, at de vil­le gi­ve os gen­dar­mer til at be­skyt­te os på vor vi­de­re færd.

Et “sel­skab” kan be­stå af mel­lem 1.000 og 3.000 per­so­ner. Vo­res be­stod må­ske af 2.000, og vi blev højst til­delt fem el­ler seks gen­dar­mer. De sy­e­de og­så en rød klud på ær­met af en mand fra en kur­disk4 lands­by og gav ham et sky­de­vå­ben som tegn på, at han hav­de ret til at be­rø­ve og chi­ka­ne­re os, som han vil­le.

Så snart mæn­de­ne hav­de for­ladt os, be­gynd­te de tyr­ki­ske ku­ske at be­rø­ve kvin­der­ne: “I bli­ver al­li­ge­vel al­le snart ka­stet i Tok­ma Su5, så I kan li­ge så godt gi­ve je­res ting til os. Til gen­gæld vil vi bli­ve hos jer og for­sø­ge at be­skyt­te jer”.

Gen­dar­mer­ne var imid­ler­tid de vær­ste. De gjor­de slem­me ting. En sko­lepi­ge blev to gan­ge slæbt væk af kur­de­re, men hen­des ven­ner la­ve­de så me­get bal­le­de, at bort­fø­rer­ne brag­te hen­de til­ba­ge.

Da vi nær­me­de os bro­en over Tok­ma Su, mød­te der os i sand­hed et fryg­te­ligt syn. Over slet­ter­ne strak­te sig så langt øjet rak­te en ka­ra­va­ne af ok­sekær­rer. I ti­me­vis fik vi ik­ke en drå­be vand, og so­len bag­te hedt fra him­len.

Snart så vi de dø­de fra gårs­da­gens sel­skab. Sam­ti­dig be­gynd­te de sva­ge at fal­de om­kuld i vej­kan­ten.

“En pi­ge tog et spæd­barn fra dets dø­de mor og bar det re­sten af da­gen”. Mary L. Graf­fam.

Jeg løf­te­de så man­ge, jeg kun­ne, op på vog­nen, og ele­ver­ne, bå­de dren­ge og pi­ger, op­før­te sig hel­te­mo­digt. En pi­ge tog et spæd­barn fra dets dø­de mor og bar det re­sten af da­gen. En an­den bar en dø­en­de kvin­de, ind­til hun luk­ke­de si­ne øj­ne. Vi køb­te vand fra kur­der­ne, selv­om de dren­ge, som hen­te­de det, fik bank. På vej­en tal­te jeg 49 dø­de, men der må ha­ve væ­ret man­ge fle­re. Et nø­gent lig af en kvin­de var dæk­ket med blå mær­ker. Jeg så kur­der­ne plyn­dre dem, som var fal­det om, men end­nu ik­ke helt dø­de.

Hø­je­ne på hver si­de vrim­le­de med kur­de­re, som smed sten på ar­me­ni­er­ne, som med ka­ra­va­nen af ok­sekær­rer lang­somt

sno­e­de sig mod bro­en. Jeg løb i for­vej­en og stil­le­de mig midt på bro­en for at skær­me dem imod en klyn­ge af kur­de­re.

In­gen blev smidt i van­det, mens jeg så på det, men no­gen sag­de – og jeg tror, det er sandt – at én, som hed­der El­mas, som en­gang ar­bej­de­de for mig, blev smidt ud over bro­en af en kur­der.

En kvin­de red med et spæd­barn i ar­me­ne, da en kur­der tog fat i hen­de. “Hun har et barn i ar­me­ne”, sag­de en an­den, og så lod de hen­de gå.

Bag­ef­ter hen­vend­te po­li­ti­et sig til mig for før­ste gang. De vil­le ha­ve mig til at ta­ge til Ma­latya6, men jeg stod fast på, at jeg hav­de til­la­del­se til at bli­ve sam­men med ar­me­ni­er­ne.

Da­gen igen­nem på­stod de imid­ler­tid, at jeg skul­le ta­ge til Ma­latya, mens de an­dre skul­le til Ki­akh­ta. Snart ef­ter for­lød det, at de i ste­det skul­le til Ur­fa for at byg­ge lands­by­er og by­er etc.

I Ma­latya gik jeg straks til kom­man­dan­ten, en kap­ta­jn, som ef­ter si­gen­de hav­de tjent en for­mue på dem, som var dre­vet i ek­sil. Jeg for­tal­te ham, at jeg sid­ste vin­ter hav­de be­søgt Erzurum7. Jeg for­tal­te, at jeg hav­de ondt af kvin­der­ne og bør­ne­ne der, og at jeg øn­ske­de at hjæl­pe dem. En­de­lig send­te han mig til di­strikt­s­le­de­ren.

Sidst­nævn­te er kur­der og åben­bart op­sat på at gø­re det rig­ti­ge. Han har imid­ler­tid væ­ret syg, stort set si­den han kom her­til, og de lo­ka­le kur­di­ske le­de­re har kun­net gø­re tin­ge­ne me­re el­ler min­dre, som de vil­le. For­fær­de­li­ge ting er sket...

Mi­ne ven­ner her er me­get gla­de for at ha­ve mig med, for de be­fin­der sig i en ulyk­ke­lig si­tu­a­tion og er næ­sten ble­vet ga­le på grund af de ræds­ler, som de har væ­ret igen­nem her.

Di­strikt­s­le­de­ren og an­dre em­beds­mænd her og i Si­vas har læst or­drer­ne fra Kon­stan­ti­nopel højt for mig gen­tag­ne gan­ge, og ud fra det skrev­ne frem­går det, at de, som er dre­vet i ek­sil, skal be­skyt­tes. På trods af dis­se or­drer har de – la­der det til – al­li­ge­vel myr­det man­ge men­ne­sker i hver ene­ste by.

Sol­da­ter har her byg­get sto­re skyt­te­gra­ve til brug ved ek­sercits. Nu er grøf­ter­ne imid­ler­tid fyldt op, og vo­res ven­ner så vog­ne kø­re til­ba­ge fra by­en om nat­ten.

En be­kendt for­tal­te mig, at han en dag, da han var ude i em­beds med­før, fik øje på et lig, som så ud til at væ­re ble­vet truk­ket op fra én af gra­ve­ne, må­ske af hunde. Lands­by­ens le­der sag­de, at al­le mænd over 10 år bli­ver myr­det, og at ik­ke én får lov til at le­ve. Det sam­me gæl­der kvin­der over 15 år. Sand­he­den lig­ger nok et sted midt imel­lem yder­lig­he­der­ne...

Fol­ked­ra­bet fort­sat­te ind­til 1918. Mary Graf­fam over­le­ve­de, men he­le Si­vas’ krist­ne sam­fund blev ud­s­let­tet. Ef­ter­føl­gen­de delt­og Graf­fam i ar­bej­det med at ta­ge sig af de man­ge for­æl­d­re­lø­se ar­men­ske børn. Tyr­ki­et har end­nu ik­ke in­drøm­met fol­ked­ra­bet og dets for­bry­del­ser. Bre­vet blev trykt i avi­sen The Bo­ston Mis­sio­nary He­rald og be­ret­ter om hæn­del­ser, der fo­re­gik i juli, 1915.

S H U TT E R S T O C K

Mord, mas­sa­krer og døds­mar­cher ko­ste­de mel­lem 1 mio. og 1,5 mio. ar­me­ni­e­re li­vet.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.