Steppernes tyran drøm­te om at bli­ve den nye Djen­gis Khan: TER­ROR I IN­DI­EN

I 1398 in­va­de­rer Ti­mur Lenk In­di­en. Of­fi­ci­elt an­gri­ber han for at om­ven­de de van­tro hin­du­er til is­lam, men i vir­ke­lig­he­den prø­ver den mongol­ske krigs­her­re at over­gå sel­ve­ste Djen­gis Khan, som al­drig nå­e­de frem til det ri­ge og fro­di­ge land.

Historie (Denmark) - - STORE FELTHERRER -

Stan­ken af død hæn­ger tykt i luf­ten, mens Ti­mur Lenk til­freds la­der blik­ket van­dre in­de i bor­gen Bhat­ner. Bag mu­re­ne i en af In­di­ens stær­ke­ste fæst­nin­ger fly­der det med lig, for tu­sind­vis af bøn­der og sol­da­ter er ble­vet slå­et ihjel af den mongol­ske krigs­her­res trop­per.

Nu fø­rer mongo­ler­ne en­de­lø­se ræk­ker af sla­ver ud af by­en, der lig­ger godt 300 km nord­vest for Del­hi. Imens ka­ster Ti­murs mest be­tro­e­de mænd sig over en ma­ka­ber op­ga­ve:

Med øk­ser og sværd kap­per de ho­ve­d­er­ne af dø­de in­de­re og stab­ler dem i sto­re stak­ke. Rundt om Bhat­ners mu­re byg­ger mongo­ler­ne me­ter­hø­je py­ra­mi­der af ho­ve­d­er­ne, for i ef­ter­å­ret 1398 skal he­le In­di­en vi­de, hvad der ven­ter fyr­ste­døm­mer, der vover at trod­se den mæg­ti­ge Ti­mur Lenk.

Mongo­ler­nes krigs­her­re er en sand me­ster i psy­ko­lo­gisk krigs­fø­rel­se, som skal skræm­me fjen­der­ne og få dem til at gi­ve op uden kamp. På den må­de spa­rer Ti­mur sin hær for slag, der ri­si­ke­rer at svæk­ke dens styr­ke, in­den felt­to­get når frem til sit mål: Del­hi.

På slet­ter­ne for­an den in­di­ske sul­tans ho­ved­stad hå­ber Ti­mur til gen­gæld ik­ke, at fjen­den over­gi­ver sig uden kamp – for i mongo­ler­nes ver­den vin­des hæder og ære kun på slag­mar­ken. Men Ti­mur kan væ­re helt ro­lig. Sul­ta­nen af Del­hi har ik­ke i sin­de at la­de sig skræm­me. I sik­ker­hed bag si­ne krigse­le­fan­ter fø­ler han sig over­be­vist om, at mongo­ler­ne kan be­sej­res – en gru­som fejl­vur­de­ring, skal det vi­se sig.

Gam­mel hær­le­der søg­te me­re hæder

“Iføl­ge Al­la­hs og pro­fe­tens be­fa­ling skal jeg fø­re krig mod de van­tro. Ge­ne­ra­ler, for­tæl mig nu, hvem skal jeg fø­re krig mod?”

I 1398 var den mongol­ske krigs­her­re Ti­mur Lenk en æl­dre her­re. Hær­le­de­ren hav­de skabt sig et navn på Cen­tra­la­si­ens slag­mar­ker og var den mest fryg­te­de mand mel­lem Mid­del­ha­vet og Hi­ma­laya.

Mens mongo­ler­nes stør­ste helt, Djen­gis Khan, hav­de vist sig og­så at væ­re en dyg­tig re­gent, der med kløgt sty­re­de et enormt im­pe­ri­um, var Ti­mur ik­ke in­ter­es­se­ret i at re­ge­re. Blo­di­ge slag og plyn­dring­s­tog­ter var det ene­ste, der op­tog hans sind – og­så selv­om han var 62 år gam­mel. Så snart ét felt­tog var over­stå­et, gik han i gang med at plan­læg­ge det næ­ste. For kun ved at sej­re igen og igen kun­ne han over­gå Djen­gis Khan.

Tronsa­len i Ti­murs ho­ved­stad, Sa­mar­kand, sum­me­de der­for af for­vent­ning, da felt­her­ren ind­kald­te si­ne ge­ne­ra­ler til et mø­de om, hvil­ket land hæ­ren næ­ste gang skul­le ka­ste sig over.

Sil­ke­tæp­per, guldsmyk­ke­de møb­ler og tur­kis­blå kak­ler på væg­ge­ne vid­ne­de om de sto­re rig­dom­me, hans tal­ri­ge ero­bring­s­tog­ter al­le­re­de hav­de ind­bragt. Al­le i sa­len hav­de få­et del i rig­dom­men, for Ti­mur var stor­sin­det og gav­mild over for si­ne loy­a­le un­der­såt­ter. Blod på svær­det blev be­løn­net med guld i lom­men.

Da Ti­mur trå­d­te ind i sa­len, blev der helt stil­le. Iført for­nem­me per­si­ske sil­ke­klæ­der stil­le­de han sig for­an si­ne mænd. Uden for­mel­le flos­k­ler gik han di­rek­te til sa­gen. Iføl­ge den krø­ni­ke, som Ti­mur be­tal­te lær­de per­se­re for at skri­ve om ham, stil­le­de han for­sam­lin­gen et spørgs­mål:

“Iføl­ge Al­la­hs og pro­fe­tens be­fa­ling skal jeg fø­re krig mod de van­tro. Ge­ne­ra­ler, for­tæl mig nu, hvem skal jeg fø­re krig mod – in­der­ne el­ler ki­ne­ser­ne?”

Ge­ne­ra­ler­ne kig­ge­de må­ben­de på de­res le­der, for Ki­na og In­di­en var de mæg­tig­ste ri­ger i Asi­en. Ki­ne­ser­ne hav­de al­le­re­de for 30 år si­den smidt den mongol­ske le­gen­de Khu­bilai Khans ef­ter­kom­me­re ud og var nu her­rer i eget hus.

In­di­en vil­le væ­re et end­nu dår­li­ge­re valg, for al­le vid­ste, at lan­det hav­de fi­re stær­ke for­svars­linjer, som krø­ni­ken rem­se­de op:

“Fem sto­re flo­der ud­sprin­ger i Kas­h­mir og fly­der ud i Det Ara­bi­ske Hav. Det er hver­ken mu­ligt at kryd­se dem med bro­er el­ler bå­de. Tæt skov ud­gør næ­ste for­svars­linje, og den tred­je er sol­da­ter­ne og de­res fyr­ster, der kæm­per som vil­de dyr. Den fjer­de for­svars­linje ud­gø­res af ele­fan­ter iført rust­ning. De er træ­net til at løf­te en sol­dat op med snab­len og slyn­ge bå­de ham og hans he­st op i luf­ten”.

I krig for ædel­sten og Al­lah

Ti­murs søn­ne­søn, Mo­ham­med Sul­tan Mirza, trå­d­te frem og bad ge­ne­ra­ler­ne dæm­pe sig. Han væm­me­des ved de kujo­n­ag­ti­ge ud­ta­lel­ser og tal­te til ge­ne­ra­ler­nes ære og grå­dig­hed:

“In­di­en er fyldt med guld og ædel­sten, og i lan­det fin­des 17 guld- og sølv­mi­ner. Di­a­man­ter, ru­bi­ner og sma­rag­der. Ind­byg­ger­ne er po­lytei­ster, van­tro og sol­til­be­de­re, og i Guds og pro­fe­tens navn er det vo­res ret at ero­bre dem”.

Ti­murs ri­ge, Cha­ga­tai-kha­na­tet, hav­de i to ge­ne­ra­tio­ner væ­ret mus­lim­sk, og ima­mer­ne ved hans hof for­søg­te og­så at

Ti­mur Lenk, 1398

over­ta­le de tviv­len­de ge­ne­ra­ler til at støt­te Ti­murs pla­ner:

“De un­der­stre­ge­de, at det er sul­ta­nen af is­lams pligt at un­der­tryk­ke tro­ens fjen­der. Og det er hans un­der­såt­ters vig­tig­ste pligt at ad­ly­de de­res sul­tan”.

Ti­mur smi­le­de til­freds. Det var be­slut­tet – In­di­en skul­le fal­de for hans fød­der li­ge­som Per­si­en og Asi­ens step­per. Han spild­te in­gen tid og ind­kald­te sol­da­ter fra he­le sit ri­ge. En for­trop blev hur­tigt sendt af­sted for at be­lej­re by­en Mul­tan, som var et vig­tigt knu­de­punkt vest for Del­hi. Ti­mur send­te am­bas­sa­dø­rer til In­di­en med be­sked om, at sul­ta­nen skul­le un­der­ka­ste sig og be­ta­le tri­but, hvis han vil­le und­gå Ti­murs vre­de.

Sul­ta­nens svar af­spej­le­de hans til­lid til si­ne krigse­le­fan­ter:

“Det er van­ske­ligt at ta­ge et im­pe­ri­um til sit bryst – uden be­svær og kryd­se­de klin­ger. Je­res her­sker be­gæ­rer at ta­ge det­te kon­ge­ri­ge med al­le dets rig­dom­me. Lad ham vri­ste det fra os med vold og magt, hvis han kan. Jeg har tal­ri­ge hæ­re og for­mi­dab­le ele­fan­ter, og jeg er fuldt ud klar til krig”.

Ti­mur blev sæn­ket 300 m ned

I marts drog Ti­mur der­for af­sted i spid­sen for en hær på 90.000 mand og næ­sten 200.000 he­ste. Først kryd­se­de han det kna­stør­re nord­li­ge Af­g­ha­ni­stan, og så red han frem til fo­den af Hin­du Kus­hb­jer­ge­ne. I næ­sten fi­re ki­lo­me­ters høj­de bo­e­de et folk, som end ik­ke den ma­kedon­ske hær­fø­rer Ale­xan­der den Sto­re hav­de væ­ret i stand til at be­sej­re.

Vel vi­den­de om Ale­xan­ders ne­der­lag sat­te Ti­mur sig for at over­gå ham og knu­se fol­kesla­get ka­fi­rer­ne.

Mongo­ler­ne slog lejr i An­da­rab-da­len, mens de­res her­re red op i bjer­ge­ne med en min­dre flok ryt­te­re. Bå­de he­ste og mænd var hård­fø­re, men sne­klæd­te bjerg­pas var de ik­ke vant til, så man­ge gled og styr­te­de i dø­den.

De nå­e­de til en bjergsi­de, som var umu­lig at van­dre ned ad, hvor­ef­ter sol­da­ter­ne ka­ste­de reb ud og be­gynd­te at fi­re sig ned. Ti­mur var med si­ne 62 år og lam­mel­ser i høj­re si­de ik­ke i stand til at kom­me vi­de­re ved egen kraft. En bå­re blev der­for byg­get, og hær­fø­re­ren hejst

Ti­mur re­ge­re­de blandt an­det nu­ti­dens Iran, og is­lam var stats­re­li­gio­nen i hans stor­ri­ge.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.