“Jeg til­gi­ver al­le mi­ne fjen­der”

Historie (Denmark) - - FRANKRIGS DRONNING TAGER AFSKED -

“Jeg er ro­lig, som man nu en­gang er, når man in­tet ondt har på sin samvit­tig­hed”.

Den 16. ok­to­ber 1793 døm­te en re­vo­lu­tions­dom­stol den fran­ske dron­ning Ma­rie-An­to­i­net­te til dø­den i gu­il­lo­ti­nen. Hen­ret­tel­sen skul­le fo­re­gå se­ne­re sam­me dag. I de tid­li­ge mor­gen­ti­mer skrev den døds­døm­te til sin svi­ge­r­in­de og ve­nin­de, prin­ses­se Élisa­beth af Frank­rig.

Pa­ris, Frank­rig, 16/10 1793 Kæ­re ven

Til dig, min sø­ster, skri­ver jeg mit sid­ste brev. Jeg har net­op mod­ta­get min dom. Jeg er ik­ke ble­vet dømt til en skam­fuld død, for så­dan en be­hand­ling er for­be­holdt for­bry­de­re. Blot skal jeg igen slut­te mig til din bror2. Da jeg – li­ge­som han – er uskyl­dig, hå­ber jeg at kun­ne ud­vi­se den sam­me stand­haf­tig­hed som han i mi­ne sid­ste øje­blik­ke.

Jeg er ro­lig, som man nu en­gang er, når man in­tet ondt har på sin samvit­tig­hed. Men jeg fø­ler dyb sorg ved at for­la­de mi­ne stak­kels børn3. Som du ved, le­ve­de jeg ude­luk­ken­de for dem og for dig, min go­de og mil­de sø­ster.

Du, som af kær­lig­hed har of­ret alt for at væ­re hos os, i hvil­ken kum­mer­lig si­tu­a­tion ef­ter­la­der jeg dig!

Un­der rets­sa­gen4 hør­te jeg, at min dat­ter er ble­vet ta­get fra dig. Ak! Det stak­kels barn! Jeg vil ik­ke for­sø­ge at skri­ve til hen­de, for jeg ved, at hun al­drig vil få mit brev al­li­ge­vel. Jeg ved ik­ke en­gang, om det­te brev no­gen­sin­de når frem til dig.

Mod­tag mi­ne vel­sig­nel­ser for dem beg­ge. Jeg hå­ber, at de en dag, når de er æl­dre, vil kun­ne slut­te sig til dig igen og ny­de godt af din kær­li­ge om­sorg.

Lad dem beg­ge tæn­ke på de læ­re­sæt­nin­ger, som jeg uden op­hør har for­søgt at ind­pren­te dem: At prin­cip­per og en nøjg og samvit­tig­heds­fuld ud­fø­rel­se af es plig­ter er ho­ved­hjør­ne­ste­nen i li­vet g at kær­lig­hed og til­lid til hin­an­den er en alt­af­gø­ren­de for­ud­sæt­ning for at få et lyk­ke­ligt liv.

Hjælp min dat­ter til at for­stå, at hun i kraft af sin al­der er for­plig­tet til at vej­le­de og hjæl­pe sin bror gen­nem de råd, som hun i kraft af sin er­fa­ring og sin kær­lig­hed til ham kan fin­de på at gi­ve ham.

Hjælp til gen­gæld min søn, så han kan gi­ve sin sø­ster al den hjælp og om­sorg, som hans kær­lig­hed kan frem­brin­ge. Lad dem kort sagt beg­ge for­stå, at de – uan­set hvil­ke kår de i frem­ti­den må le­ve un­der – al­drig i sand­hed vil bli­ve lyk­ke­li­ge und­ta­gen gen­nem det­te fæl­les­skab.

Lad bør­ne­ne føl­ge vort ek­sem­pel. Hvor me­gen trøst har vor kær­lig­hed til hin­an­den ik­ke gi­vet os i ulyk­ke­li­ge ti­der! Og når vi har væ­ret lyk­ke­li­ge, har vi nydt det dob­belt så me­get, for­di vi har kun­net de­le det med en ven. Og hvor kan man fin­de ven­ner tæt­te­re og me­re kær­li­ge end blandt sin egen fa­mi­lie? Til­lad al­drig min søn at glem­me sin fars sid­ste ord, som jeg nu gen­ta­ger på det kraf­tig­ste: Lad ham al­drig no­gen­sin­de for­sø­ge at hæv­ne vor død!

Jeg er nødt til at ta­le med dig om no­get, som smer­ter mit hjer­te gan­ske vold­somt. Jeg ved jo, hvor me­gen smer­te bar­net5 har for­voldt dig.

Til­giv ham, min kæ­re sø­ster; tænk på hans al­der, og hvor let det er at få et barn til at si­ge, hvad man øn­sker, at det skal si­ge – især når bar­net ik­ke for­står, hvad dets ord be­ty­der. Den dag vil kom­me, hå­ber jeg, hvor han i hø­je­re grad vil for

stå at værds­æt­te din ven­lig­hed og den kær­lig­hed, du næ­rer for beg­ge børn.

Til­ba­ge for mig er der blot at be­tro dig mi­ne sid­ste tan­ker. Jeg vil­le ger­ne ha­ve skre­vet dem ned ved be­gyn­del­sen af rets­sa­gen imod mig.

Men ud over at de ik­ke lod mig be­sid­de no­gen form for skri­ve­red­ska­ber, tog be­gi­ven­he­der­ne fart i en grad, så jeg ik­ke fik tid til at fø­re pla­ner­ne ud i li­vet.

Jeg går i dø­den i tro­en på den ka­tol­ske apo­stol­ske og ro­mer­ske re­li­gion, mi­ne fædres tro, som jeg er op­dra­get i, og som jeg al­tid har be­kendt mig til.

Jeg har in­gen ån­de­lig trøst, som jeg kan mod­ta­ge hjælp fra. Ja jeg ved ik­ke en­gang, om der sta­dig fin­des no­gen præst6, som til­hø­rer den sam­me re­li­gion som jeg.

Og selv hvis en så­dan præst fin­des, vil et sted som det, hvor jeg nu be­fin­der mig, væ­re alt for far­ligt for ham at be­træ­de blot en ene­ste gang.

Jeg be­der in­der­ligt Gud om for­la­del­se for al­le de fejl­trin, jeg måt­te ha­ve gjort i lø­bet af mit liv. Jeg har til­lid til, at Han i sin god­hed nå­digt vil mod­ta­ge mi­ne sid­ste bøn­ner såvel som dem, som jeg i lang tid har sendt ham, i håb om at Han i sin nå­de vil mod­ta­ge min sjæl.

Om for­la­del­se be­der jeg fra al­le, jeg ken­der, og sær­ligt dig, min sø­ster, for al­le de ærg­rel­ser, som jeg – uden at vil­le det – måt­te ha­ve for­voldt dig.

Jeg til­gi­ver al­le mi­ne fjen­der det onde, de har gjort mig. Jeg si­ger far­vel til mi­ne tan­ter og til al­le mi­ne brød­re og sø­stre.

Jeg hav­de ven­ner. Tan­ken om at væ­re for evigt ad­skilt fra dem og fra de van­ske­lig­he­der, som de gen­nem­le­ver, er en af de stør­ste sor­ger, som jeg fø­ler ved at skul­le dø. Lad dem i det mind­ste vi­de, at jeg tænk­te på dem i mi­ne sid­ste stun­der.

Far­vel, min kæ­re og om­sorgs­ful­de sø­ster. Måt­te det­te brev nå frem til dig. Tænk på mig al­tid; jeg om­fav­ner dig med he­le mit hjer­te på sam­me må­de, som jeg om­fav­ner mi­ne stak­kels, kæ­re børn.

Min Gud, hvor hjer­teskæ­ren­de det er at for­la­de dem for evigt. Far­vel! Far­vel! Jeg må be­skæf­ti­ge mig med mi­ne ån­de­li­ge plig­ter, for jeg kan ik­ke op­fø­re mig, som jeg vil, nu. Må­ske vil de sør­ge for en præst til mig. Men jeg er­klæ­rer her­med, at jeg – hvis de gør – vil næg­te at si­ge et ene­ste ord til ham. I ste­det vil jeg be­hand­le ham, som var han al­de­les frem­med for mig.

Ma­rie-An­to­i­net­te blev hen­ret­tet sam­me dag kl. 12.30. Dron­nin­gens død af­slut­te­de re­vo­lu­tio­nens før­ste del, som gik ud på at af­skaf­fe mo­nar­ki­et. Her­ef­ter fulg­te “Ræd­sels­her­re­døm­met”, den bruta­le kamp mod det nye re­gi­mes fjen­der.

For­føl­gel­ser­ne ko­ste­de ti­tu­sin­der li­vet. Blandt of­re­ne var prin­ses­se Élisa­beth, som blev hen­ret­tet den 10. maj 1794. Først kort før sin død hør­te hun om dron­nin­gens hen­ret­tel­se. Ma­rie-An­to­i­net­tes brev til hen­de nå­e­de al­drig frem, men blev op­s­nap­pet af en fan­ge­vog­ter. Bre­vet fin­des nu i de fran­ske stats­ar­ki­ver. Ma­rie-An­to­i­net­tes brev til Élisa­beth er an­gi­ve­ligt plet­tet af dron­nin­gens tå­rer.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.