Angrebet fik de allierede til at halte

Op mod en halv million mand var klar til at smide tyskerne ud af Italien. Med bombningen af Bari gik tonsvis af krigsforsyninger tabt, og de allieredes march mod Rom gik i stå.

Fra den 10. juli 1943 fejede allierede styrker op gennem Syditalien. Efter kampe med briternes 8. armé under general Bernard Montgomery og den amerikanske 5. armé under general Mark Clark trak tyskerne sig nordpå mod Rom. For de allierede var byen afgørende.

“Den, der indtager Rom, ejer Italien”, proklamerede briternes premierminister, Winston Churchill.

General Clark mente, at Rom ville være erobret inden midten af oktober, men usædvanlig megen regn fik Italiens floder til at løbe over, og køretøjer sad fast i mudderet på landets veje.

Næsten en halv million allierede soldater var afhængige af forsyninger fra Syditaliens befriede havne som Taranto, Brindisi og Bari. For at stække de allierede beordrede tyskernes leder i Italien, luftmarskal Albert Kesselring, angrebet på Bari den 2. december 1943.

Her lå 37 fragtskibe med forsyninger til de allierede stort set ubeskyttet, og efter 20 minutters bomberegn var mere end 31.000 tons ammunition, brændstof, mad og medicinudstyr gået op i flammer eller lå på havnebunden, bl.a. tre norske skibe i allieret tjeneste.

Skaderne på Bari havn var så voldsomme, at der gik over to måneder, inden den igen fungerede på fuld kapacitet. De store tab betød, at de allierede manglede bomber og flybrændstof til at nedkæmpe tyske forskansninger med ved det italienske kloster Montecassino i februar 1944. Kampene endte med at vare helt til maj 1944 og blev de blodigste i Italien med over 75.000 døde og sårede.