Solsten kan have vist vejen til Amerika
Vikingerne havde intet kompas og var afhængige af Solens position til at sætte den rigtige kurs over åbent hav. Når det var overskyet, brugte langskibets besætning muligvis en såkaldt solsten til at finde Solen med.
Vikingernes solsten er omgærdet med mystik, men de nævnes i sagatekster såsom “Fortællingen om Rødulf”, hvor den norske konge, Olav den Hellige, brugte en solsten til at finde Solen med på en overskyet himmel. De menes at have bestået af mineralet islandsk spat, som forskere i 2011 beviste kunne bruges til at finde Solen med på en overskyet himmel.
Solstenen kan dermed være forklaringen på, at vikingerne var i stand til at klare turen over Atlanterhavet. I 2018 udførte to ungarske forskere 36.000 computersimulationer af vikingernes lange rejser under forskellige vejrforhold for at klarlægge solstenens effektivitet. De fandt, at brugen af solsten betød, at vikingerne kunne navigere med mindst 92 pct. præcision.
SOLSTEN SÅDAN VIRKER VIKINGERNES
1 Når langskibet befandt sig på overskyet hav, hvor hverken Solen eller pejlemærker fra landjorden kunne ses, var det næsten umuligt for besætningen at lægge en kurs.
3 Når Solens stråler rammer en krystal af islandsk dobbeltspat, polariseres lyset og deles i to, kaldet dobbeltbrydning. Vikingen ser derfor to grålige prikker når han kigger igennem solstenen.
2 Derfor tog skibets styrmand sin solsten frem og rettede den mod himlen. Ifølge en teori var der tale om et stykke islandsk dobbeltspat, der var påført en sort prik af fx tjære i den ene ende.
4 Styrmanden kiggede igennem solstenen, mens han bevægede den langs horisonten. Han holder øje med farvestyrken på de to prikker, som bliver stærkere og svagere, afhængigt af hvor han holder stenen.
5 Når vikingen havde fundet det sted på himlen, hvor farvestyrken på de to prikker er nøjagtig den samme, er det tegn på, at krystallen pegede i retning af Solen, som vikingerne nu kunne navigere efter.
appetitten på eventyr havde hun stadig.
Barm drev indianere på flugt
I islændingen Thorfinn Karlsefni fandt Gudrid omsider en mand, der delte hendes udlængsel. Handelsmanden Karlsefni var kommet til Grønland efter varer – sandsynligvis hvalrostænder – men faldt pladask for Gudrid og endte som hendes ægtemand. Nygift og højgravid forberedte Gudrid sig som 19-årig på et liv i Vinland. Sammen med Karlsefni organiserede hun tre skibe med søfolk og forsyninger og stævnede mod sydvest, så snart havet var isfrit i juni måned.
Historikerne kender ikke Gudrid og Karlsefnis rute, men det må formodes, at de havde et mellemstop ved den base, som Leif den Lykkelige havde anlagt få år tidligere i L’Anse aux Meadows på Newfoundland, hvor arkæologerne siden 1960’ erne har udgravet en vikingelejr. Fund af redskaber til at spinde tråd med viser med al sandsynlighed, at en kvinde, muligvis Gudrid, har været på stedet. Under alle omstændigheder byggede parret i løbet af sensommeren et tørvehus et sted på kysten, hvor Gudrid fødte sønnen Snorri – den første europæer født i Amerika.
Historikerne diskuterer stadig, hvor langt sydpå vikingerne nåede i Vinland, men fund af bl. a. sydfrakommende valnøddeskaller i L’Anse aux Meadows og naturbeskrivelser i sagaerne tyder på, at Gudrid så den lakserige Miramichiflod i det nuværende New Brunswick, Canada. Her mødte vikingerne de såkaldte skrællinger, sandsynligvis forfædrene til nutidens mikmak-indianere.
Vikingernes medbragte okse skræmte indianerne, alligevel lykkedes det handelsmanden Karlsefni at tiltuske sig en bunke af skrællingernes pelsværk for noget rødt stof. Men da de indfødte tre uger senere vendte tilbage, var de på krigsstien, og vikingerne måtte flygte ind i den canadiske skov.
Ifølge Erik den Rødes saga var det en kvinde, der havde held til at drive de indianske mænd på flugt efter at have samlet et sværd op fra en dræbt mandlig viking:
“Hun blottede da sine bryster, og slog på dem med sværdet. Dette skræmte skrællingerne, og de flygtede ned til bådene og roede væk”.
Formentlig var det mere kvindens raseri og glødende kampvilje end bare bryster, der overrumplede indianerne. Selvom kvinden i sagaen kaldes Frejdis, påpeger forskerne, at de to historiske personer Frejdis og Gudrid i visse tilfælde er blevet forbyttet. Den handlekraftige kvinde med sværdet kan altså have været Gudrid.
Forholdet mellem Amerikas indbyggere og vikingerne forblev anstrengt, og kampe med de indfødte forekom ofte. Grønlændernes saga fortæller, hvordan Gudrid, der sad ved Snorris vugge, blev opsøgt af en indfødt kvinde.
“Gudrid bad hende sætte sig. ‘Jeg hedder Gudrid’, sagde hun. Den fremmede gentog hendes ord: ‘ Jeg hedder Gudrid’”.
De to forsøgte at forstå hinanden, men samtalen blev snart afbrudt af tumulter
uden for vikingernes lejr, hvor en skrælling, der havde forsøgt at stjæle våben fra vikingerne, blev stukket ned af Karlsefnis mænd. Den indfødte kvinde flygtede, og Gudrid begyndte efterhånden at blive godt og grundig træt af livet i den nye verden, hvor nerverne var på bristepunktet.
Efter tre års skærmydsler i Amerika havde Gudrid, Karlsefni og Snorri fået nok. De satte kursen mod Grønland med skibet fuld af pelsværk og eksotisk tømmer. Turen var langtfra ufarlig, og ekspeditionens to andre skibe forsvandt på havet. Tabet var stort for den tyndt befolkede koloni på Grønland, og nordboerne opgav herefter ethvert seriøst forsøg på at kolonisere Amerika.
Gudrid endte som nonne
Gudrid og hendes mand var slet ikke færdige med at rejse. Efter et kort ophold på Grønland sejlede de videre over Atlanterhavet til Norge, hvor de solgte varerne fra Vinland. Handlen gjorde dem yderst velstående, og de kunne vende hjem til Island som rigtige herrefolk. Omkring år 1010 slog parret sig ned på Karlsefnis gamle hjemegn i Skagafjorddalen i Nordisland, hvor Gudrid fødte deres søn nummer to. Få år senere døde Karlsefni af ukendte årsager, og den unge mor stod pludselig alene med fårehold og børneopdragelse. Men det var ikke nok til at holde på Gudrid.
Så snart hun havde fået afsat Snorri til en svigerdatter, der kunne passe gården, tog hun på pilgrimsrejse til Rom – kristendommen var begyndt at fylde meget i hendes liv. I første omgang sejlede Gudrid til Norge og vandrede derefter via Roskilde i Danmark ned gennem Europa, hvor hun bl.a. passerede Alperne. Efter sit ophold i Rom tog Gudrid den lange tur tilbage til Island som en særdeles from katolik. Hendes søn Snorri havde bygget en kirke tæt ved gården, som hun indtil sin død omkring år 1050 var tilknyttet som nonne – men hun var aldrig bleg for at fortælle historier fra hele verden til sine mange børnebørn.
I dag står Gudrid som vikingetidens nok mest berejste person, der med sit mod brød samfundets normer og viste, at også en vikingekvinde kunne få sine drømme til at gå i opfyldelse.
LÆS MERE OM GUDRID THORBJØRNSDATTER
Nancy Marie Brown: The Far Traveler: Voyages of a Viking Woman, Mariner Books, 2008
“Hun blottede da sine bryster, og slog på dem med sværdet”.
Erik den Rødes saga.