Retssagscirkus jonglerer med sandheden
“The Trial of the Chicago 7” skildrer en bizar retssag mod syv venstrefløjsdemonstranter i 1969. Filmen er både medrivende og morsom, men har en lidt lemfældig omgang med historisk fakta.
Den 26. august 1968 luftede mere end 10.000 unge amerikanere deres utilfredshed over racisme og Vietnamkrigen under Det Demokratiske Partis nationale konvent i Chicago. Demonstrationerne blev slået blodigt ned af både det Chicagos politi og Nationalgarden. Året efter, da Richard Nixon overtog posten som USA’s præsident fra demokraten Lyndon B. Johnson, stod syv hvide aktivister anklaget for at have ført an i demonstrationen i Chicago i 1968.
Retssagen blev kendt som “The Trial of the Chicago 7” og trak overskrifter i ikke blot USA men over hele verden. Nu har den skelsættende begivenhed kastet en Hollywood-film af sig.
Savner historisk tyngde
“The Trial of the Chicago 7” kan ses på Netflix og er skrevet og instrueret af Aaron Sorkin, der har stået bag samtidshistoriske dramaer som “Præsidentens mænd” og “The Social Network”. Sorkin har tidligere udtalt:
“Jeg laver ikke journalistik, men tegner mit eget billede af begivenhederne”, og det ses også her.
Portrættet af 1960’ernes USA males med brede penselstrøg, og Sorkin er ikke synderligt optaget af at skildre historiske begivenheder detaljeret eller objektivt. Sorkin rykker rundt på begivenhedernes gang, opfindes fiktive personer til lejligheden og er pynter på sandheden i stor stil for at skabe en mere underholdende film.
Undervejs savner man en lidt bredere historisk indføring og flere baggrundsoplysninger om karaktererne, der står i centrum for fortællingen. Tom Hayden og de seks andre anklagede havde enorm betydning for ungdomsoprøret i USA,
men den pointe er desværre blot en parrentes i filmen.
Ender som en mindre triumf
“The Trial of the Chicago 7” lykkes til gengæld med at gengive, hvor bizart retssagen udviklede sig. De anklagede så sig selv – med rette – som dømt på forhånd af myndighederne og præsident Nixon. Derfor gjorde de alt for at forvandle hele retssagen til en skueplads for deres synspunkter.
Dommeren Julius Hoffman har svært ved at skjule sin foragt for de anklagede og fremstår i filmen som en konservativ knark af den gamle skole, som de syv anklagede netop opponerer imod. Hoffman er tydeligvis myndighedernes mand og giver konstant anklageren medhold under retssagen, mens han nægter at lade forsvareren og de anklagede komme til orde.
Filmen fremstiller dommer Hoffman som både forudindtaget, racistisk og decideret ondskabsfuld, men selvom han til tider kan virke som en karikatur, så stemmer portrættet godt overens med virkeligheden. Retssagen var fyldt med ophedede skænderier mellem dommeren og de anklagede, og Hoffman idømte fem ud af de syv tiltalte den maksimale straf på fem års fængsel. Ved appeldomstolen blev alle anklager imidlertid forkastet, da det blev konkluderet, at dommer Hoffman med sin åbne fjendtlighed overfor de tiltalte ikke havde levet op til “vores retssystems høje niveau”.
På trods af sagens utrolige karakter pynter “The Trial of the Chicago 7” dog alligevel på historien. I filmen bliver den anklagede Jerry Ruben forført af en kvindelig undercoveragent ved navn Daphne Fitzgerald, der slutter sig til gruppen under demonstrationerne i 1968 og fungere som et hovedvidne under retssagen. Hun er opdigtet af Sorkin.
Da dommen over de syv anklagede skal afsiges i slutningen af filmen, læser Tom Hayden navnene op på de flere tusinde amerikanske soldater, som er døde i Vietnam siden retssagens begyndelse. I virkeligheden læste den medanklagede David Dellinger navnene op, og han blev stoppet af dommeren efter få sekunder.
Alt i alt skildrer “The Trial of the Chicago 7” dog den skelsættende historiske begivenhed på en grundlæggende korrekt måde. Den giver ikke et perfekt billede af retssagens forløb eller personernes betydning, men som en morsom og tankevækkende påmindelse om kampen at ytre sig i et politisk betændt klima, fungerer filmen glimrende.