Havstrøm bevarede guanoen
En særlig havstrøm medfører et rigt fugleliv på Chincha- øerne, og i det ekstremt tørre klima skyller regn ikke fugleklatterne væk.
Den tyske biolog og naturforsker Friedrich Wilhelm Heinrich Alexander Freiherr von Humboldt (1769-1859) foretog fra 1799 til 1804 en lang opdagelsesrejse i Sydamerika.
Han beskrev og katalogiserede et stort antal dyre- og plantearter og påviste, at der er kontakt mellem den venezuelanske flod Orinoco og Amazonfloden. Og så lagde han navn til havstrømmen langs stillehavskysten. Humboldtstrømmen, som den i dag hedder, har stor betydning for guanoforekomsterne på de peruvianske øer.
Den fører koldt vand fra Antarktis op langs kysten, og ved Ækvator drejer den mod vest, hvor vandet langsomt bliver varmere. Den kølige strøm giver ideelle betingelser for et rigt fiskeliv. Det er et af klodens rigeste økosystemer, og 18-20 pct. af verdens fiskefangst stammer herfra. Af samme grund er kysten hjem for millioner af havfugle, der lever i store kolonier på øerne.
Andre steder skyller regn fuglenes ekskrementer bort. Men på øerne betyder den kølige havstrøm, at skydannelsen er minimal, og de skyer, som forekommer, afgiver først nedbør, når Andesbjergene længere inde i landet tvinger dem i vejret. På øerne ud for Perus kyst falder der derimod ingen regn, og guanoen bliver liggende i århundreder.
Humboldt besøgte Chincha- øerne i 1802 og tog guano-prøver med sig hjem. Han noterede sig også navnet “guano”, der på inkaernes sprog, quechua, betyder fugleklat. Efter at have undersøgt Humboldts prøver skrev den engelske kemiker sir Humphry Davy i 1813, at guanoen “ifølge sin sammensætning må formodes at være særdeles righoldig gødning”.