“Titanic” er kongen af katastrofefilm
Filmatiseringen af det berømte skibsforlis i 1912 blev alletiders kassesucces. Det skyldes ikke mindst filmens stålfaste blik for de historiske detaljer.
Da RMS Titanic sejlede ud fra Southampton den 10. april 1912, stod 100.000 mennesker på kajen og beundrede det 269 meter lange og 52.310 tons tunge luksusskib. Titanic var verdens største og dyreste skib, og alverdens aviser havde i månedsvis skrevet om det maritime mesterstykke.
“Selv Gud kan ikke sænke dette skib”, lød det selvsikkert fra rederiet bag Titanic, White Star Line. Den 15. april 1912 skulle det dog vise sig kun at kræve et enkelt isbjerg at sende det usænkelige skib mod havets bund. Historien om Titanic er den ultimative katastrofefortælling om menneskets hybris, og instruktøren James Camerons filmatisering af det berømte skibsforlis kan nu ses på Disney+.
En ægte historisk triumf
Med et budget på over 200 millioner dollars slog “Titanic” rekorden for verdens dyreste film, da den havde premiere. Effekterne var uden sidestykke i 1997, og “Titanic” endte med at blive den største kassesucces nogensinde med en indtjening på 2,2 milliarder kroner på verdensplan. En stor del af succesen skyldes uden tvivl filmens evne til at sende publikum tilbage til 1912. Det irske skibsværft Harland & Wolff, der hjalp med at bygge Titanic, gav Cameron og co. adgang til dets private arkiv og leverede tegningerne til skibets opbygning, som filmholdet genskabte 1:1.
Kahytterne, møblerne, bestikket og den berømte trappeopgang op til første klasse er genskabt ned til mindste detalje. Det samme er kostumerne, hvor flere af kjolerne er direkte kopieret fra et fransk modemagasin fra 1912. Ser man bort fra den fiktive kærlighedshistorie mellem den fattige Jack Dawson (Leonardo DiCaprio) og overklassepigen Rose Dewitt Bukater (Kate Winslet), er “Titanic” uhyre tro mod historien.
Som James Cameron udtalte efter premieren: “Hvis du rejste tilbage i en tidsmaskine, så er det dét her, du ville have set”.
De mange biroller og statister, som Jack og Rose mødes med undervejs, er baseret på rigtige passagerer og besætningen fra rejsen i 1912 – fra chefkonstruktøren Thomas Andrews, der går ned med skibet i det fine “Smoking Room”, til den katolske præst Thomas Byles, der tog imod skrifte og gav syndsforladelse til over 100 passagerer i de sidste timer. Imponerende er også de mange små detaljer, som James Cameron gavmildt strør om sig undervejs. Da Titanic ramte isbjerget, varede kollisionen præcis 37 sekunder. Tæller du efter under filmen, strækker kollisionen sig her også over præcis 37 sekunder.
Få mangler ødelægger ikke resten
James Cameron ansatte to Titanic- historikere til at gå de historiske detaljer efter i sømmene, og en etikette-ekspert blev sågar hyret ind til at lære skuespillerne, hvordan overklassen opførte sig i 1912.
“‘Titanic’ er en kærlighedshistorie med et pertentligt lag af historie”, har Cameron udtalt. Og det er netop de historiske detaljer, der i sidste ende gør filmen til en triumf.
Der er dog nogle få skønhedsfejl, som forhindrer “Titanic” i at score topkarakter.
Især portrættet af styrmand Will Murdoch er kontroversielt. I filmen skyder han to mænd, der prøver at komme til redningsbådene, inden han tager sit eget liv. I virkeligheden reddede han hundredvis af mennesker under forliset. Murdochs 80- årige nevø fik i 1998 en undskyldning af filmselskabet for skildringen af hans onkel.En af filmens mest hjerteskærende scener er også ren fiktion. Da passagererne på tredje klasse forsøger at flygte op på dækket, skal de forcere et låst jerngitter. Ifølge den britiske rapport om skibets forlis, “British Inquiry Report”, var passagererne ikke låst inde. Disse små fejl kan dog ikke ændre ved det samlede billede af “Titanic” som noget af en sjældenhed i Hollywood: En episk katastrofefilm, der både går lige i hjertet og genskaber historien med så stor autenticitet, at du selv griber ud efter en redningsplanke, når skibet synker til bunds.