Racelove diskriminerede sorte i årtier

I 1948 indførte det hvide mindretal i Sydafrika en række love om raceadskillelse kendt som apartheid. Apartheid blev afskaffet i 1990, og fire år senere blev den mest fremtrædende anti-apartheidforkæmper, Nelson Mandela, valgt som Sydafrikas første sorte

Apartheid er en betegnelse for de raceadskillelseslove, som blev indført af den hvide minoritet i Sydafrika fra 1948 og frem til 1994. Apartheid betyder “adskillelse” på afrikaans – det sprog, som efterkommerne af de første hollandske bosættere i Sydafrika talte i landet.

Den racistiske ideologi skulle gennem diskriminerende love sikre, at den hvide race fik den suveræne magt i landet og svingede taktstokken ene og alene, når det kom til at lede samfundet. Som en unavngiven minister i regeringen angiveligt skulle have formuleret det i 1978: “Hvis vores politik skal føres til den logiske konklusion, vil der ikke være en eneste sort mand med sydafrikansk statsborgerskab i vort land”. For Sydafrikas sorte befolkning kom apartheid dog ikke som en tyv om natten. Det racistiske styre var kulminationen på århundreders undertrykkelse anført af den hvide mand.

Apartheid var inspireret af nazismen Holland koloniserede Sydafrika i 1652 og trælbandt eller myrdede store dele af den oprindelige befolkning. I de efterfølgende årtier bosatte tusindvis af hollændere sig i Sydafrika. Hollænderne gik under navnet “boere” i Sydafrika. Omkring 60 % af Sydafrikas hvide befolkning i dag nedstammer fra boerne.

I starten af 1800-tallet oprettede Storbritannien sin egen koloni i Cape Town. Briterne afskaffede slaveriet i 1834 og indgik handelsaftaler med den indfødte befolkning. Dette huede ikke de hollandske boere, der havde en stærk slavetradition og ingen interessere i at overgive nogen magt til den sorte befolkning. For at adskille sig fra de nytilkomne britiske kolonister begyndte boerne at kalde sig “afrikaanere” – en betegnelse, som stadig hænger ved i dag.

Efter nederlaget til Storbritannien i Bo-

Demonstration endte i massakre

Apartheid var grundlæggende legaliseret racediskriminering. Systemet forhindrede sorte i at bo i områder med overvejende hvide indbyggere. Sorte var desuden forhindret ved lov i at gifte sig med hvide, og de måtte ikke spise, drikke eller bade de samme steder som Sydafrikas hvide befolkning. I 1950’erne gik de sorte på barrikaderne anført af landets ældste sorte politiske parti, African National Congress (ANC). De boykottede hvide forretninger, strejkede fra arbejde og gennemførte ikkevoldelige demonstrationer.

Ønsket om reformer blev mødt med brutalitet fra staten og politiet. Demonstranter blev tæsket og smidt i fængsel. I 1960 dræbte Sydafrikas hvide politi 69 sorte mænd, kvinder og børn, der demonstrerede mod apartheid i byen Sharpeville. Med massakren begyndte den internationale kritik af apartheid, som kun tog til de kommende årtier.

Blandt demonstranterne i Sharpeville var Nelson Mandela, der var én af de fremmeste ledere af ANC. Efter massakren i Sharpeville ændrede Nelson Mandela taktik fra ikke-voldelige protester til voldelig sabotage mod regimet.

Som Nelson Mandela selv formulerede det: “Det vilde bæsts angreb kan ikke afværges med bare næver”.

I 1962 blev den 44-årige Nelson Mandela arresteret og idømt fem års fængsel for sabotage ved Sydafrikas højesteret. Tre år senere blev dommen omstødt til livsvarigt fængsel. Fængslingen af Nelson Mandela vakte stor international opmærksomhed, og protesterne mod Sydafrikas apartheid-styre tog til i styrke verden over. I 1973 fordømte FN officielt apartheid-styret.

Apartheids onde ånd spøger stadig

Apartheid blev officielt afskaffet i 1991, men forhandlingerne startede allerede i 1990. Den 1. februar 1990 annullerede Sydafrikas sidste hvide præsident, F.W. de Klerk, forbuddet mod ANC og benådede Nelson Mandela betingelsesløst. Fire år senere, den 10. maj 1994, vandt Nelson Mandela som leder af ANC præsidentvalget i 1994 og blev Sydafrikas første sorte præsident. Han var 75 år gammel.

Selvom apartheid blev afskaffet for 30 år siden, er der dog stadig stor forskel på sorte og hvide i Sydafrika. Da apartheid blev afskaffet, skulle 30 procent af de hvides jordbesiddelser fx føres tilbage til de sorte. I dag er mindre end 10 procent fordelt ud til det sorte flertal. Fattigdommen er stadig primært et problem for den sorte befolkning i landet, og i 2018 erklærede Verdensbanken Sydafrika for verdens mest ulige land.

“Det vilde bæsts angreb kan ikke afværges med bare næver”

Nelson Mandela om apartheid-styret

erkrigen (fra 1899 til 1902) overgav boerne sig til det britiske overherredømme. De efterfølgende år kom der en forsoning og en sammensmeltning af de to hvide befolkningsgrupper i Sydafrika. I 1910 vedtog Storbritannien i samråd med boerne en ny forfatning til Den Sydafrikanske Union, der efterlod den sorte befolkning med praktisk talt ingen parlamentarisk indflydelse.

I 1948 kom boerne til magten i Sydafrika, da deres parti, National Party, vandt valget. Boerne, der var blevet hjulpet af tyskerne under Boerkrigen, nærede en vis sympati for Nazi-tysklands raceteorier. Efter valgsejren indførte den nye regering i Sydafrika apartheid med et ikke så skjult anerkendende nik til det hedengangne naziregime.