“Åh Gud, de har dræbt ham”m
USA’s hovedstad, Washington, står ved borgerkrigens afslutning den 9. april 1865 på den anden ende. Da præsident Lincoln fem dage senere går i teatret, overværer en 19-årig amerikaner ved navn John Bingham fra første parket det brutale mord på præsidenten
Washington, D.C., USA, 21/4 1865
Kære onkel
Du må undskylde, at jeg på det seneste ikke har været så flittig til at skrive til dig som tidligere. Men den spænding, som har hersket her i byen gennem hele den forgangne uge, har forhindret mig i at foretage mig noget som helst.
Dagene fløj afsted, og hver dag bragte gode nyheder og dermed udsigt til en snarlig ende på krigen.
Vor lykkes bæger var fyldt til randen, og intet overgik den begejstring, som vi følte, da vi fik meddelelsen om, at general Lee og hans hær havde overgivet sig1.
Lincoln var flere gange blevet forsøgt presset til at holde en tale. Endelig gav han efter. Emnet for talen var landets fremtid – Unionens genopbygning og den slags2.
Jeg var til stede og hørte det hele, selvom det var silende regnvejr.
Nu, hvor jeg tænker på det, kan jeg næsten se ham for mig, som han så ud, da han holdt talen.
Sidste fredag, altså for blot en uge siden, fik jeg at vide, at Grant3 og hans hustru ville ledsage præsidenten til teatret.
Jeg havde endnu aldrig set Grant, og da jeg var ivrig efter at få et glimt af ham, besluttede jeg at tage i teatret sammen med et par venner.
I betragtning af vort formål med besøget valgte vi at købe sæder, som sikrede os et godt udsyn over logen og de mennesker, som sad i den, frem for pladser, der gav os frit udsyn til selve scenen.
Da klokken var omkring halv ni, kom præsidenten ind ledsaget af sin hustru samt miss Harris og major Rathbone4.
Vi var alle temmelig skuffede over ikke at se Grant. Men bagefter forstod vi, at vi sandelig havde grund til at være taknemmelige over, at han ikke var med.
Tidsskriftet Harper’s Weekly bringer en nogenlunde god beskrivelse af mordet – dog med den undtagelse, at præsidenten og hans hustru ikke sad det sted, som bladet hævder, og at morderen brugte sin venstre hånd til at skyde med.
Mordet skete, da klokken var lidt over 10, tror jeg. Straks da skuddet havde lydt, sprang Booth5 op på scenen. Så snart han genfandt balancen, trak han en lang kniv frem. “Sic semper tyrannis” (sådan går det tyranner, red.), skreg han. Ordene er staten Virginias motto.
Booth kiggede på en mand, som sad tæt på mig. Det viste sig senere, at den pågældende var et af Booths bekendtskaber.
“Jeg har gjort det”, sagde han. Han havde nu krydset scenen. Idet han vendte sig, løftede han sin kniv og svingede den i luften. “Syden har fået sin hævn!” råbte han. Det var det sidste, jeg så til ham.
“Synet, som mødte mig, ville have rørt hjertet på selv en vildmand”.
John E. Bingham, april 1865.
Jeg glemmer aldrig hans ansigt. Så stort et indtryk gjorde det på mig. Hans øjne gnistrede som ild, hans hud var så hvid, at den næsten forekom gennemsigtig, og hans kulsorte hår bølgede på en måde, så det forekom at afspejle hans følelser.
Men lad mig vende tilbage til, hvad der hændte. Da jeg hørte ham råbe mottoet,
forstod jeg, at noget forfærdeligt var sket, og sammen med de andre skyndte jeg mig hen til præsidentens loge.
Synet, som mødte mig, ville have rørt hjertet på selv en vildmand.
Hr. Lincoln lå udstrakt på gulvet med hovedet i miss Laura Keenes6 arme. Hans hjernemasse flød langsomt ud i hendes skød.
Fru Lincoln var ude af sig selv.
“Åh Gud, de har dræbt ham, de har dræbt ham”, skreg hun.
Præsidenten blev båret ud og bragt til huset, som lå over for teatret. Her blev alt, hvad der kunne gøres, gjort. Men til ingen verdens nytte.
Timerne gik, mens folkemængden udenfor græd og ventede, idet de håbede, at præsidentens liv alligevel ville blive skånet, så han ville overleve.
Men da de fik beskeden, “han er død”, gik de alle hver især til deres hjem. Nogle græd, andre bad, men de fleste forbandede det skarn, som tog hans liv.
Aldrig har jeg set en gravfærd, som overgår den, jeg var vidne til sidste onsdag. Hele to timer tog det processionen at passere. Jeg har hørt, at 150.000 mennesker var stimlet sammen i Avenuen og 15. Gade, og jeg har ingen grund til at betvivle udsagnet.
Jeg er meget ked af at høre, at Jim Caruthers7 er død, og jeg har ondt af Pheobe Jinnci og de andre pårørende.
Vejret her bliver stadig bedre. Du kan være sikker på, at Todd7 er i sikkerhed. Kun kavaleriet deltog i den kamp, du nævner.
Farvel med kærlige hilsner fra din nevø J.E. Bingham