“De nåede ikke at vaere bange for at dø”
Den 8. september 1900 rammer en orkan delstaten Texas. Med en vindstyrke på op til 210 km i timen brøler den gennem Galveston1, en by med 40.000 indbyggere. Blandt dem er Milton Elford, som i et brev beretter om den hidtil vaerste storm i USA’s historie.
Galveston, Texas, USA, 14/9 1900 Kaere brødre2
I dag er det torsdag, og det betyder, at der er gået fem dage, siden stormen og tidevandsbølgen kom.
Dagene har vaeret fyldt med anspaendelse og uvished, og jeg har vaeret helt ved siden af mig selv. Først i dag er jeg igen blevet i stand til at samle mine tanker.
Jeg kan ikke lade vaere med at spekulere på, om vi kunne have undgået alt det her, hvis blot vi havde handlet anderledes, men den slags nytter det ikke at taenke på nu3.
Vi forlod vores hus klokken fire om eftermiddagen den dag. Grunden var, at vi mente, at vi ville vaere sikrere i et større hus. Vi gik ind i huset, som lå på den anden side af gaden.
Huset, som lå derovre, var bygget på et fundament af mursten, så bygningen stod højt over jorden4.
Omkring klokken fem blev stormen vaerre. Vinden begyndte at flå hegnet i stykker, og vraggods fra andre huse hvirvlede imod os.
Vi havde aftalt, at jeg skulle tage føringen, hvis huset begyndte at falde fra hinanden. Far skulle følge efter og derefter mor og Dwight.
På den måde kunne jeg forberede vores flugt. Forberedelser var nødvendige, da vi ville blive nødt til at bruge vraggods som tømmerflåder.
I huset opholdt der sig 15 eller 16 mennesker ud over vores familie. De var alle overbeviste om, at huset ville kunne holde til hvad som helst. Hvis de ikke havde vaeret så sikre, ville vi nok have taget flugten på de improviserede tømmerflåder, før huset brasede sammen.
Vi befandt os alle i det samme rum, da det skete. Med ét rev huset sig løs fra sit fundament, og vandet strømmede ind, så det nåede os til livet.
Vi styrtede alle hen til døren, men den var umulig at åbne. I stedet smadrede vi et vindue, som vi kunne kravle ud ad med mig som den første.
Jeg var kun nået halvvejs, da huset begyndte at falde sammen. Noget ramte mig i hovedet, så jeg faldt ned i vandet med hovedet først. Hvor laenge jeg lå sådan, ved jeg ikke. Jeg må have vaeret bevidstløs. Men det lykkedes mig at komme op og få fat i noget vraggods, som flød rundt på den anden side af huset. Da jeg kiggede til venstre, kunne jeg se en mand, der – ligesom jeg – klamrede sig til stykker af vraggods. Til højre for mig gjorde en anden det samme.
Det lykkedes mig at komme hen til døren, som nu delvist var åben. Vandet stod så højt, at der ikke var mere end en meter eller halvanden til loftet. Af møbler og andet inventar kunne jeg intet se.
Jeg kaempede mig rundt om huset, men kunne ikke se nogen mennesker.
“De nåede ikke at vaere bange for at dø, og jeg tror heller ikke, at de led”. Milton H. Elford.
En af maendene, som var sammen med os i huset, da det styrtede sammen, var meget høj. Han måtte da kunne rage op over vandet, taenkte jeg.
Kun ved et lykketraef slap jeg godt fra mine undersøgelser. Netop som jeg forlod huset, styrtede det sammen, så det lå helt fladt på jorden.
Jeg kom vaek derfra ved at bevaege mig fra det ene stykke vraggods til det andet, mens jeg halvt løb og halvt svømmede. Gaden flød med hele tagetager og sider af huse, som var blevet revet fra hinanden af stormen. Braedder fløj igennem luften5. Det lykkedes mig at tilbagelaegge, hvad der svarer til en karré af huse, inden jeg nåede frem til nogle bygninger, hvor jeg kunne søge ly.
Bygningerne var imidlertid ved at styrte sammen, og jeg var bange for at blive begravet under tømmeret.
I det samme begyndte det plankestykke, jeg brugte som tømmerflåde, at bevaege sig ned ad gaden. På plankerne stod en stor vaerktøjskiste. Den stak jeg mit hoved og mine skuldre ind i, så jeg ikke blev ramt af det hvirvlende vraggods.
Vandet trak sig tilbage omkring klokken tre om natten. Jeg befandt mig da fem karreér fra det hus, jeg havde søgt ly i sammen med mine foraeldre. Jeg havde blå maerker i hovedet og på benene og sår på haenderne.
Det med sårene opdagede jeg først senere. Jeg reddede det tøj, jeg stod og gik i – bukser, skjorte, sko og et saet undertøj – samt en fem-dollarseddel.
Så snart det blev lyst, gik jeg tilbage til huset, men jeg kunne ikke lokalisere det. Alt var jaevnet med jorden i et område, der svarede til to karréer6.
Jeg gik hen til rådhuset for at få hjaelp til at søge efter ligene. Åbenbart taenkte jeg på det tidspunkt, at jeg var den eneste, som havde fået den tanke.
Men inden middag var brandvaesenet og frivillige i gang med at søge efter de døde. De kom med dem i vognladninger, 10-12 ad gangen, og lagde dem i raekker, så de kunne blive identificeret.
Den følgende dag blev de roet ud på havet og smidt i vandet. Naeste dag skyllede de i land igen.
Derefter begyndte de at begrave dem, hvor de fandt dem. I dag de begyndt at braende dem.
Stormen er den vaerste af sin art i historien.7 Hundredvis af familier er sporløst forsvundet. Men vores familie bevarede roen til det sidste. Far holdt Dwight i sine arme, og mor stod lige ved siden af.
Jeg fortalte mor, at vi var i sikkerhed, og det sidste, jeg hørte hende sige, var, at Gud nok skulle passe på os, lige meget hvordan det gik.
Det hele var overstået på et sekund. De nåede ikke at vaere bange for at dø, og jeg tror heller ikke, at de led.
Hvis jeg ikke finder dem i løbet af de naeste par dage, så tror jeg, at jeg bliver nødt til at give op. Men der er heller ikke noget i kan gøre for dem nu