Hvorfor er forsvar lettere end angreb i krig?
Angreb er langt mere opslidende end forsvar, og derfor skal en offensiv haer bruge flere soldater. Med taktisk snilde kan en langt mindre forsvarshaer derfor vende krigslykken til sin fordel.
Når to haere drager i krig, kan et utal af faktorer afgøre udfaldet af konflikten, men en tommelfingerregel blandt militaerstrateger siger, at en angribende haer skal vaere mindst tre gange staerkere end en haer, der forsvarer sig, for at vinde krigen.
Årsagen er, at det ofte er langt mere fysisk, psykisk og moralsk kraevende at angribe end at forsvare sig.
Ifølge den berømte preussiske general og militaerteoretiker Carl von Clausewitz (1780-1831) vil den offensive haers forsyningslinjer blive strakt ud, når haeren først traeder ind i fjendtlige landområder. Det betyder, at linjerne vil vaere sårbare for angreb, og at soldaterne skal bruge flere ressourcer på at levere forsyninger til frontlinjen.
For den forsvarende part i krigen vil forsyningslinjerne derimod blive kortere og vaere relativt sikre, i takt med at tropperne falder tilbage og bevaeger sig igennem deres egne områder. Haeren
vil derfor bruge faerre kraefter. I landkrig vil kendskab til terraenet desuden vaere en afgørende fordel for forsvarerne, der typisk bor i de områder, som de skal forsvare. De kender derfor til detaljer i terraenet, som kan vaere en taktisk fordel – bl.a. floder, bakker og bjerge.
Selvom forsvarerne – ifølge Clausewitz – har en fordel i krig, kan en defensiv haer stadig optraede taktisk offensivt. I så fald skal soldaterne forsvare, indtil fjendens ressourcer er udtømt. Derefter kan forsvarerne gå i offensiven og besejre den nedslidte fjende. Denne taktik blev med succes brugt af russerne under Napoleons felttog i Rusland i 1812, hvor russerne hele tiden trak sig tilbage og sled den franske haer ned, inden de gik til angreb og tog sejren.
På samme måde stod Den Røde Haer imod tyskernes fremstød under 2. verdenskrig og slog effektivt tilbage, da de tyske forsyningslinjer brød sammen.