Hvornår blev Frankrig et land?
Da frankerkongen Ludvig dør i 840, kaster hans tre sønner sig ud i en indaedt kamp om farens enorme rige. Ud af fejden bliver de første spaede skridt mod vor tids Frankrig taget.
Kimen til vor tids franske stat blev lagt i år 843 e.Kr., hvor den frankiske kong Ludvig den Frommes sønner delte farens rige mellem sig. Inden sin død havde Ludvig ledet et enormt kejserrige, der var grundlagt af hans far, Karl den Store. Riget strakte sig over det meste af Centraleuropa – fra det nordlige Spanien til den tyskdanske graense.
Ludvigs død blev startskuddet til en borgerkrig mellem hans tre sønner. Efter blodige kampe og lange, bitre forhandlinger var sønnerne i 843 klar til at dele riget mellem sig i tre omtrent lige store stykker. Det vestlige bid af riget – Vestfranken, hvor folkeslaget frankerne havde boet i århundreder – tilfaldt Karl 2. den Skaldede, og den efterfølgende fredstraktat mellem brødrene bliver ofte betragtet som Frankrigs dåbsattest.
Omtrent halvandet århundrede senere blev Vestfranken forvandlet til kongeriget Frankrig, da Hugo 1. Capet i 987 blev konge og samlede alle områdets stridende småriger under sig. Capets efterkommere regerede over Frankrig som konger i de efterfølgende 800 år. I denne periode forvandlede riget sig både til en europaeisk stormagt og en global kolonimagt med tråde ud til alle hjørner af kloden. Et af de mest afgørende skridt mod det Frankrig, som findes i dag, blev taget med den franske revolution i 1789. Her blev den enevaeldige konge vaeltet, og den politiske magt blev – i hvert fald teoretisk – lagt hos folket. Frankrig udviklede sig – med bump på vejen – op gennem 1800tallet til en sekulaer republik baseret på frihedsrettigheder som religions og ytringsfrihed, vaerdier, som landet fortsat holder i haevd i dag.