Invasionen var dømt til at gå galt
En række faktorer gjorde, at den sovjetiske invasion af Afghanistan fejlede fælt. Russerne havde ikke forberedt sig ordentligt og undervurderede totalt modstandsviljen hos det afghanske folk.
Civile tog mujahedinernes parti
Sovjetstyret havde undervurderet, hvor lidt interesse den afghanske befolkning havde i, at landet var kommunistisk. Den fattige landbefolkning anede dårligt, at der sad en kommunistleder i Kabul, og de identificerede sig mere med de tanker, der prægede de muslimske oprørere.
Regeringshær gad ikke kæmpe
Russerne regnede med, at det hovedsageligt var den afghanske regeringshær, der skulle nedkæmpe oprørsgrupperne. Men mange af afghanerne havde ikke hjertet med. Flere af dem solgte deres våben, da salget af en pistol kunne ernære en familie i et helt år. Mange valgte også at hoppe over til mujahedinerne.
Støtte udefra gav guerillaerne gejst
Støtten til mujahedinerne fra USA og muslimske naboer steg løbende – fra 1985 pumpede USA og SaudiArabien hver årligt 250 mio. dollars i guerillakrigerne. Tilførslen af våben som antitank-miner, plastisk sprængstof og jord-til-luft- missiler gav mujahedinerne troen på, at de kunne vinde krigen.
Russerne førte umoderne krig
Sovjet gik ind i Afghanistan med helt forfejlede taktikker. Som under 2. verdenskrig invaderede russerne med en stor mængde kampvogne, selvom den slags krigsmateriel reelt var nytteløst i de mange bjergegne. Der gik månedsvis, før russerne gik over til større brug af helikoptere.
Fjenden blev trænet professionelt
Mujahedinerne blev i løbet af krigen langt mere professionelle, fordi de blev trænet i lejre ved den pakistanske grænse af pakistanske officer assisteret af CIA-folk. Her lærte de hellige krigere alt fra organiseringen af snigangreb til beherskelsen af morterer og antitank-våben.
De nægtede at samarbejde. Vi kunne ikke skyde dem, fordi skuddene muligvis ville tiltrække opmærksomhed fra en sikkerhedspost i nærheden, så vi begravede dem alle levende”, berettede en af mujahedinerne.
Våben udefra afgør krigen
Selvom sovjettropperne såvel som Moskva i midten af 1980’erne er frustrerede over den manglende succes i Afghanistan, har russerne stadig ét meget værdifuldt våben: Kamphelikopterne. De såkaldte Mi-24’ere spreder med deres maskinkanoner og missiler død og ødelæggelse i Afghanistan, og selv på mujahedinernes hjemmebane i bjergene kan helikopternes dygtige piloter snørkle sig omkring mellem klippevæggene. Fra luften angriber de alt, der ligner guerillakrigere eller våbenkaravaner med materiel og ammunition fra Pakistan.
Blandt civile og mujahediner går helikopterne under navnet “Satans Karet”, og oprørsgrupperne tigger og beder udlandet om våben, der kan sætte de flyvende bæster ud af spillet. Deres bøn bliver hørt i 1986, da Ronald Reagan beslutter, at det amerikansk fremstillede Stinger- missil skal masseproduceres og sendes til de afghanske oprørere i kampen mod kommunismen.
Hen over sommeren trænes mujahedinerne i brugen af det topmoderne jord-til-luftmissil, og den 26. september sniger en gruppe anført af ingeniøren “Ghaffar” sig gennem bjergene til en sovjetisk luftbase øst for Kabul. Da fire Mi-24-helikoptere nærmer sig, sætter mujahedinerne sig på hug med deres nye våben hvilende på skuldrene. Med sekunders mellemrum suser tre Stingermissiler afsted med 2.700 km/t. og brager ind i tre af helikopterne. Maskinerne forvandles til ildkugler, inden de braser brændende til jorden. Guerillakrigerne smider affyringsrørene på ryggen og iler op i bjergene igen, mens mørket falder på.
Aktionen markerer begyndelsen på enden for den sovjetiske invasion i Afghanistan. Livet som Mi-24-pilot er med ét blevet livsfarligt, og i de følgende måneder mister russerne talrige kamphelikoptere – til en stykpris på 12 mio. dollars.
Gorbatjov vil ud af Afghanistan
Mens Sovjet har stået i stampe i Afghanistan, har der været fuld gang i udskiftningerne i Moskva, hvor Mikhail Gorbatjov i 1985 er blevet generalsekretær. Den progressive leder har aldrig været begejstret for krigen i nabolandet, og i november 1986 vil han ud.
“Skal vi virkelig kæmpe i en uendelighed som et bevis på, at vores tropper ikke er i stand til at håndtere situationen? Vi er nødt til at afslutte denne proces hurtigst muligt”, siger Gorbatjov til sine kommunistfæller i Politbureauet.
Lederne i Kreml enes om, at krigsdeltagelsen skal være slut inden for to år. I syv år har 620.000 russere på skift og næsten 300.000 afghanske regeringstropper uden held forsøgt at knække mujahedinerne. Krigen er upopulær i befolkningen, og den koster stormagten kæmpemæssige summer, som landet ikke
har. Gorbatjov beslutter at trække halvdelen af de tilbageværende tropper i Afghanistan ud i 1987, og i løbet af 1988 skal den sidste halvdel returnere til Sovjet. I hele udtrækningsperioden skal sovjettropperne hovedsageligt praktisere en defensiv tilgang i krigen. At kæmpe mod oprørsgrupperne er herefter op til Afghanistans nye kommunistiske leder, Muhammad Najibullah, og hans soldater.
Med en lille forsinkelse triller de sidste sovjetiske tanks og lastvogne over stålbroerne ved grænsen mellem Afghanistan og Sovjetunionen i februar 1989. Blandt køretøjerne med kursen hjemad er en pansret mandskabsvogn, som en afghansk dreng render hen til.
“Hej, kommandør! Fuck hjem til Moskva”, råber han med et stort smil.
“Om ikke andet har vi da lært dem at bande”, bemærker en sovjetisk rådgiver.
Efterskrift: Invasionen af Afghanistan kostede den russiske hær dyrt. Ud af de 620.000 udstationerede soldater blev 35.000 såret og 450.000 syge. Officielt døde ca. 14.500, men mange, som kæmpede i Afghanistan, anslår, at tabstallet var tættere på 75.000. Herudover mistede russerne mindst 118 jetjagere, 333 helikoptere, 147 tanks og mere end 14.000 andre militære køretøjer. Samtidig led stormagten et mentalt knæk, fordi den ikke kunne besejre en fjende, der formentlig kun bestod af 20.00085.000 mujahediner. Svaghedstegnet var medvirkende til, at Berlinmuren faldt blot 11 måneder senere. De største tabere i krigen var dog de civile. 1,5 mio. afghanere blev dræbt, og 5 mio. flygtede under besættelsen.
LÆS MERE OM SOVJETUNIONES INVASION AF AGHANISTAN Lester W. Grau: The Soviet-Afghan War, University Press of Kansas, 2001 Lester W. Grau & Ali Ahmad Jalali: The Other Side of the Mountain, USMC Studies and Analysis Division, 1998