Korset var en langsom dræber
Romerne udviklede korsfæstelserne til en grusom kunstform, hvor det gjaldt om at påføre offeret mest mulig smerte inden døden. Fra start til slut kunne den nøje koreograferede henrettelse vare helt op til fire dage. Og hvert eneste trin indebar en ubeskrivelig pinsel. 2. Fastnaglet hånd
Den dømte blev sømmet til tværbjælken gennem håndroden eller håndleddet. Romerne sørgede for ikke at ramme de store arterier. Til gengæld sad de store jernnagler nær nervebanerne, hvilket udløste skrækkelige smerter.
5. Brækkede ben
Hvis ofrene skulle have en hurtigere død, brækkede bødlerne benene på dem. Det gjorde det umuligt for offeret at støde fra med fødderne. Han kunne dermed ikke længere mobilisere mellemgulvsmuskulaturen, så udåndingsluften blev presset ud.
3. Fastnaglet fod
Fødderne blev fastgjort til den lodrette stolpe ved at hamre en nagle gennem oversiden af foden. Alternativt naglede romerne fødderne fast til stolpens sider ved at drive søm igennem hælens største knogle.
1. Piskning
Inden korsfæstelsen blev den dømtes hud flået. Stykker af metal, knoglefragmenter eller glas var fastgjort til pisken. De rev huden op og trak dele af muskulaturen ud.
4. Åndedrættet var et helvede
Når offeret hang på korset, var det ekstremt pinefuldt at trække vejret. For at ånde var den dømte nødt til at bruge de fastnaglede lemmer til at bevæge kroppen opad. Offeret var derfor tvunget til at påføre sig selv tortur for ikke at blive kvalt.
Når kroppen hænger i armene, spiles brystkassen og dermed lungerne ud helt af sig selv, hvorved luft suges ind. Det var derfor ikke svært for den korsfæstede at trække frisk luft ind i lungerne.
Udånding kræver, at mellemgulvsmuskulaturen presser lunger sammen. Det er umuligt, når man hænger i armene. Offeret måtte derfor støde fra med fødderne for at mindske presset på armene.