Hvordan holdt folk varmen i gamle dage?
Sengevarmere, husdyr og avanceret gulvvarme. Gennem historien er mennesker tyet til en række kreative varmekilder for at holde varmen i de kolde vintermåneder.
Ien tid uden naturgas, elektricitet og fjernvarme måtte vores forfædre være både praktiske og kreative for at holde varmen på de kolde vinterdage.
Først og fremmest sørgede fortidens folk for at indrette deres hjem, så behovet for varme blev mindst muligt. Det betød, at husene som oftest var små med tykke mure, lavt til loftet og kun få vinduer med tykke gardiner. På den måde kunne huset bedst muligt bevare varmen fra ildstedet, hvor familien mødtes for at varme sig.
Om natten dækkede husets beboere sig til med flere lag dyner og tæpper og trak nathuen godt ned over ørerne. Hvis de alligevel frøs, kunne de holde sengen og fødderne lune med et varmebækken – en metalbeholder med et langt skaft, der blev fyldt med aske eller glødende kul og lagt under dynen.
Tilbage i vikingetiden allierede indbyggerne i de nordiske lande sig med deres husdyr i de kolde vintre. Dyrene havde en fast plads i vikingernes langhuse og kunne med deres kropsvarme bidrage til at holde en lun og behagelig temperatur indendørs.
I Romerriget varmede de fleste romere deres huse op med små brændeovne lavet af metal eller ler. Her blev kul eller træ brændt af, men ofte var ovnene af så dårlig kvalitet, at de væltede, og det var ikke usædvanligt, at en by som Rom havde omkring 100 små brande om dagen. Den slags bøvl kendte de rige romere ikke til. Deres overdådige huse var nemlig udstyret med hypokaustum – en slags centralvarme bestående af hulrum og rør under gulvet, som førte varme fra et stort ildsted til gulve og vægge i hele huset.