Historie (Denmark)

Paven drømte om at få børn med dronning Elizabeth

I 1500-tallet havde Englands dronning talrige beundrere. En af de mere overrasken­de var pave Sixtus 5., som både havde ekskommuni­keret hende og støttede Spaniens forsøg på at invadere hendes rige.

-

Elizabeth 1. blev kendt som Jomfrudron­ningen, selvom mange forsøgte at ændre på den titel i løbet af hendes regeringst­id ( 1558- 1603). Det engelske parlament bekymrede sig om arvefølgen og forsøgte ihærdigt at overtale dronningen til at gifte sig, men da hun vidste, at en ægtemand ville forsøge at stjæle magten fra hende, afviste hun samtlige bejlere.

Sågar pave Sixtus 5. sværmede for Elizabeth, selvom hun blev betragtet som den katolske kirkes ærkefjende. Engang udbrød kirkeleder­en begejstret:

“Se blot, hvor vel hun regerer! Hun er bare en kvinde og blot frue over en halv ø, og alligevel gør hun sig frygtet i Spanien, i Frankrig, i Det Tysk-Romerske Kejserrige – alle steder. Vore børn kunne regere hele verden”.

At en pave fik børn, var faktisk ikke så umuligt, som det kunne lyde – selvom den katolske kirke forlangte cølibat af sine paver, kardinaler og præster.

Alexander 6., der var pave fra 1492 til 1503 og tilhørte den magtfulde Borgiafami­lie, fik mindst syv uægte børn. Hans søn Cesare blev senere kardinal og fulgte i sin fars fodspor ved i 1501 at arrangere et kæmpe orgie.

Orgiet blev kendt som “Kastanjeba­nketten”, fordi nøgne prostituer­ede åbnede festen ved at kravle rundt på gulvet og samle kastanjer op, mens gæsterne så på.

Hemmelige elskere blev biskopper

Mindst fire af Alexanders forgængere og efterfølge­re fik uægte børn. Også forhold til mænd forekom. Således var det en kendt sag, at Sixtus 4., der var pave fra 1471 til 1484, gavmildt uddelte bispedømme­r til sine elskere.

Mellem Elizabeth 1. og Sixtus 5. blev det kun til beundring på afstand – hverken dronningen eller paven fik børn. Da Jomfrudron­ningen døde, arvede hendes nærmeste slægtning, Jakob af Skotland, derfor tronen.

 ?? ?? Sixtus 5. var 65 år gammel, da han i 1585 blev pave. Samme år fejrede dronning Elizabeth sin 52 års fødselsdag.
Sixtus 5. var 65 år gammel, da han i 1585 blev pave. Samme år fejrede dronning Elizabeth sin 52 års fødselsdag.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark