Jagten på Ishavets skraek

Hvis du tror, at sørøvere kun haergede i Caribiens lune vande, skal du laese med her. Norges kyster blev i 1600-tallet hjemsøgt af den brutale pirat Jan Mandaus.

Iefteråret 1615 ankommer en ung islaending til Danmark. Jón Ólafsson er stukket af fra sin fødeø for at se verden. Via England er han nået til København, og da han står ved byporten, spaerrer han øjnene op. Her haenger tre maend.

“Jeg kom til København, kort efter at de var blevet henrettet; og de hang der uskadte i deres silkeklaeder besat med guldsnore og guldbroderede sko”, fortalte han siden.

Maendene har fået en tur i vippegalgen, hvor de fik revet armene ud af skulderleddet. Sådan vil kong Christian 4. sikre, at nyheden om deres død spredes langt ud over det dansk-norske riges graenser. De tre maend var pirater – sørøverkaptajn Jan Mandaus og hans to naestkommanderende.

Efter sin ankomst bliver Jón Ólafsson optaget i kongens haer, og fra sine nye kammerater hører han mere om Jan Mandaus og hans maend. Det er en historie om gylden udenrigshandel og ekstrem grusomhed.

Dunkerque blev en piratrede

Hvor Jan Mandaus kom fra, vidste ingen. I dag peger de fleste historikere på havnebyen Dunkerque, der i 1500- og 1600-tallet var en lovløs spansk piratrede på graensen mellem Frankrig og Holland.

I disse år lå Spanien jaevnligt i krig med englaenderne og hollaenderne. For at skade sine fjender mest muligt udstyrede den spanske konge alle villige kaptajner i Dunkerque med de såkaldte kaperbreve, der “bemyndigede” dem til at plyndre og kapre fjendens handelsfartøjer.

Alt tyder på, at kaptajnerne ikke holdt sig til kongens retningslinjer. De forlod gerne Den Engelske Kanal og nåede helt op i Barentshavet på udkig efter bytte – og byttet var på vej. Midt i 1500-tallet havde englaenderne indgået en handelsaftale med Ruslands zar, Ivan den Grusomme, som kunne levere tømmer, pelsvaerk og mineraler.

Handlen gik så godt, at zaren i 1584 besluttede at anlaegge havnebyen Arkhangelsk. Også de hollandske købmaend blandede sig, og det betød, at både Sverige og Danmark mistede toldindtaegter, fordi handelsskibene ikke laengere sejlede gennem Østersøen.

I 1599 samlede den nytiltrådte Christian 4. en stor flådestyrke i København for at drage på kystinspektionsrejse hele vejen langs Norges kyst. Formålet var at vise, at den dansk-norske konge var klar til at haevde sin ret til at opkraeve told med alle midler.

Den 14. maj nåede skibene til Vardø – det yderste nordøstlige hjørne af Christians imperium, 1.800 km fra København. Her lod han sit admiralskib, Victor, ankre op ud for faestningen Vardøhus Slot og blev roet i land for at møde kommandanten.

At kalde stedet for et slot eller bare en faestning er en ufortjent høflighed. Voldanlaegget var lavt, og bygningerne i dårlig stand, men da kongen kiggede ud over Bussesundet, der ligger mellem Vardø og fastlandet, bemaerkede han det rolige farvand – i kontrast til Barentshavets vilde rasen.

“Der er en uudholdelig stank på stedet af fisk, der haenger til tørre”. Kancellisekretaer Jonas Charisius, der var med på Christian 4.s togt til den nordnorske ø Vardø, 1599.

Christian forestillede sig sundet fyldt med handelsskibe, der lå i kø for at blive fortoldet – ligesom hjemme i Øresund. På stedet besluttede kongen at bygge et nyt Kronborg her. Herefter drejede han om på haelen og sejlede videre. Vardø havde ikke meget at byde på, mente majestaeten.

“Der er en uudholdelig stank på stedet af fisk, der haenger til tørre”, noterede hans kancellisekretaer Jonas Charisius, der var med på togtet:

“Dog kom den vaerste stank fra fiskehoveder og -ben, som lå på strandene for at tørre. På disse gik får og geder og gnavede. Året igennem får de ikke anden føde”.

Heller ikke husene imponerede Jonas Charisius: “Vi så ikke andet end usle hytter. Nogle lå under jor den og var nøjsomme, nogle var a tømmer, men små og svage”.

Piraterne stormer Vardø

Ude på Barentshavet håbede Ch stian, at hans flåde på den vide faerd kunne tage nogle pirater på fe gerning, men de fangede ingen. I d år huserede sørøverne ellers jaevnl Barentshavet, og de gik også i land for at plyndre bygderne.

I 1602 sejlede en piratkaptajn sit skib helt ind til Vardøhus Slot. På slaeb havde han et kapret engelsk handelsskib. Inde på stranden blev øboerne vidner til, hvordan skurkene henrettede deres engelske fanger, smed ligene i vandet og derpå stormede Vardøhus Slot for at kraeve penge, våben eller i det mindste noget at spise.

Christian 4.s plan om at bygge et nyt Kronborg var ikke blevet til noget, så Vardø havde intet at give overfaldsmaendene. I stedet tog piraterne en fisker og hans to arbejdsdrenge

til fange. De skulle formentlig saelges som slaver og blev aldrig set igen.

Omkring 1605 meldte en ny, brutal piratkaptajn sig i Barentshavet: Jan Mandaus (formentlig en fordanskning af Juan de Mendoza). Folk, der var sluppet levende fra mødet med Mandaus, kunne berette, at han havde kløer i stedet for negle, og at der stak knive ud af hans albuer og knae.

Piratkaptajnen overfaldt gerne hollandske handelsskibe, der havde sølv med til at betale for varerne i Arkhangelsk. Men han angreb også bergenskøbmaendenes skibe, der havde eneret på at saelge livsnødvendige forsyninger til fjerne egne som Vardø.

Jagten på Mandaus går ind

I Kongens København blev Jan Mandaus efterhånden betragtet som så stor en plage, at Christian måtte tage affaere. I 1615 – 16 år efter sit eget togt – gav kongen sin viceadmiral Jørgen Daa kommandoen over to krigsskibe, der skulle pågribe Ishavets skraek. Jagten kunne begynde, og jaegerne fik snart et spor at følge. Det kom Jørgen Daa for øre, at Mandaus kort forinden havde haerget på øen Flekkerø ud for Sydnorge. Jørgen Daa fulgte i piratens kølvand laengere og laengere mod nord.

“Hvor de danske skibe kom op, blev der sagt dem, at sørøverne nylig havde vaeret der og igen var bortsejlede”, hørte bøsseskytten Jón Ólafsson fra sine kammerater.

Sådan nåede Daa til den russiske ø Kildin, hvor Mandaus angiveligt havde ligget i to dage. Danskerne sejlede rundt om Kolahalvøen, kom ind i Hvidehavet og fik øje på piraten, der lurede på et hollandsk skib.

Daa satte flere sejl og fik pøset vand på dem, så sejldugen blev vindtaet. Langsomt halede han ind på Mandaus og kom på skudhold af ham.

“Alle de danske kugler, som gennemhullede sørøverskibene, lod Mandaus baere ned i kahytten, for at han kunne bedømme deres størrelse”, lyder den beretning, som Jón Ólafsson samlede hos sine kammerater.

Mandaus havde i sin besaetning en dansk kahytsdreng, som i sin tid var blevet bortført af piraterne. Nu spurgte han drengen til råds: Rådede danskerne over større kanoner end dem, de hidtil havde affyret?

“Drengen sagde, at han godt kendte danskernes skik, først at affyre de mindre kanoner og dernaest de store”, skriver Jón Ólafsson. Men det var noget, kahytsdrengen fandt på for at narre piraterne. Han ønskede dem alle “ad Helvede til”.

Mandaus troede på kahytsdrengen og opgav at gøre modstand; i stedet tog han flugten med sine skibe. For at vinde tid kastede h skerne ville stoppe op for at fiske varerne op. Men viceadmiral Daa sejlede videre.

I mellemtiden var Mandaus gået på grund på en sandbanke. Hans skib havde svaere skader, og han forstod, at kampen ikke kunne fortsaette til søs. I et brev, der blev overrakt til Daa, anmodede Mandaus om, at kampen kunne finde sin afgørelse på land.

Daa indvilgede og sendte soldater ind på øen ledsaget af trommehvirvler og trompetfanfarer. Og så fik den uheldige Mandaus en desperat idé: Med høj røst spurgte han, om videadmiral Daa mon stod i høj gunst hos sin herre, kongen?

Danskeren svarede ja, og nu ville Mandaus vide, om Daa kunne overtale kongen til at skåne ham. Daa tøvede ikke med at lyve. Han forsikrede Mandaus om, at kongen aldrig ville lade ham henrette. Nu lagde sørøverne deres våben og blev taget til fange. Skibsdrengen lod danskerne gå, mens de øvrige blev halshugget og smidt i havet.

Kun Jan Mandaus og hans to naestkommanderende blev skånet. De skulle stilles for retten i København.

Inden turen gik sydover, hentede danskerne alt af vaerdi fra Mandaus’ skibe.

“Der var otte kister fulde af al slags sølvmønt, der var så tunge, at da de kom til København, måtte der fire mand til for at baere den mindste op på slottet. Den niende kiste var fuld af pur guldmønt, og der måtte 10 mand til for at baere den”, angiver Jón Ólafsson: “Ingen kunne huske, at der nogensinde var kommet et skib til København med så store rigdomme”.

Efterskrift: Jón Ólafsson rejste videre ud i verden og skrev to bøger om sine oplevelser i bl.a. Indien. Om viceadmiral Daa fik alt Mandaus’ sølv og guld med hjem, er et åbent spørgsmål. I Finnmarken lyder et aeldgammelt rygte, at piraten nåede at grave en skat ned naer Hamningberg vest for Vardø.