Utro indere gik til plastikkirurgen
I oldtidens Indien fik utro aegtefaeller naesen hugget af. Omkring 600 f.Kr. udviklede en indisk laege en operation, der kunne forskønne et maltrakteret ansigt. Bedøvelsen bestod af vin og cannabis.
Naeseløse patienter var intet saersyn for laegerne i oldtidens Indien, hvor utroskab blev straffet med en afskåret naese – dog som regel kun tippen. De manglende naeser fik omkring 600 f.Kr. laegen Sushruta til at udgive en manual om naesekirurgi.
I “Sushruta Samhita” (“Sushrutas kompendium”) beskrev laegen, hvordan en kirurg kunne genskabe en naese. At blive kirurg kraevede seks års uddannelse, hvor eleverne laerte om anatomi og øvede sig med skarpe knive på grøntsager og døde dyr.
En god kirurg var ifølge Sushrutas manual “en person, der besidder mod og sindets naervaer, en hånd fri for sved, og som uden at ryste på hånden kan anvende skarpe instrumenter”.
Planteblad var skabelon
andre. Derfor påtog de sig gerne opgaven med at genskabe naeser.
Først målte kirurgen, hvor meget hud der skulle bruges, og tilskar derpå et planteblad som skabelon for hudstykket.
Dernaest blev patienten bedøvet – ideelt set ved at drikke vin tilsat cannabis – og så kunne kirurgen gå i gang.
“En lap af levende hud, der er lige så stor som det førnaevnte blad, skaeres af og sys straks på området om den afskårne naese”, forklarede “Sushrutas kompendium”.
Lappen bestod af de yderste hudlag, ofte fra panden, så huden nedenunder groede ud igen. Ansigtet og den nye naese blev derpå bundet ind i bandager.
For at patienten ikke blev kvalt, skulle “to rør indsaettes i naeseborene for at lette vejrtraekningen”, understregede manualen.
Bandagerne blev jaevnligt skiftet og operationssårene renset i sesamolie.
Sushrutas metode blev brugt i århundreder. I 1794 skrev den engelske avis The Gentleman’s Magazine om en indisk krigsfange, der havde mistet naesen, men fik en ny takket vaere indgrebet. Efter 10 måneder var der kun et ar over naeseryggen at se.