Ind­led­ning

Historien om 2 verdenskrig - - INDHOLD - RICHARD OVERY

2.Ver­denskrig var den stør­ste og dy­re­ste krig i men­ne­skets hi­sto­rie. Om­fan­get var glo­balt og ef­ter­lod stort set in­gen del af ver­den ube­rørt. Da den slut­te­de, blev verdens po­li­ti­ske geo­gra­fi for­vand­let, og sce­nen blev sat for det mo­der­ne stats­sy­stem. Det er umu­ligt at over­dri­ve den for­an­dring, som sej­ren i 1945 med­før­te. Aen­drin­gen fra mel­lem­krig­sti­dens øko­no­mi­ske kri­se med eu­ro­pa­ei­sk im­pe­ri­a­lis­me og mi­li­tant na­tio­na­lis­me til ef­ter­krig­sti­dens øko­no­mi­ske frem­gang, af­ko­lo­ni­se­ring og den ide­o­lo­gi­ske kon­fron­ta­tion un­der den kol­de krig var be­ty­de­lig. Det er va­erd at hu­ske, at in­gen i star­ten kun­ne va­e­re sik­ker på, hvil­ken ret­ning kri­gen vil­le ta­ge, el­ler for­ud­si­ge gra­den af øde­la­eg­gel­se og vold. Fle­re for­skel­li­ge kon­flik­t­om­rå­der smel­te­de sam­men og vok­se­de til et in­fer­no – en eu­ro­pa­ei­sk kon­flikt – som føl­ge af ty­ske for­søg på at bry­de de re­strik­tio­ner, der blev på­lagt lan­det ef­ter 1. Ver­denskrig. Kon­flik­ter ud­vik­let af et eks­pan­sio­ni­stisk og am­bi­tiøst fa­sci­stisk Ita­li­en, hvor le­de­ren Be­ni­to Mus­so­li­ni drøm­te om at gen­ska­be det ro­mer­ske ri­ge. Kri­gen i Asi­en, hvor det kej­ser­li­ge Ja­pan var fast be­slut­tet på at for­sva­re ret­ten til at få del i et im­pe­ri­um. Og en­de­lig en ve­st­a­si­a­tisk al­li­an­ce af an­ti-kom­mu­ni­sti­ske sta­ter, der hav­de grup­pe­ret sig om­kring Hit­lers Tys­kland. Ef­ter­hån­den som kri­gen vok­se­de, blev al­le ho­ved­mag­ter­ne truk­ket ind i den. Det ha­ev­des of­te, at USAS ind­tra­e­den i de­cem­ber 1941 sik­re­de de al­li­e­re­de styr­kers sejr ale­ne på grund af den øko­no­mi­ske va­egt, men re­sul­ta­tet var ik­ke for­ud­be­stemt. Tys­kland og dets al­li­e­re­de hav­de sto­re res­sour­cer og ero­bre­de end­nu fle­re. Ty­ske og ja­pan­ske styr­ker kaempede med stor dyg­tig­hed. For at vin­de kri­gen var det nød­ven­digt for de al­li­e­re­de at dyg­tig­gø­re de­res trop­per, ko­or­di­ne­re de­res ak­ti­vi­te­ter og hol­de be­folk­nin­gens tro på sejr op­pe selv i mod­gang­sti­der. Te­sen om, at Ak­se­mag­ter­ne – og Tys­kland i sa­er­de­les­hed – tab­te kri­gen på grund af in­kom­pe­ten­ce ta­ger ik­ke høj­de for, i hvil­ket om­fang de al­li­e­re­de måt­te la­e­re at ka­em­pe med stør­re ef­fek­ti­vi­tet og ud­nyt­te de­res eg­ne vi­den­ska­be­li­ge, tek­ni­ske og ef­ter­ret­nings­ma­es­si­ge res­sour­cer til ful­de. Kri­gen skal ik­ke ale­ne ses som et mid­del til egen over­le­vel­se, men og­så som in­tro­duk­tion af en ny ver­den­sor­den. Der var en sta­erk fø­lel­se af, at det­te vir­ke­lig var en krig, som vil­le for­me historien.

Den­ne bog er historien om kon­flik­ten fra dens rød­der i ef­ter­krigs­op­gø­ret i 1919 til de al­li­e­re­des en­de­li­ge sejr og op­ret­tel­sen af en me­re sta­bil ver­den­sor­den. Kri­gen be­gynd­te med be­gra­en­se­de kam­pe, da ty­ske arméer ero­bre­de de­le af Eu­ro­pa med re­la­tivt få tab og med ly­nets hast. På ba­re 19 må­ne­der hav­de Tys­kland over­vun­det et om­rå­de fra Norge til Kre­ta og fra den fran­ske At­lan­ter­hav­skyst til Warszawa. Det er ik­ke un­der­ligt, at Hit­ler og de ty­ske le­de­re føl­te sig sik­re på, at de kun­ne byg­ge en ny ver­den på ru­i­ner­ne af den gam­le.

Bo­gen be­skri­ver ud­vik­lin­gen, da Ak­se­mag­ter­ne tra­eng­te ind i Sov­je­tu­ni­o­nen, Sy­døst­a­si­en og Stil­le­havs­om­rå­det og na­e­sten nå­e­de Su­ezka­na­len. Sov­je­tu­ni­o­nen und­gik kun nederlag gen­nem ufat­te­li­ge tab, og en­hver an­den stat vil­le nok ha­ve bedt om fred. Stal­ins ev­ne til at op­mun­tre folk til kamp var et nød­ven­digt ele­ment i 1941 og 1942, da de ve­st­li­ge al­li­e­re­de kaempede for at und­gå nederlag i Stil­le­ha­vet og At­lan­ter­ha­vet og kun kun­ne gø­re lidt for at for­hin­dre det ty­ske frem­skridt. For de al­li­e­re­de var dis­se år pra­e­get af for­søg på at op­ret­hol­de sta­tus quo i en van­ske­lig si­tu­a­tion og på at for­hin­dre va­er­re ting. For de­res fjen­der syn­tes den lok­ken­de be­løn­ning med en ny ver­den­sor­den sta­dig in­den for ra­ek­ke­vid­de – ty­ske sol­da­ter var i Kaukasus, ja­pan­ske sol­da­ter na­e­sten i Au­stra­li­en, og ty­ske og ita­li­en­ske styr­ker dybt in­de i Egyp­ten. Men hå­bet svandt. Lang­somt, men sik­kert – på land, til søs og i luf­ten – be­gynd­te kri­gen at gå i de al­li­e­re­des ret­ning. Det blev ty­de­ligt, at Ak­se­mag­ter­ne, som en­gang syn­tes na­e­sten uover­vin­de­li­ge, kun­ne be­sej­res i åben kamp. Sej­re i ør­ken­kri­gen ba­ne­de vej­en for kon­trol­len over Mid­del­ha­vet, og sej­ren på Sa­lo­mo­nø­er­ne skab­te en lil­le åb­ning i for­svars­mu­ren til det ja­pan­ske im­pe­ri­um, hvor de al­li­e­re­de brug­te en over­va­el­den­de mi­li­ta­er styr­ke. Sej­ren ved Stalingrad vi­ste ver­den, at Den Rø­de Ha­er hav­de få­et er­fa­ring, og pe­ri­o­den med let­te ty­ske sej­re var over­stå­et.

Kam­pe­ne mod slut­nin­gen var de blo­dig­ste i he­le kon­flik­ten. De stør­ste ve­st­li­ge, ty­ske og ja­pan­ske tab kom i krigens sid­ste 18 må­ne­der. Selv med en sejr i sy­ne var kri­gen ik­ke let­te­re at ka­em­pe, men kra­e­ve­de de mest frem­ra­gen­de kra­ef­ter. Ud­sig­ten til et ka­ta­stro­falt nederlag med­før­te et des­pe­rat for­svar fra Ak­se­mag­ter­ne. Da kri­gen en­de­lig slut­te­de i au­gust 1945, måt­te ver­den dan­ne sig et over­blik over øde­la­eg­gel­ser­ne. De aen­drin­ger, kri­gen hav­de ud­løst, var me­re per­ma­nen­te end i 1918. In­gen be­gi­ven­he­der i de sid­ste me­re end

70 år har aen­dret så me­get ved ver­den, som 2. ver­denskrig. Og den tra­ek­ker fort­sat lan­ge skyg­ger til nu­ti­den.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.