Indledning

2.Verdenskrig var den største og dyreste krig i menneskets historie. Omfanget var globalt og efterlod stort set ingen del af verden uberørt. Da den sluttede, blev verdens politiske geografi forvandlet, og scenen blev sat for det moderne statssystem. Det er umuligt at overdrive den forandring, som sejren i 1945 medførte. Aendringen fra mellemkrigstidens økonomiske krise med europaeisk imperialisme og militant nationalisme til efterkrigstidens økonomiske fremgang, afkolonisering og den ideologiske konfrontation under den kolde krig var betydelig. Det er vaerd at huske, at ingen i starten kunne vaere sikker på, hvilken retning krigen ville tage, eller forudsige graden af ødelaeggelse og vold. Flere forskellige konfliktområder smeltede sammen og voksede til et inferno – en europaeisk konflikt – som følge af tyske forsøg på at bryde de restriktioner, der blev pålagt landet efter 1. Verdenskrig. Konflikter udviklet af et ekspansionistisk og ambitiøst fascistisk Italien, hvor lederen Benito Mussolini drømte om at genskabe det romerske rige. Krigen i Asien, hvor det kejserlige Japan var fast besluttet på at forsvare retten til at få del i et imperium. Og endelig en vestasiatisk alliance af anti-kommunistiske stater, der havde grupperet sig omkring Hitlers Tyskland. Efterhånden som krigen voksede, blev alle hovedmagterne trukket ind i den. Det haevdes ofte, at USAS indtraeden i december 1941 sikrede de allierede styrkers sejr alene på grund af den økonomiske vaegt, men resultatet var ikke forudbestemt. Tyskland og dets allierede havde store ressourcer og erobrede endnu flere. Tyske og japanske styrker kaempede med stor dygtighed. For at vinde krigen var det nødvendigt for de allierede at dygtiggøre deres tropper, koordinere deres aktiviteter og holde befolkningens tro på sejr oppe selv i modgangstider. Tesen om, at Aksemagterne – og Tyskland i saerdeleshed – tabte krigen på grund af inkompetence tager ikke højde for, i hvilket omfang de allierede måtte laere at kaempe med større effektivitet og udnytte deres egne videnskabelige, tekniske og efterretningsmaessige ressourcer til fulde. Krigen skal ikke alene ses som et middel til egen overlevelse, men også som introduktion af en ny verdensorden. Der var en staerk følelse af, at dette virkelig var en krig, som ville forme historien.

Denne bog er historien om konflikten fra dens rødder i efterkrigsopgøret i 1919 til de allieredes endelige sejr og oprettelsen af en mere stabil verdensorden. Krigen begyndte med begraensede kampe, da tyske arméer erobrede dele af Europa med relativt få tab og med lynets hast. På bare 19 måneder havde Tyskland overvundet et område fra Norge til Kreta og fra den franske Atlanterhavskyst til Warszawa. Det er ikke underligt, at Hitler og de tyske ledere følte sig sikre på, at de kunne bygge en ny verden på ruinerne af den gamle.

Bogen beskriver udviklingen, da Aksemagterne traengte ind i Sovjetunionen, Sydøstasien og Stillehavsområdet og naesten nåede Suezkanalen. Sovjetunionen undgik kun nederlag gennem ufattelige tab, og enhver anden stat ville nok have bedt om fred. Stalins evne til at opmuntre folk til kamp var et nødvendigt element i 1941 og 1942, da de vestlige allierede kaempede for at undgå nederlag i Stillehavet og Atlanterhavet og kun kunne gøre lidt for at forhindre det tyske fremskridt. For de allierede var disse år praeget af forsøg på at opretholde status quo i en vanskelig situation og på at forhindre vaerre ting. For deres fjender syntes den lokkende belønning med en ny verdensorden stadig inden for raekkevidde – tyske soldater var i Kaukasus, japanske soldater naesten i Australien, og tyske og italienske styrker dybt inde i Egypten. Men håbet svandt. Langsomt, men sikkert – på land, til søs og i luften – begyndte krigen at gå i de allieredes retning. Det blev tydeligt, at Aksemagterne, som engang syntes naesten uovervindelige, kunne besejres i åben kamp. Sejre i ørkenkrigen banede vejen for kontrollen over Middelhavet, og sejren på Salomonøerne skabte en lille åbning i forsvarsmuren til det japanske imperium, hvor de allierede brugte en overvaeldende militaer styrke. Sejren ved Stalingrad viste verden, at Den Røde Haer havde fået erfaring, og perioden med lette tyske sejre var overstået.

Kampene mod slutningen var de blodigste i hele konflikten. De største vestlige, tyske og japanske tab kom i krigens sidste 18 måneder. Selv med en sejr i syne var krigen ikke lettere at kaempe, men kraevede de mest fremragende kraefter. Udsigten til et katastrofalt nederlag medførte et desperat forsvar fra Aksemagterne. Da krigen endelig sluttede i august 1945, måtte verden danne sig et overblik over ødelaeggelserne. De aendringer, krigen havde udløst, var mere permanente end i 1918. Ingen begivenheder i de sidste mere end

70 år har aendret så meget ved verden, som 2. verdenskrig. Og den traekker fortsat lange skygger til nutiden.