Operation Barbarossa

22. JUNI – 30. SEPTEMBER 1941

Aksemagtenes angreb langs hele den sovjetiske vestgraense den 22. juni 1941 var en overvaeldende succes. Den sovjetiske plan om at holde den forreste del af graensen i en periode blev slået i stykker inden for timer, og Den Røde Haer fik ikke tid til at mobilisere en stor styrke til at presse fjenden tilbage over graensen, sådan som det var forudset. De sovjetiske styrker kaempede til tider med selvmorderisk beslutsomhed, men fra starten ødelagde tyskerne fuldstaendigt de sovjetiske militaere planer og tilføjede Den Røde Haer en gigantisk katastrofe. De tyske styrker blev organiseret i tre hovedgrupper: nord, centrum og syd. De brugte fire pansergrupper til at presse sig gennem Sovjetlinjen, mens de store infanterienheder fulgte efter i deres eget tempo. Langt i nord støttede finske haerenheder angrebet. I syd bevaegede store rumaenske styrker – under ledelse af en tysk øverstbefalende – sig mod Odessa og Krim. Kavaleriet pløjede sig frem i rask tempo, til tider med 30 kilometer om dagen. I slutningen af juni var nordgruppen nået gennem Litauen og dybt ind i Letland, hvor hovedstaden faldt den 1. juli. Den 19. august havde general Hoepners 4. pansergruppe nået udkanten af Leningrad, og få uger senere var byen omringet og under belejring. Fremrykningen gik langsommere

i syd, men i august var også Odessa under belejring af rumaenske tropper og blev erobret i midten af oktober. De mest spektakulaere fremskridt blev gjort af centergruppen under feltmarskal von

Bock. Inden den 28. juni havde pansergrupper omringet Hvideruslands hovedstad Minsk og tilfangetaget 280.000 sovjetiske soldater.

Det hurtige tyske kavaleri skar flere »bånd« gennem Sovjetfronten og bandt dem sammen, så der dannedes lommer. Selv om sovjetiske styrker kaempede bravt og forsinkede den tyske fremrykning flere steder, førte den hastige fremrykning til udbredt sovjetisk demoralisering og kollaps af kommunikation og forsyninger. Ved angrebet blev omkring 90 pct. af tank-styrken ødelagt, og mandetabet naermede sig 5 millioner draebte, sårede og tilfangetagne. Den voldsomme brutalitet i konflikten kraevede også en masse tab hos angriberne. Ved slutningen af september blev der rapporteret omkring 550.000 tyske faldne. Trods store tab og kraftig sovjetisk modstand var Hitler stadig sikker på, at Sovjetunionen kunne overvindes. I begyndelsen af september blev et sovjetisk kontraangreb ved Smolensk slået tilbage, og vejen til Moskva lå nu åben for den tyske haer. Men Hitler insisterede i stedet på, at von Bocks styrker skulle støtte angrebet på Leningrad og hjaelpe den hårdt kaempende gruppe i sydvest. Belejringen af Leningrad blev etableret, og i syd fik tyskerne en imponerende sejr, da pansergrupper den 15. september omringede den ukrainske hovedstad Kiev med 650.000 sovjetiske soldater. Ca. 150.000 andre kaempede sig vej ud, men tabet banede vejen for tysk erobring af resten af de rige industrielle områder i den sydlige del af Sovjetunionen. Den 6. september 1941 gav Hitlers krigsinstruktion nr. 35 endelig den midterste haergruppe mulighed for at rykke frem mod Moskva.

For Sovjet virkede Aksemagternes felttog naesten ustoppeligt. Nye divisioner blev mobiliseret og sendt til fronten, men forsvandt lige så hurtigt igen. Stalin udnaevnte sig selv til øverstkommanderende for de vaebnede styrker den 10. juli og forsvarsminister den 19. juli. Han beordrede en grusom behandling af alle, der ikke kaempede til døden. I august blev ordre nr. 270 udsendt – den gik ud på, at enhver soldat, der overgav sig, skulle betragtes som forraeder. Erfarne soldater blev anholdt og skudt for ikke at have modstået det tyske stormangreb. De militaere ledere Timosjenko og Zjukov formåede at forsinke tyskernes angreb på Smolensk, og den 6. september blev byen Yelna tilbageerobret for en kort stund, men sammenbruddet af den sovjetiske modstand var umuligt at skjule. Ved udgangen af september var de fleste af de enorme kraefter, der havde forsøgt at modstå angrebet, ødelagt. Og øjenvidner husker stemningen af eufori i Hitlers hovedkvarter.

»Nye divisioner blev mobiliseret og sendt til fronten, men forsvandt lige så hurtigt igen«

Tyske tanks forbereder sig på at angribe den 21. juli 1941 dybt inde på sovjetisk territorium. Selv om de tyske tanks var faerre end de sovjetiske, var de meget mere effektive, fordi de havde radioer og luftstøtte.

Sovjetiske soldater draebt i det intense forsvar af graensefaestningen Brest-litovsk i juni og juli 1941. De 3.500 soldater i garnisonen kaempede naesten til sidste mand, laenge efter at tyske styrker var nået langt ind i Sovjetunionen .

En fortvivlet kvinde i den ukrainske havneby Odessa, som blev erobret af den rumaenske haer den 16. oktober 1941. Efter erobringen blev omkring 50.000 jøder myrdet.

Et 7,92 mm tysk Gewehr 41 (W) brugt på østfronten.

Sovjetsoldater venter på at blive evakueret fra havnen i Odessa i begyndelsen af oktober 1941. Omkring 80.000 tropper og 15.000 civile blev reddet, inden rumaenske styrker besejrede byen.

En tysk soldat bevogter nogle af de 650.000 fanger fra Den Røde Haer, der blev taget i Kiev-lommen den 10.-16. september 1941. De fleste fanger døde af sygdom og sult i vinteren 1941-42.

Braendende huse i den ukrainske hovedstad Kiev, som blev erobret af tyske styrker i begyndelsen af september 1941. Det meste af Kievs store jødiske befolkning blev myrdet i Babij Jarmassakren den 29.-30. september.