Nederlaget i Nordafrika
Den 12. februar 1941 ankom general Rommel til den libyske havn i Tripoli for at lede en tysk ekspeditionsstyrke, Afrikakorpset. Styrken var udsendt af Hitler for at støtte den italienske position i Nordafrika, som var på randen af sammenbrud. Selv om han blev beordret til at handle forsigtigt, satte han umiddelbart den svaekkede styrke af Commonwealth-tropper under pres. Den 24. marts begyndte han et angreb sammen med de italienske Ariete-og Brescia-divisioner mod El Agheila-linjen, og den 31. marts var han klar til at rykke igennem Kyrenaiaka, stik mod ordrerne fra Berlin. Han organiserede tre angreblinjer: Det italienske kavaleri rykkede frem langs kysten mod Benghazi, mens to tyske kolonner bevaegede sig på tvaers af ørkenen for at afskaere de allieredes linjer. Aktionen blev en kaempe succes. Briterne forlod forsvarslinjen i det centrale Kyrenaiaka den 6. april, og deres to ledere, general Neame og generel O'connor, blev taget til fange af en patrulje fra Aksemagterne den 7. april. Den 8. april mødtes italienske og tyske styrker ved kysten og rykkede frem til Tobruk, hvor den australske 9. division var trukket tilbage. Tobruk var under belejring fra den 11. april, men alle angreb blev slået tilbage, og byen forblev under belejring indtil december. Nu var den tyske overkommando bekymret for, om Rommel ville kraeve for meget af sine styrker, og general Paulus blev sendt af sted for beordre ham til at holde en defensiv linje vest for Tobruk ved Gazala. Denne ordre blev kommunikeret til Berlin og opfanget af britisk
efterretningstjeneste. Churchill var interesseret i at bruge denne oplysning til at starte modangreb og beordrede general Wavell til at anvende sine nye tanks og fly til en aktion. I mellemtiden havde Afrikakorpset, stik mod Paulus' ordre, naermet sig Bardia og Sollum taet ved den egyptiske graense. Modangrebet startede den 15. marts mod tyske styrker i Sollum. Briterne gjorde kun få fremskridt, og den 27. maj havde tyske styrker genvundet det terraen, de midlertidigt havde tabt. Wavell blev presset til at handle, og den 15. juni startede han et ny modangreb – »Operation Battleaxe« – som lykkedes endnu dårligere. Afrikakorpset brugte 88 mm-luftvaernskanoner med knusende effekt. Efter Rommels styrker havde forsinket det allierede angreb, rykkede de mod egyptisk territorium for at fjerne truslen fra den demoraliserede fjende. Den 17. juni trak britiske styrker sig tilbage til Egypten for at forsvare Suezkanalen. Rommels styrker gravede sig ned i en forsvarslinje ved Sollum efter at have genvundet det meste af Kyrenaiaka. Churchill erstattede Wavell med general Claude Auchinleck som øverstbefalende for Mellemøsten den 1. juli. Nu talte de britiske styrker over 1 million maend og 700 fly – den største eksisterende kampstyrke. Auchinleck modsatte sig Churchills ønske om en tidlig offensiv og foretrak at opbygge betydelige reserver før nye angreb. Egypten blev stort set overtaget af briterne. Traeningslejre blev etableret, olieledninger konstrueret, vandrør ført fra Nilen ind i ørkenen, og nye veje og flyvestationer blev bygget. Den britiske tilstedevaerelse blev kun modvilligt accepteret af egypterne, og britiske kommandanter vidste, at de ikke kun stod over for en formidabel militaer fjende, men også var truet af politisk ustabilitet bagfra.
»Nu talte de britiske styrker over 1 million maend og 700 fly – den største eksisterende kampstyrke«