Storbritannien og Frankrig erklaerer krig

3. SEPTEMBER 1939

K11.15 søndag den 3. september 1939 meddelte den britiske premierminister i radioen fra Downing Street 10, at Storbritannien igen var i krig mod Tyskland. Og så snart han var faerdig med at tale, hørtes den triste lyd fra luftforsvarets sirener i hovedstaden. I hele Sydengland søgte folk mod bunkere, kaeldre og andre beskyttelsesområder. Neville Chamberlain tøvede med at forlade sit kontor, men blev overtalt til at gå ind i det beskyttelsesrum, der var etableret til ham. Det viste sig at vaere falsk alarm, men den første panik afspejlede den dybe frygt for, at den nye krig ville blive vundet eller tabt som følge af bombning, bakteriologisk krigsførelse og brand. Storbritanniens beslutning om at gå i krig var naesten uundgåelig, da tyske styrker havde krydset den polske graense. Allerede i februar lovede Chamberlain, at Storbritannien ville forsvare Frankrig, og siden marts havde det britiske og franske militaer arbejdet på en krigsplan, så de kunne forberede sig på fremrykning. De forventede en treårs krig – en gentagelse af 1. Verdenskrig, hvor tyskerne ville blive undermineret af økonomisk blokade, mangel på mad og om nødvendigt bombning af tyske byer. I Frankrig var stemningen vendt mod fascismen, selv om højreradikale grupper haengte plakater på de parisiske med spørgsmålet: »Hvem vil dø for Gdansk?«. I august mobiliserede Storbritannien og Frankrig. Rationeringsbøger blev distribueret af lokale myndigheder, og millioner af børn og mødre forberedte sig på evakuering fra de truede byer. Det britiske folk forberedte sig til den kommende konflikt som »et spejlblankt hav før stormen«, som journalisten Malcolm Muggeridge skrev. Efterretningskilder bekraeftede, at tyske arméer flyttede stilling. Selv om de britiske og franske regeringer lovede at hjaelpe polakkerne, da krigen kom, var de enige om, at det ikke ville vaere til nogen nytte, og de havde ingen planer om at gøre det. De håbede på at genoprette et frit Polen, når krigen var forbi, og koncentrerede sig om at holde vestsiden. De sidste dage før krigen blev hektiske. En svensk forretningsmand og ven af Hermann Göring, Birger Dahlerus, blev sendt til London for at se, om briterne kunne »skilles« fra Frankrig ved at forhandle en aftale. Missionen var hemmelig og havde til hensigt at

forvirre briterne, mens Tyskland angreb Polen. I sidste øjeblik forsøgte Mussolini at gribe ind, som han havde gjort det i München, men de britiske og franske regeringer var ikke parate til at lade Tyskland besaette Polen, selv om de var villige til at overveje fornuftige forslag. Et ultimatum blev overdraget Tyskland kl. 09.00 den 3.september af den britiske ambassadør Sir Nevile Henderson, der ikke fandt andre i det tyske udenrigsministerium end Hitlers tolk Paul Schmidt, som han gav det højtidelige dokument til. Schmidt skyndte sig over til Rigskancelliet og laeste ultimatummet højt for en tavs Hitler, som til slut vendte sig mod sin udenrigsminister, von Ribbentrop, og spurgte med en skarp stemme: »Hvad nu?«. Krig kunne ikke laengere undgås. Chamberlain og den franske premierminister Edouard Daladier ville begge have foretrukket fred, men kunne ikke løbe fra deres løfter. Det britiske ultimatum udløb kl.

11.00, det franske kl. 17.00. Indien, Australien og New Zealand erklaerede krig samme dag. Sydafrika og Canada fulgte efter henholdsvis den 6. og 10. september. I Frankrig blev 6 millioner maend mobiliseret. Den amerikanske ambassadør betragtede, da de franske tropper forlod

Paris: »Maendene gik stille. Ingen sange, kun selvdisciplin og mod.«

Et artillerihovedkvarter ved den østlige graense i Frankrig i januar 1939. I løbet af året forberedte franske og britiske styrker sig til en krig, der syntes mere og mere uundgåelig.

En avissaelger i Paris proklamerer nyheden om den britiske krigserklaering til i Tyskland den 3. september 1939. Det franske ultimatum udløb seks timer senere end briternes, kl. 17.00 samme dag.

Indbyggere i London søger tilflugt i minutterne efter den britiske krigserklaering den 3. september, da den første (falske) luftalarm lød.

Regeringen og en stor folkemaengde uden for Downing Street 10 på dagen, hvor Storbritannien erklaerede krig.

Den britiske ambassadør i Tyskland, Sir Nevile Henderson (i midten), taler med feltmarskal Hermann Göring ved nazisternes kongres den 7. september 1938. Et år senere var hans opgave at aflevere det ultimatum, der resulterede i 2. verdenskrig.

I 1930'erne ville »absolutte pacifister« som forfatteren Vera Brittain ikke acceptere, at krigen kunne vaere nødvendig. Hun kaempede mod krig i den britiske fredsorganisation i 1939 og fortsatte med at skrive breve til krigsmodstandere under hele...