Bombekrig i Asien
Det japanske angreb på Pearl Harbor skal ses i sammenhaeng med mere komplekse og dristige operationer for at overtage Sydøstasien, Ostindien og en raekke små øer i Stillehavet. Det skulle sikre adgang til olie, gummi, metal og andre mineraler og afskraekke de britiske og amerikanske styrker fra den vanskelige og kostbare opgave at generobre den nye sydlige zone af det japanske imperium. I løbet af fire måneder var langt størstedelen af de europaeiske magters område i Fjernøsten under japansk herredømme. Den 7. december samledes en japansk angrebsstyrke i den thailandske bugt under ledelse af general Tomoyuki Yamashita. Naeste dag skulle den besaette Kra Isthmus i det sydlige Thailand og angribe britiske lufthavne i det nordlige Malaysia. Andre angrebskraefter skulle tage Hong Kong, angribe Filippinerne og erobre britiske og hollandske kolonier i Ostindien. Aktionen var en usaedvanlig succes. I Malaysia ledede Yamashita en styrke på omkring 60.000 maend, som besejrede en britisk styrke, der var mere end dobbelt så stor. De allierede haeres forsøg på at stoppe Japans fremrykning var i bedste fald halvhjertet. Inden den 9. januar 1942 havde japanerne naesten nået Malaysias hovedstad
Kuala Lumpur. De var eksperter i junglekrig, og den japanske haer viste sig umulig at modstå for de dårligt forberedte fjender med begraenset
luftstøtte. Den 31. januar blev Malaysia forladt, og de britiske styrker trak sig tilbage til Singapore. Den japanske fremgang på Filippinerne var mindre spektakulaer. Den nordligste ø Batan blev indtaget den 8. december, og hovedøen Luzon blev angrebet fra søsiden to dage senere. Laengere ude i Stillehavet blev de mindre øer erobret for at undgå trusler fra de centrale havområder. USA'S base på Guam blev indtaget den 10. december. Garnisonen på Wake Island modstod de første japanske angreb den 11. december, men overgav sig 12 dage senere. Angrebet på Ostindien, som blev forsvaret af hollandske, britiske og australske kolonitropper, startede den 15. december med landgang på Borneo. I en raekke koordinerede operationer strømmede den japanske haer ud over øen og angreb lufthavne og olieanlaeg. En gren af angrebet rykkede sydpå for at kapre de britiske Salomonøerne. Admiral Takahashis specialstyrker indtog Bali den 19. februar og Timor naeste dag. Hovedstaden i Hollandsk Ostindien, Batavia (Jakarta), blev erobret den 5. marts. Japanske krigsskibe og fly opsporede allierede skibe og ødelagde dem, og for at understrege den japanske succes ødelagde japanske bombefly det meste af havnen i den australske by Darwin den 19. februar. Den hollandske overgivelse skete den 9. marts, og resten af de allierede overgav sig tre dage senere. De japanske planer var lykkedes til punkt og prikke. De havde ingen intentioner om at tage større områder, end de begraensede kraefter kunne beskytte, og Australien var for øjeblikket ikke i fare. I Det Indiske Ocean blev den britiske flåde, som var svaekket efter saenkningen af HMS Prince of Wales og HMS Repulse den 10. december, udfordret af dristige bombetogter ledet af viceadmiral Nagumo. Hans specialstyrker angreb Colombo på Ceylon (Sri Lanka) den 5. april 1942 og derefter flådebasen i Trincomalee, hvor fire krigsskibe blev saenket, herunder hangarskibet Hermes. Japanerne havde ingen planer om at øge det japanske imperium til Det Indiske Ocean, men ville blot underminere den skrøbelige britiske stilling i det sydlige Asien – og understrege over for briterne, at de skulle holde sig en armslaengde fra det japanske kejserrige.
»De allierede haeres forsøg på at stoppe Japans fremrykning var i bedste fald halvhjertet«