Wannsee-konferencen
Den 20. januar 1942 havde tyske embedsmaend og politichefer møde med Reinhard Heydrich i en stor villa på stranden ved søen Wannsee, der ligger i en respektabel forstad til Berlin. Heydrich var leder af den tyske regerings sikkerhedshovedkontor (RSHA), som var ansvarlig for sikkerhed og overvågning. Han blev formelt udpeget af Hermann Göring den 31. juli 1941, og hans opgave var at finde »en endelig løsning« på det jødiske spørgsmål. I midten af juli 1941 indebar det evakuering af jøder til de nyerobrede områder i Østeuropa, men under Heydrichs møde med embedsmaendene ved Wannsee var begrebet »evakuering« det samme som udryddelse.
På mødet den 20. januar praesenterede Heydrich tal for den jødiske befolkning i Europa: over 11 millioner. Dette tal blev beregnet af hans assistent, Gestapo-officer Adolf Eichmann. Heydrich havde af sin naermeste overordnede, Heinrich Himmler, fået tilladelse til at organisere massedeportation af alle jøder i Europa. Himmler var leder af SS og har helt sikkert handlet på Hitlers vegne. Hvornår Hitler helt praecist bestilte massemord på jøderne i Europa, er ikke klart. De fleste historikere daterer afgørelsen til november eller begyndelsen af december 1941, men drab på visse grupper af jøder i de erobrede områder i Sovjetunionen begyndte allerede i juni 1941. I august 1941 godkendte Hitler mord på jødiske kvinder og børn i Rusland, og i september 1941 blev mandlige jøder i Serbien myrdet. Jøderne i de tidligere polske områder af Warthegau og Galicien blev udslettet, og den 15. oktober 1941 startede deportationen af tyske jøder mod øst. Beslutningen om at udrydde jøderne blev derfor taget i sidste halvdel af 1941. Wannsee-konferencen var Heydrichs chance for at samle alle trådene i den omfattende plan for folkemord. For at gennemføre den skulle der etableres specialbyggede udryddelseslejre på besat polsk jord ved Chelmno, Sobibor, Belzec, Treblinka, Maidanek og Auschwitz-birkenau. I 1941 begyndte opførelsen af lejre med gaskamre, hvor et stort antal ofre kunne draebes samtidigt ved kulilteforgiftning eller – som i Auschwitz – med Zyklon B-gas. Den første lejr med gaskamre blev taget i brug i marts 1942, men forinden var rundt regnet 1,4 millioner jøder allerede draebt.
De fleste af disse blev draebt i Sovjetunionen, hvor saerlige grupper, der fulgte med tropperne, myrdede jøder, som udgjorde en potentiel trussel mod den tyske krigsindsats. Himmler var bange for, at sådanne »tilfaeldige drab« ville vaere for ressourcekraevende, så i stedet valgte han udryddelseslejrene. Fra marts 1942 til oktober 1944 blev omkring 3,7 millioner jøder draebt i disse lejre. De fleste var fra Polen, de baltiske lande og Tjekkoslovakiet. Folkemordet på Europas jøder blev organiseret fra Berlin efter de tyske lederes anvisninger, men planerne blev udført med hjaelp fra mange ikke-tyske håndlangere. Rumaenien havde en lang tradition for antisemitisme, og krigen mod Sovjetunionen blev brugt som en undskyldning for at myrde eller udvise et stort antal rumaenske jøder. I det sydlige Ukraine udførte den rumaenske invasionshaer folkedrab på den jødiske befolkning. I de baltiske lande og i Ukraine mødte de tyske invasionskraefter lokale militser og politi, der var villige til at jage og draebe jøder. Frem for alt modtog tyskerne hjaelp fra lokale sympatisører og fascister, som samlede og deporterede jøderne. Kun i Danmark blev naesten alle jøder reddet, fordi de nåede at flygte til Sverige. Regimet i Ungarn var i stand til at modstå kravet om deportation indtil 1944, da tyske styrker besatte landet. Halvdelen af Ungarns jøder døde i Auschwitz-birkenau i de sidste måneder af 1944. Det grusomme folkemord var ikke bare en tysk, men også en europaeisk forbrydelse.
»Hvornår Hitler helt praecist bestilte massemord på jøderne i Europa, er ikke klart«