Chur­chill ta­ger over

Historien om 2 verdenskrig - - INDHOLD -

In­gen kan si­ges at ha­ve do­mi­ne­ret før­ste del af 2. Ver­denskrig me­re end Win­ston Leo­nard Spen­cer Chur­chill. Han blev et sym­bol på bri­tisk mod­stand mod Hit­ler, og hans be­slut­ning om at ka­em­pe uan­set ud­sig­ter­ne gjor­de ham til en le­gen­de i le­ven­de li­ve. Han hav­de al­tid haft am­bi­tio­ner om at bli­ve en stor krigs­le­der, men i lø­bet af de 20 år ef­ter 1. ver­denskrig hav­de Chur­chill op­le­vet me­re og me­re po­li­tisk til­ba­ge­gang og iso­la­tion, og ud­na­ev­nel­sen af ham som Stor­bri­tan­ni­ens pre­mi­er­mi­ni­ster ef­ter Ne­vil­le Cham­ber­lain var li­ge så me­get held som en am­bi­tion, der gik i op­fyl­del­se. Først da Chur­chill blev pre­mi­er­mi­ni­ster, så man det ful­de om­fang af hans le­del­ses­ma­es­si­ge fa­er­dig­he­der. Der var man­ge grun­de til, at par­la­men­ta­ri­ker­ne var usik­re på ham. Han var bom­ba­stisk, ukon­trol­le­ret og ufor­ud­si­ge­lig – en over­dre­ven per­son­lig­hed, som hav­de brugt et po­li­tisk liv til at er­hver­ve sig man­ge fjen­der. Han blev før­ste gang valgt til Par­la­men­tet for de kon­ser­va­ti­ve i 1900, men gik over til de li­be­ra­le i 1904 og der­ef­ter til­ba­ge til de kon­ser­va­ti­ve i 1924. Chur­chill hav­de sta­er­ke syns­punk­ter om im­pe­ri­et og ha­de­de kom­mu­nis­men. Han ud­tryk­te sig kraft­fuldt og fulg­te sin in­tu­i­tion li­ge så me­get som po­li­tisk sund for­nuft. Han blev be­trag­tet som en mis­lyk­ket fi­nans­mi­ni­ster i pe­ri­o­den 1924-29, og i 1930'er­ne be­fandt han sig i en po­li­tisk øde­mark. I lø­bet af den­ne tid skrev han en mas­se, for det me­ste bi­o­gra­fi og hi­sto­rie – her­un­der hans mest be­røm­te bog: Li­fe of Mar­l­bor­ough – og han kaempede for sa­ger, der langt fra var po­pu­la­e­re. Han var imod in­drøm­mel­ser til Gand­his in­di­ske na­tio­na­li­ster og kra­e­ve­de, at Stor­bri­tan­ni­en genop­ru­ste­de så me­get som mu­ligt for at imø­de­gå den sand­syn­li­ge trus­sel fra Hit­ler. Hans om­døm­me som kri­ger og re­ak­tio­na­er var i strid med pa­ci­fis­men og for­so­nings­stem­nin­gen, som var ud­pra­e­get i den­ne pe­ri­o­de. Chur­chill var imid­ler­tid en sta­erk po­li­tisk fi­gur, og i sep­tem­ber 1939 in­vi­te­re­de Cham­ber­lain ham til­ba­ge til re­ge­rin­gen som ma­ri­ne­mi­ni­ster. Selv om Chur­chill hav­de an­svar for det ka­ta­stro­fa­le nor­ske felt­tog, var det Cham­ber­lain, der tog skyl­den, når tin­ge­ne gik galt, og den of­fent­li­ge stem­ning svin­ge­de så kraf­tigt mod Cham­ber­lains hånd­te­ring af kon­flik­ten, at det var nød­ven­digt at fin­de en ef­ter­føl­ger som pre­mi­er­mi­ni­ster. Chur­chill var ik­ke første­valg for det kon­ser­va­ti­ve fler­tal i par­la­men­tet, men han var en fi­gur, som op­po­si­tio­nen og fag­for­e­nin­ger­ne øn­ske­de at sam­ar­bej­de med. Den 9. maj blev Chur­chill kaldt til Cham­ber­lains kon­tor sam­men med uden­rigs­mi­ni­ster Lord Ha­li­fax,

10. MAJ 1940

hvem Cham­ber­lain vil­le ha­ve fo­re­truk­ket som ef­ter­føl­ger. Chur­chill for­tal­te ef­ter kri­gen, at han sag­de me­get lidt un­der mø­det og ven­te­de på et ud­spil fra Ha­li­fax. Til sidst blev stil­he­den brudt, da Ha­li­fax med­del­te, at han ik­ke føl­te, at han kun­ne va­e­re le­der af en na­tion i krig. Chur­chill stod uden mod­kan­di­dat og skrev se­ne­re: »Jeg føl­te mig som ud­valgt af ska­eb­nen, og at alt i mit tid­li­ge­re liv var for­be­re­del­se til den­ne ti­me og til den­ne prø­vel­se.« Da Chur­chill kom til Un­der­hu­set den 13. maj, var der kun et spredt bi­fald, og hans ta­le blev mødt med tavs­hed. I lø­bet af nog­le uger blev Chur­chill le­der af en na­tion, der blev be­sej­ret i Frank­rig og kon­fron­te­ret med trus­len om in­va­sion. Selv om der var bri­ti­ske po­li­ti­ke­re, der øn­ske­de et kom­pro­mis med Hit­ler, vak­le­de Chur­chill al­drig i sin be­slut­ning om at be­sej­re na­zis­men og at sam­le det bri­ti­ske sam­fund i kam­pen – til den bit­re en­de. Det er den­ne trods i et kri­tisk øje­blik i bri­tisk hi­sto­rie, som ba­e­rer Chur­chill-myten. Fol­ket glem­te hans bro­ge­de bag­grund og sam­le­de sig bag ham.

Chur­chill uden for Ad­miralty Bu­il­ding i Lon­dons Whi­te Hall den 17. sep­tem­ber 1939, to uger ef­ter ud­na­ev­nel­sen til ma­ri­ne­mi­ni­ster, den sam­me post som han hav­de i star­ten af 1. Ver­denskrig.

Et af de mest be­røm­te fo­to­gra­fi­er af Chur­chill, sid­den­de ved skri­ve­bor­det i Dow­ning Stre­et 10. Bil­le­det er ta­get af Ce­cil Be­a­ton i 1940.

Win­ston Chur­chill ved si­den af den bri­ti­ske uden­rigs­mi­ni­ster Lord Ha­li­fax. De var beg­ge kan­di­da­ter til at ef­ter­føl­ge Ne­vil­le Cham­ber­lain som pre­mi­er­mi­ni­ster i maj 1940. Chur­chill gi­ver det be­røm­te V-tegn til fol­ke­ma­eng­den uden for Sh­ef­fi­eld Ci­ty Hall i...

Ne­vil­le Cham­ber­lain og hans ko­ne går gen­nem St. Ja­mes Park i det cen­tra­le Lon­don den 10. maj 1940, da­gen for hans af­gang. Cham­ber­lain var en loy­al støt­te for Chur­chill.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.