Churchill tager over
Ingen kan siges at have domineret første del af 2. Verdenskrig mere end Winston Leonard Spencer Churchill. Han blev et symbol på britisk modstand mod Hitler, og hans beslutning om at kaempe uanset udsigterne gjorde ham til en legende i levende live. Han havde altid haft ambitioner om at blive en stor krigsleder, men i løbet af de 20 år efter 1. verdenskrig havde Churchill oplevet mere og mere politisk tilbagegang og isolation, og udnaevnelsen af ham som Storbritanniens premierminister efter Neville Chamberlain var lige så meget held som en ambition, der gik i opfyldelse. Først da Churchill blev premierminister, så man det fulde omfang af hans ledelsesmaessige faerdigheder. Der var mange grunde til, at parlamentarikerne var usikre på ham. Han var bombastisk, ukontrolleret og uforudsigelig – en overdreven personlighed, som havde brugt et politisk liv til at erhverve sig mange fjender. Han blev første gang valgt til Parlamentet for de konservative i 1900, men gik over til de liberale i 1904 og derefter tilbage til de konservative i 1924. Churchill havde staerke synspunkter om imperiet og hadede kommunismen. Han udtrykte sig kraftfuldt og fulgte sin intuition lige så meget som politisk sund fornuft. Han blev betragtet som en mislykket finansminister i perioden 1924-29, og i 1930'erne befandt han sig i en politisk ødemark. I løbet af denne tid skrev han en masse, for det meste biografi og historie – herunder hans mest berømte bog: Life of Marlborough – og han kaempede for sager, der langt fra var populaere. Han var imod indrømmelser til Gandhis indiske nationalister og kraevede, at Storbritannien genoprustede så meget som muligt for at imødegå den sandsynlige trussel fra Hitler. Hans omdømme som kriger og reaktionaer var i strid med pacifismen og forsoningsstemningen, som var udpraeget i denne periode. Churchill var imidlertid en staerk politisk figur, og i september 1939 inviterede Chamberlain ham tilbage til regeringen som marineminister. Selv om Churchill havde ansvar for det katastrofale norske felttog, var det Chamberlain, der tog skylden, når tingene gik galt, og den offentlige stemning svingede så kraftigt mod Chamberlains håndtering af konflikten, at det var nødvendigt at finde en efterfølger som premierminister. Churchill var ikke førstevalg for det konservative flertal i parlamentet, men han var en figur, som oppositionen og fagforeningerne ønskede at samarbejde med. Den 9. maj blev Churchill kaldt til Chamberlains kontor sammen med udenrigsminister Lord Halifax,
10. MAJ 1940
hvem Chamberlain ville have foretrukket som efterfølger. Churchill fortalte efter krigen, at han sagde meget lidt under mødet og ventede på et udspil fra Halifax. Til sidst blev stilheden brudt, da Halifax meddelte, at han ikke følte, at han kunne vaere leder af en nation i krig. Churchill stod uden modkandidat og skrev senere: »Jeg følte mig som udvalgt af skaebnen, og at alt i mit tidligere liv var forberedelse til denne time og til denne prøvelse.« Da Churchill kom til Underhuset den 13. maj, var der kun et spredt bifald, og hans tale blev mødt med tavshed. I løbet af nogle uger blev Churchill leder af en nation, der blev besejret i Frankrig og konfronteret med truslen om invasion. Selv om der var britiske politikere, der ønskede et kompromis med Hitler, vaklede Churchill aldrig i sin beslutning om at besejre nazismen og at samle det britiske samfund i kampen – til den bitre ende. Det er denne trods i et kritisk øjeblik i britisk historie, som baerer Churchill-myten. Folket glemte hans brogede baggrund og samlede sig bag ham.