Kommandoraids – fra Norge til St. Nazaire
Isommeren 1940 beordrede Churchill, at der skulle dannes små enheder til kommandoraids mod europaeiske kyster. De blev kaldt kommandogrupper, og hver gruppe bestod af 500 erfarne maend. Deres opgave var at bryde tyskernes kystlinje og udføre lokal sabotage eller sikre vigtig efterretninger. En officer i den britiske flåde, generalløjtnant Alan Bourne, blev udnaevnt til leder af disse operationer, men han blev hurtigt erstattet af admiral Roger Keyes. De første missioner var mindre lynangreb i juni og juli 1940, men i 1941 var styrkerne godt forberedte til mere ambitiøse projekter. Vigtige aktioner blev ivaerksat mod Lofoten den 4. marts og 26. december 1941. Den første gav vaerdifulde oplysninger, som medvirkede til at bryde de tyske Enigma-koder. Den anden var en afledningsmanøvre i forbindelse med raidet mod Måløy den 27. december. Her ødelagde en gruppe kommandosoldater militaere installationer og skibe og tog 100 tyskere til fange. Desvaerre mistede 19 soldater livet ved denne aktion. Større og mere betydningsfulde raids blev planlagt mod den franske kyst i Bruneval og St. Nazaire. Begge disse blev udført under ledelse af Lord Louis Mountbatten. Ved den første landgang, natten mellem den 27. og 28. februar, var målet at erobre udstyr fra den nye tyske Würzburg-radar, som blev brugt til at afsløre britiske flyangreb. Raidet i Bruneval taet ved den franske havneby Le Havre blev sat i vaerk af faldskaermsjaegere, der overraskede den tyske garnison og tog dele af radaren med til Storbritannien. Det andet angreb mod den franske havneby St. Nazaire var en stor og meget farligere operation, som var en del af kampen om Atlanterhavet. Denne kamp nåede sit højdepunkt i sommeren 1942.
St. Nazaire på den franske Atlanterhavskyst havde den eneste dok, der var stor nok til slagskibet Tirpitz, og man frygtede, at Tirpitz ville bruge denne base til at bekaempe allierede handelsskibe. Den amerikansk-byggede destroyer Campbeltown blev stillet til rådighed for briterne og pakket med spraengstoffer. Natten mellem
den 27. og 28. marts sejlede den ind i den franske havn uden at blive opdaget og ramte kajens ydervaeg. En styrke på 268 kommandosoldater stormede havnen og ødelagde udstyret. Naeste dag sprang skibet med fem tons spraengstoffer i luften og draebte tyskerne, som var gået ombord. To tilfangetagne britiske soldater var også ombord, men de havde intet afsløret om den forventede eksplosion. Angrebet kostede mange ofre. 611 deltog, og 144 blev draebt – men skaderne, der blev påført tyskerne, var så store, at det retfaerdiggjorde aktionen, mente briterne. Kommandooperationerne var ikke altid vellykkede, men de blev en regelmaessig del af den britiske krigsførelse. Og de var en nyttig kilde til efterretninger og en stigende irritation for de tyske ledere. Efter et raid på kanaløerne den 3. oktober 1942, hvor flere tyske (laenkede) soldater blev draebt, meddelte Hitler, at britiske og canadiske krigsfanger skulle have fodlaenker. Den 18. oktober udstedte han ordre om, at alle britiske kommandoog specialtropper ikke laengere skulle behandles som almindelige krigsfanger, men skulle overføres til tyske sikkerhedsstyrker til forhør og straf. Laenkerne blev fjernet, da briterne begyndte at behandle tyske krigsfanger bedre, men ellers stod Hitlers ordre ved magt.
»Vigtige aktioner blev ivaerksat mod Lofoten den 4. marts og 26. december 1941«