Slaget om Koralhavet
5. – 7. MAJ 1942
Tidligt i maj 1942 var det naesten lykkedes Japan at erobre den sydlige region, som planlagt i 1941. Graenserne for det nye imperium ville vaere på plads med erobringen af den sydlige del af øen Ny Guinea, øerne
Malaita og Guadalcanal i den sydlige del af Salomonøerne samt de fjerntliggende øer Nauru og Ocean Island. Beslutningen om at erobre disse sidste stillinger blev taget for at sikre, at japanske fly- og flådestyrker kunne reducere eller eliminere alle resterende trusler fra syd. Admiral Yamamoto organiserede en specialenhed under ledelse af viceadmiral Shigeyoshi Inoue. Den bestod af flere separate enheder: En indsatsstyrke skulle erobre Port Moresby og de sydøstlige dele af Ny Guinea. En anden enhed skulle erobre Salomonøerne, hvor der skulle etableres flyvestationer. Og en tredje haerenhed og hangarskibene Shokaku og Zuikaku skulle ødelaegge alle amerikanske flådeenheder i området. Planen skulle gennemføres mellem den 3. og 7. maj. Admiral Nimitz blev orienteret via efterretningstjenesten. Han havde netop overtaget kommandoen over Stillehavsflåden og erfarede, at en stor japansk styrke var på vej mod syd. Han sendte de amerikanske hangarskibe Lexington og Yorktown, som var ubeskadigede efter angrebet på Pearl Harbor, af sted for at møde en flåde af mindre allierede skibe med specialtropper ombord. Den allierede indsats blev ledet af kontreadmiral Frank Fletcher, som ankom til Koralhavet på graensen af Great Barrier Reef, netop som japanerne begyndte angrebet på Tulagi. Dårlig vejr og sigte gjorde det vanskeligt for de to parter at finde hinanden. Fletcher mente,
at den styrke, der naermede sig Port Moresby, var et japansk hangarskib, og sendte fly afsted. De saenkede Shoho den 7. maj og returnerede derefter med specialstyrken, nervøse for manglen på luftstøtte. Det japanske flyvevåben, ledet af kontreadmiral Takeo Takagi, udsendte fly på trods af de dårlige vejrforhold, men de var ude af stand til at finde den amerikanske flåde og saenkede i stedet et tankskib og en destroyer, som blev fundet forladt. Flere af de japanske fly var nu naesten tømt for braendstof og blev angrebet af amerikanske kampfly. Nogle forsøgte at lande på Yorktown, som de troede var deres eget hangarskib. Kun en femtedel af flyene returnerede sikkert til deres eget hangarskib. Naeste dag fandt de to flåder hinanden. Fletchers fly angreb Shokaku, og med kun tre bomber satte de bl.a. start- og landingsdaekket ud af spil, mens Zuikaku gik fri. De to amerikanske hangarskibe fik alvorlige skader, og Lexington var så ødelagt, at det blev saenket af en amerikansk destroyer senere samme aften. Takagi valgte ikke desto mindre at traekke sig tilbage efter at have tabt mange piloter, og kampen sluttede resultatløst. Slaget om Koralhavet var en forvirrende begivenhed, fordi begge parter havde svaert ved at få konkrete efterretninger. Ikke desto mindre lykkedes det den allierede flåde at imødegå invasionen af Ny Guinea og stoppe den japanske fremmarch på Salomonøerne. Begge de japanske hangarskibe blev tvunget til at opgive strategien om at afskaere rejseruterne over Stillehavet og på samme tid ødelaegge den amerikanske Stillehavsflåde. Kampen var frem for alt en velkommen lettelse for de allierede efter mange måneder med ubarmhjertig japansk fremgang.