Dunkirk
27. MAJ – 4. JUNI 1940
Da tyskerne rykkede ind i Frankrig, åbnede de en bred kløft mellem den britiske ekspeditionsstyrke (BEF) i det nordlige Frankrig og hovedparten af den franske haer i syd. Inden den fjerde uge af maj havde tyske fremskridt også adskilt BEF fra den smuldrende belgiske haer, som kapitulerede tre dage senere. Der var en reel risiko for, at hele den britiske haer kunne blive omringet og tilintetgjort, men den 23. maj 1940 standsede von Runstedt panserstyrkerne, og den følgende dag samtykkede Hitler, som var usikker på den franske haers styrke. Det tyske kavaleri standsede ved et netvaerk af vandløb, der omgiver området omkring Lille og Dunkerque, nu besat af BEF og et betydeligt antal franske divisioner. Denne pause tillod de allierede at etablere en foreløbig aendring. Den 6. maj pålagde den britiske regering Lord Gort, chef for BEF, at evakuere så mange tropper som muligt fra Frankrig. Evakueringen blev planlagt af viceadmiral Bertram Ramsay, der senere som marinekommandør organiserede skibene til D-dag. Aktionen blev en af de modigste under krigen. De tropper, der skulle holde den britiske linje i Arras, blev beordret til at »kaempe til sidste mand«. Da de tyske angreb blev genoptaget den 26. maj, var der kamp om hver meter land. I et helvede af bomber fra tyske fly sejlede 850-950 små skibe og større flåde- og handelsskibe i pendulfart med britiske tropper mellem Dunkerque og havne i det sydlige England. Foruden skibe fra Royal Navy og andre større skibe blev der også indsat redningsbåde og trawlere. Heldigvis kunne britiske fly nå Dunkirk fra britiske baser og foretage regelmaessige togter mod de tyske enheder, men 177 britiske fly gik tabt. Da det blev klart vejr, kraevede tyske fly store ofre. Den 1. juni blev tre krigsskibe saenket, og Ramsay gav ordre til, at man kun måtte sejle om natten. Under den otte dage lange evakuering blev anslået 338.000 reddet, heriblandt 110.000 franske soldater. De fleste af dem blev reddet de sidste to dage, efter
Ramsay blev beordret til at sende de store skibe tilbage for at redde ikke-britiske styrker. En blanding af britiske og franske enheder fortsatte med at forsvare lommen, og for mange af dem – bl.a. 51. Highland Division, som blev tvunget til at overgive sig i midten af juli – var evakuering ikke mulig. Ca. 8.000 britiske soldater endte i fangenskab. På evakueringsstrandene var der ofte kaoslignende tilstande, og soldater blev undertiden draebt eller slået i et forsøg på at opretholde disciplin og orden. De britiske styrker skød også franske soldater, som var mistaenkt for spionage eller forraederi. Den 27. maj blev en gruppe fra Royal Norfolk taget til fange af en Ss-division under kommando af general Theodor Eicke, tidligere kommandant for Dachau, og 97 mand blev koldblodigt myrdet. Dunkirk-evakueringen var både en sejr og et nederlag. Den viste, hvor vigtige de britiske flådestyrker var, og den gav en forsmag på konflikten mellem de to luftstyrker, som senere praegede sommeren og efteråret 1940. De tyske flytab under slaget om Frankrig var højere end ved det senere slag om England. Ikke desto mindre betød Dunkirk en vanaerende afslutning på de allierede bestraebelser på at besejre Tyskland i denne første fase. Naesten alt udstyr fra den britiske haer blev efterladt eller ødelagt, og en ny haer skulle genopbygges i de følgende år. »Krig vindes ikke af evakueringer,« noterede Churchill den 4. juni.
»De tropper, der skulle holde den britiske linje i Arras, blev beordret til at "kaempe til sidste mand"«