Slaget ved Midway
Fiaskoen i Slaget om Koralhavet overbeviste admiral Isoroku Yamamoto om, at japanerne var nødt til at vise beslutsomhed over for den amerikanske Stillehavsflåde for at forhindre yderligere amerikansk aktivitet mod vest i Stillehavet. Den lille ø Midway, midt imellem Japan og Hawaii, blev valgt som mål. Den var ikke saerlig vigtig, men aktionen skulle definitivt knuse fjendens indflydelse. Forberedelser til »Operation MI« startede i begyndelsen af maj lige før kampene i Koralhavet. Midway blev annekteret af USA i 1859, befolket i 1903 og gjort til en lille flåde- og flybase i 1940. Den japanske flåde havde fem angrebsgrupper: et hangarskib under ledelse af viceadmiral Nagumo, en besaettelsesstyrke med bl.a. syv slagskibe (herunder Yamamotos 72.000 tons flagskib Yamato, som skulle fjerne den amerikanske flåde), en styrke, der skulle indtage to af øerne i øgruppen Aleuterne i nord, og endelig en svaerm af ubåde. Datoen for angrebet på Midway blev sat til den 5. juni i Japan (den 4. juni i USA). Japanske efterretninger om de amerikanske styrker var beskedne. Man antog, at de sidste to hangarskibe efter Slaget om Koralhavet var sendt sydpå for at beskytte Australien. Dette var den første af flere japanske fejlvurderinger. Nimitz havde to hangarskibe, Hornet og Enterprise, og takket vaere en hurtig reparation var Yorktown også tilgaengelig den
31. maj. Styrken blev sat under kommando af
admiral Fletcher, og Raymond Spruance fik ansvaret for hangarsksibene. Amerikanerne havde nu 3 hangarskibe, 8 krydsere og 15 destroyere at line op mod japanernes 4 hangarskibe, 7 slagskibe, 12 krydsere og 44 destroyere. Den eneste store fordel, amerikanerne havde, var efterretningstjenesten – og uden den havde de ikke vundet kampen. Kodeeksperterne kunne tyde den japanske hovedkode, JN-25, og den 21. maj var det kendt, at operationen gjaldt Midway. Et par dage senere kendte amerikanerne også det praecise tidspunkt for angrebene på Midway og Aleuterne. Den amerikanske strategi var at sejle hangarskibsflåden nord for Midway uden for japanernes raekkevidde. Så snart de japanske enheder blev identificeret fra Midway, var planen at angribe dem med bølger af torpedoer og fly. De måtte undgå det enorme flådeslag, som Yamamoto var ude efter. Slaget udgjorde en stor risiko for amerikanerne, der var i klart mindretal med både skibe og fly. Heldigvis opdagede japanerne først Spruances styrker laenge efter angrebet på Midway, og de japanske hangarskibe blev udsat for farlige angreb, når deres fly skulle tanke op på daekket. Amerikanernes torpedofly var for langsomme og styrken blev staerkt reduceret, men ca. 50 fly, som ikke blev opdaget af japanerne, havde bomber nok til at skabe ravage og forvirring på det japanske hangarskib. Tidligt naeste morgen var alle japanske hangarskibe – Hiryu, Kaga, Soryu og Nagumo – samt flagskibet Akagi saenket. Yamamoto beordrede sine slagskibe til at angribe og ødelaegge fjenden, men i tyk tåge var det umuligt at finde dem, og uden luftbistand var skibene svaert udsatte. Yorktown blev ødelagt af fly og saenket af en ubåd tre dage senere, men japanerne fik ikke gennemført planen om et altafgørende slag mod amerikanernes flåde. Højtstående japanske ledere indrømmede senere, at dette var vendepunktet i Japans krigsindsats. I 1943 og 1944 blev der bygget syv hangarskibe på japanske skibsvaerfter. USA byggede 90. Naesten tre fjerdedele af Japans elitepiloter var enten døde eller sårede, og de blev aldrig erstattet på en tilfredsstillende måde.
»Den eneste store fordel, amerikanerne havde, var efterretningstjenesten – og uden den havde de ikke vundet kampen«