Frankrigs fald
4. – 17. JUNI 1940
Belgiens kapitulation og den britiske evakuering fra Dunkerque betød, at Frankrig måtte kaempe naesten alene mod tyskerne. General Maxime Weygand, der efterfulgte general Gamelin den 19. maj, arrangerede en improviseret forsvarslinje langs de to floder Somme og Aisne, som havde vaeret slagmark for en stor del af kampene under 1. Verdenskrig. Den tyske haer organiserede sig i to hovedfortropper med pansrede køretøjer, ledet af von Kleist og Guderian, og de angreb Weygand-linjen den 5. og 9. juni. Efter et par dage med meget voldsomme kampe nåede de tyske styrker den østlige udkant af Paris. Hovedstaden blev erklaeret åben by, og den 14. juni gik den tyske haer ind i de naesten mennesketomme gader. Den franske regering var flygtet til Tours – hvortil Churchill fløj den 11. juni for at forsøge at samle den franske modstand – og derefter til Bordeaux. I dagene inden den tyske ankomst flygtede tusindvis af parisere i bil, med tog eller til fods i det, der blev kendt som »l'exode«, »folkevandringen«. Efter tyskernes indmarch i Paris begyndte modstanden at smuldre, trods det faktum, at store dele af den franske haer og et betydeligt antal fly fortsat var til rådighed. Tyske panserenheder fortsatte fremmarchen med høj hastighed og nåede Brest på Atlanterhavskysten den 19. juni, Nantes den 20. juni og helt til Bordeaux den 25. juni, da våbenhvilen – som den franske regering søgte den 17. juni, og som blev underskrevet fem dage senere – endelig trådte i kraft. I øst blev Maginot-linjen brudt flere steder, mens tyske styrker også drog sydpå for at omringe resterne af general Prétalats haergruppe. Franske styrker blev tvunget til at overgive sig, og den 22. juni var den franske modstand mod tyskerne forbi. På den fransk-italienske graense i syd fortsatte krigen imidlertid. Mussolini erklaerede krig mod Frankrig og Storbritannien den 10. juni, ivrig efter ikke at miste de fordele, han ville kunne få ved en fredsaftale. 11 dage senere blev 22 italienske divisioner på den fransk-italienske graense, i alt 300.000 mand, sat ind for at angribe det sydlige Frankrig, hvor de blev opholdt af kun seks franske divisioner med anslået 85.000 mand. Den franske styrke var blevet kraftigt reduceret efter omorganiseringen af general Olres styrker i nord for at imødegå den tyske trussel dér. Efter fire dage havde italienerne naesten intet opnået i det vanskelige terraen. De italienske styrker havde 1.258 døde og 2.631 sårede i kampene, mens kun 20 franske soldater blev draebt og 84 såret. Den 24. juni blev der underskrevet en våbenhvile, og det afsluttede et kort og meningsløst felttog. Kampene på nordkysten kostede Frankrig 90.000 døde og tabet af 1,9 millioner maend som krigsfanger. På tysk side kostede kampene 29.640 døde og 163.000 sårede. Den 6. juni udnaevnte den franske premierminister Paul Reynaud den unge general Charles de Gaulle til understatssekretaer i forsvarsdepartementet. Han ønskede at fortsaette kampene og opfordrede den 16. juni Churchill til at tilbyde Frankrig en union med de to lande. De Gaulle sneg sig ud af Frankrig på et RAF-
fly, og i London kom han den 18. juni med den historiske appel om, at et »frit Frankrig« skulle fortsaette kampen mod den tyske fjende. De Gaulle etablerede den 7. august sammen med et lille antal tilhaengere, han havde samlet i England, De Frie Franske Styrker, som bestod af blot 2.240 officerer og soldater. Den nyoprettede Vichy-regering med marskal Pétain erklaerede dem for forraedere, men de dannede kernen i, hvad der skulle blive en stor og effektiv kampstyrke senere i krigen.