Slaget om Atlanterhavet
Den 6. marts 1941 meddelte Winston Churchill, at Storbritannien nu udkaempede »Slaget om Atlanterhavet« efter at have tabt mange handelsskibe i løbet af vinteren på grund af tyske ubåde. Situationen for landet var kritisk, fordi mange af de råvarer, som den britiske krigsmaskine var afhaengig af, skulle transporteres over Atlanterhavet til britiske havne. Det samme var tilfaeldet med nødhjaelpen, der kom fra USA. I 1938 importerede Storbritannien 68 millioner tons udstyr, men kun 26 millioner tons i 1941. Tyske ubåde saenkede 1.299 skibe i 1941, og ikke alle tab kunne erstattes. I foråret 1942 var tyske flådechefer overbeviste om, at briterne kunne kvaeles til overgivelse. Således startede briterne en kamp mod omkring 300 tyske ubåde under ledelse af admiral Karl Dönitz. Resultatet var afgørende for, hvordan krigen ville udvikle sig, hvilket Churchill var fuldt ud klar over. Tidligt i 1942, efter den amerikanske indtraeden i krigen, blev tyske ubåde sendt afsted for at opspore og saenke amerikanske skibe. Disse var ikke forberedt på krig og var dårligt rustet til kamp mod ubåde. De sejlede stadig individuelt i stedet for i regelmaessige konvojer. I de første fire måneder blev 1,2 tons gods saenket lige uden for den amerikanske kyst. Ubådstabene var små: tre i januar og kun to i februar. Situationen for de allierede blev forvaerret i løbet af året, da en tysk efterretningsenhed formåede at bryde den britiske flådes koder, der styrede konvojtrafikken over Atlanterhavet. Samtidig mistede briterne den viden, de modtog fra efterretningstjenesten ULTRA, da den tyske flåde ivaerksatte sin nye Triton-kode i februar. De allierede styrkede luftpatruljeringen, hvilket sendte ubådene ind i det såkaldte »Atlantic Gap« midt i Nordatlanten, hvor flyene ikke kunne nå dem. I januar 1943 havde den britiske flåde kun to måneders braendstofforsyning tilbage. Situationen kunne hurtigt have forvaerret sig endnu mere uden de britiske flådestyringsafdelinger til sporing og handelsplanlaegning. Begge disse lå i London og brugte en raekke efterretningskilder til at vurdere ubådenes trusler og finde sikre ruter for konvojerne. I de 12 måneder mellem maj 1942 og maj 1943 sejlede 105 af de 174 konvojer uden tab. Dette skyldtes, at de allierede i 1942 begyndte at bruge en ny teknologi og taktik for at forsøge
at stoppe ubådens trussel. Bedre spraengstof, bedre radar og brugen af kraftige lyskastere – også kaldet Leigh-lygter – øgede chancerne for at ramme ubådene. De allierede havde også fået mere erfaring, og tyskerne blev tvunget til at operere i afgraensede havområder. I november 1942 blev admiral Max Horton udnaevnt til chef for indsatsen mod ubådene. Nu blev der brugt flere ressourcer til at organisere førsteklassesgrupper, der skulle jage ubåde og ikke kun beskytte konvojerne. Uden detaljerede efterretninger og luftstøtte havde det vaeret svaert. I februar og marts 1943 nåede ubådskrigen i ekstremt dårligt vejr sit højdepunkt med tabet af 21 skibe mod tabet af kun 1 ubåd. I løbet af de kommende uger vendte kampen sig dog hurtigt til de allieredes fordel. Nye skibe og nye meget langtraekkende fly blev indsat. Desuden blev Triton-koden endeligt knaekket, og alle fly var udstyret med Mark Iiiradar og lyskastere. I april blev 19 tyske ubåde saenket, i maj 41. Tyskerne var ude af stand til at reagere på de tekniske forbedringer, og den 24. maj beordrede Dönitz ubådene tilbage til deres europaeiske baser, hvor de blev angrebet, hver gang de vovede sig til havs. I juni 1943 tabte de allierede ikke et eneste skib i konvoj, og der blev ikke rapporteret om angreb. Selv om ubådene ikke blev ødelagt, var der sat en effektivt stopper for Slaget om Atlanterhavet.
»De allierede styrkede luftpatruljeringen, hvilket sendte ubådene ind i det såkaldte 'Atlantic Gap' midt i Nordatlanten, hvor flyene ikke kunne nå dem«