Tysklands nye orden
Den tyske erobring af store dele af Europa banede vej for indførelsen af det, som populaert blev kaldt »Den nye orden«. Før 1939 var der ikke tydelige tyske planer for, hvordan en sådan ordning skulle se ud, og i de fem år den eksisterede, var den en forvirrende kombination af forskellige former for politisk ideologi og administrativ/militaer styring af de forskellige områder. Programmet for den tyske nye orden blev annonceret af Hitler i Berlin den 3. oktober 1941 på et tidspunkt, hvor han troede, at Sovjetunionen stod foran udslettelse. Hele hans dristige udspil afhang af omfanget af militaer magt, ligesom det var tilfaeldet med Napoleons europaeiske imperium. Reorganiseringen af et tyskdomineret Europa fulgte ikke klare linjer, men der var en opdeling mellem de områder, som var allieret eller associeret med Tyskland (Ungarn, Rumaenien, Bulgarien, Slovakiet og Kroatien), og de erobrede stater, der bevarede en vis grad af autonomi under tysk opsyn (Belgien, Holland, Norge, Danmark og Frankrig). De resterende områder skulle styres direkte af tyske politiske eller militaere ledere (Polen, de baltiske stater, de vestlige områder, Sovjetunionen, Serbien og Graekenland). I Sydeuropa skulle Tyskland dele herredømmet med Italien i det tidligere Jugoslavien og Graekenland, men da Italien havde kapituleret i september 1943, blev områderne taget under direkte tysk kontrol.
Formålet med den nye ordning var at samle kontinentets politik i Berlin, som skulle restruktureres af Hitlers foretrukne arkitekt,
Albert Speer. Berlin skulle vaere hovedstad i et nyt imperium, som kunne matche det gamle Rom. Der skulle anlaegges en »triumfens vej« gennem centrum af byen, og den skulle føre frem til »Folkets Hal« med plads til 200.000 tilskuere. En »domkirke« skulle vaere syv gange større end Peterskirken i Vatikanet. I øst skulle oprettes et kolonisystem, hvor tyske garnisonsbyer skulle kontrollere det store russiske område, mens en haer af arbejdere producerede mad og råmaterialer til det tyske herrefolk. Processen med at opbygge dette imperium begyndte i 1940 med opdelingen af Polen og starten på massedeportationer fra området. Erobringen af det vestlige Sovjetunionen banede vejen for en etnisk ommøblering af regionen i stor skala, kendt under »Generalplan Øst«. Den overflødige befolkning ville blive fordrevet østpå, hvor den ville forsvinde på grund af sult og sygdom – og den resterende del af befolkningen skulle fungere som slaver for tyskerne, som
skulle stille med administratorerne, ingeniørerne og andre eksperter for at lede imperiet. »Rusland skal vaere vores Indien,« skal Hitler have sagt.
Kernen i den nye ordning var et system med økonomisk udnyttelse. I juli 1940 praesenterede den tyske økonom Walter Funk en model for et nyt europaeisk økonomisk system baseret på en kendt valuta, den tyske mark, og med Berlin og Wien som de to kommercielle og økonomiske centre på kontinentet. Tyske regeringskraefter og tyske virksomheder overtog det vigtigste erhvervsliv i mange af de besejrede områder. Vigtigst var det store tyske holdingselskab »Reichswerke Hermann Göring«, som købte eller eksproprierede den tunge industri i Østrig, Tjekkoslovakiet, Polen og Sovjetunionen. Organisationen havde på sit højeste en arbejdsstyrke på mere end en million og aktiver, som var fire gange større end nogen anden tysk virksomhed. Under krigen bidrog de europaeiske stater med ca. en tredjedel af udgifterne til den tyske krigsindsats. 7 millioner udenlandske arbejdere var beskaeftiget i Tyskland i slutningen af 1944, mens ca. 20 millioner andre arbejdede under tysk kommando i de besatte og allierede lande.
Tyskerne udvidede deres racepolitik i hele området. Blonde og blåøjede børn blev taget fra deres familier og placeret hos fosterforaeldre i Tyskland eller sendt til et af de specielle børnehjem, som var etableret for at frembringe »ariske børn«, der repraesenterede det store ideal. Den jødiske befolkning i Europa blev arresteret og sendt til udryddelseslejre i øst eller draebt af efterretningstjenester og soldater. Samtidig gennemsøgte tyske officer de okkuperede områder i øst for finde indbyggere med tysk oprindelse og transporterede mere end 600.000 af dem tilbage til Das Reich. Der blev etableret et racehieraki med nordeuropaeere som ideal, mens sydeuropaeere og slaviske folkeslag var laengere nede på skalaen. Mod slutningen af krigen havde omkring 5 millioner europaeere fået fastlagt deres raceprofil og var i mange tilfaelde blevet anbefalet til »germanisering«.
Ordningen repraesenterede en besynderlig ambition. En tysk sejr ville have givet et helt andet Europa end det, der opstod i 1945. Selv om ordningen lejlighedsvis bliver beskrevet som et tidligt eksperiment med en europaeisk union, hvilede den tyske dominans i bund og grund på militaer magt, økonomisk udnyttelse og en blodtørstig racepolitik. Da Tyskland kollapsede i 1945, forsvandt regimet uden at efterlade sig spor af »den nye orden«.