Slaget om England
Den 18. juni 1940 fortalte Winston Churchill parlamentet, at »kampen om Frankrig er forbi. Jeg tror, at kampen om Storbritannien er ved at begynde.« I løbet af de naeste fire måneder forsøgte det tyske luftvåben at ødelaegge Royal Air Force (RAF) og underminere britisk militaerkapacitet i en grad, der ville gøre en tysk invasion af det sydlige England mulig. Luftduellen, der blev kaempet over de sydlige dele af Storbritannien, benaevnes oftest »Slaget om England« – men det var hele Storbritanniens skaebne, der stod på spil. Der er ingen klare datoer for, hvornår slaget reelt begyndte og sluttede, men efter det var overstået, daterede luftvåbenet starten til 8. august og afslutningen til 31. oktober 1940. De første mindre angreb startede den 5.-6. juni, inden Frankrigs nederlag, og fortsatte uregelmaessigt i juni og juli. Dette var sonderende angreb for at teste RAF og ødelaegge havne og kommunikation. Først i august beordrede den tyske luftfartsminister Hermann Göring intensiveret kamp efter Hitlers direktiv udstedt den 1. august, for at »knuse det engelske luftvåben«. Luftflåde 2 – under general Albert Kesselrings kommando – og luftflåde 3 – ledet af general Hugo Sperrle – begyndte et vedvarende angreb på lufthavne, forsyningsdepoter og radarstationer i det sydlige England. I midten af august var Göring sikker på, at England var i knae, og han beordrede et sidste og afgørende slag. Hovedangrebet var planlagt til »Ørnedagen« (»Adlertag«) den 13.august, men dårligt vejr haemmede aktionen. Mellem den 12. august og 6. september gennemførtes 53 storangreb på lufthavnene. Angrebene mod radarstationerne var ikke vedvarende. Kun tre af general Parks baser blev sat ud af drift og kun midlertidigt. Tyskerne antog, at RAF naesten var udslettet, men virkeligheden var helt anderledes. Den 23. august havde flyverkommandoen en operationel styrke på 672 Spitfire- og Hurricane-jagerfly. I september var tallet 738, altså højere end i begyndelsen af slaget. De engelske tab var på 444 fly mellem den 6. august og den 2. september – de tyske tab var på over 900 for hele august. RAF'S øverstbefalende, luftmarskal Hugh Dowding, havde lagt stor vaegt på at bevare styrken, traene piloter og opbygge reserver. Selv om kommandoen var hårdt presset i august og september, var den aldrig taet på at kollapse. Da slaget fortsatte, var det den tyske krigsmaskine, der tabte så mange fly og piloter, at det til sidst blev umuligt at holde den i gang. Da Winston Churchill gav sin berømte tale i
Underhuset den 20. august og sagde, at »aldrig har så mange haft så få at takke for så meget,« skjulte han den stigende kurve af nye britiske fly og den voksende tilgang af piloter. I begyndelsen af september kom en pludselig aendring i tysk taktik. Angrebet på RAF blev kraftigt reduceret, og tyske bombefly eskorteret af et stort antal Messerschmitt Me109-jagerfly begyndte at angribe London og andre byer. Selv om aendringen nok skyldtes Hitlers ønske om at haevne RAF'S angreb på Berlin natten mellem den 25. og 26. august, var den også planlagt ud fra antagelsen om, at jagerkommandoen var blevet ødelagt.
Den 2. september beordrede Göring anden fase af angrebet for at ødelaegge Storbritanniens militaere og økonomiske evne og demoralisere befolkningen forud for en invasion. Hitlers tale den 4. september, hvori han lovede haevn, var et propagandanummer for at få det til at se ud, som om Storbritannien havde startet bombningen.
Den nye tyske taktik passede den britiske kommando godt. Det var nu muligt at angribe bombeflyene, når de naermede sig London i stort antal, og når de returnerede, mens tyske jagere var bundet til at beskytte de langsommere og mere sårbare bombefly – og dermed var mindre fri til at bekaempe de britiske jagere. I den første uge af angrebene mistede det tyske luftvåben
298 fly, heraf alene 60 den 15. september, der regnes som datoen for »hovedslaget« om England. Takket vaere det faktum, at radarkaeden blev bevaret, kom der altid advarsler om angreb. I slutningen af september var det tydeligt for den tyske kommando, at den ikke kunne opretholde intensiteten. Med et tab på 443 piloter og 915 fly havde den britiske flyverkommando påført tyskerne et tab på 1.733 fly. Sejren i Slaget om England er et af de mest legendariske øjeblikke i britisk historie.