Slaget om Stalingrad
Da tyske og rumaenske styrker nåede udkanten af Stalingrad midt i august, var der højt humør i Hitlers hovedkvarter. Man var sikker på, at byen ville vaere på tyske haender i løbet af nogle dage, i vaerste fald uger. Den 19. august indledte Paulus en stor offensiv mod byen sammen med nogle få enheder fra 4. panserarmé. Den 23. august bombede 600 fly byen og lagde den i ruiner. Beslutningen om ikke at evakuere befolkningen – for at undgå flygtningestrømme – resulterede i, at 40.000 blev draebt, ifølge sovjetiske beregninger. Den barbariske bombning med artilleri og fly drev det sovjetiske forsvar tilbage mod Volga. Den 7. september beordrede Paulus sine styrker til at drive de sovjetiske styrker over Volga. De to haerenheder, der forsvarede området, nr. 62 og
64, blev splittet, og de tyske styrker pressede sig frem. Lederen af haergruppe 62, general Lopatin, troede, at situationen var håbløs og ville traekke sig tilbage. Han blev fyret og kommandoen overdraget til en ung ambitiøs officer ved navn Vasilij Tjujkov. Han ankom den 7. september og fandt en by i ruiner. Den Røde Haer overlevede kun, fordi den brugte den ødelagte by som et naturligt forsvar. Soldaterne gemte sig i kaeldre og ruiner i små grupper, udførte bagholdsangreb og brugte natten til at genindtage bygninger, der var blevet forladt om dagen. I løbet af september og oktober kunne den sovjetiske haergruppe 62 vende tilbage en håndfuld fabrikker i byen og kaempe herfra. Hverken Paulus eller Tjujkov kaempede fuldstaendigt isoleret fra resten af deres styrker. En strøm af forsyninger og forstaerkninger
krydsede Volga, og på begge sider af byen stod der langt større haere: General Jeromenkos Stalingrad-haer stod i syd, og i nord Rokossovskijs Don-haer. De angreb de udsatte tyske flanker, mens et stort antal sovjetiske fly fløj over dem og for første gang udfordrede tyskernes overlegenhed i luften. De tyske styrker var spredt ud over steppelandskabet ved Don, hvor den vigtige korridor ind til Stalingrad blev bevogtet af ungarske, italienske og rumaenske allierede. 62. haerenhed viste stor beslutsomhed i sit forsvar af byen (der er blevet spekuleret i, om det skyldtes frygt for de sovjetiske sikkerhedsstyrker).
Enhver, der deserterede eller ville overgive sig, blev skudt eller sendt i straffelejr. Det antages, at omkring 13.500 soldater blev henrettet. Sovjetiske optegnelser viser kun 203 anholdelser på grund af »panik« fra november 1942 til februar 1943 (men øjenvidneberetninger fortaeller en helt anden historie). Tyske soldater kaempede også med stor udholdenhed og desperation.
Den 9. november lykkedes det dem at slå et hul i Tjujkovs forsvarslinje, og de nåede Volga. De sovjetiske tropper var ude af stand til at drive dem tilbage, men tyskernes kraefter var opbrugt, og der blev holdt en pause til den 12. november. Seks dage senere fik Tjujkov en kryptisk besked fra hovedkvarteret om, at han skulle holde sig klar til en specialordre. Om morgenen den 19. november fik Tjujkov at vide, at et massivt modangreb netop var blevet gennemført. Dets formål var at afskaere og omringe Paulus 6. armé – og det blev begyndelsen til enden for de tyske drømme om at erobre Stalingrad.
»Enhver, der deserterede eller ville overgive sig, blev skudt eller sendt i straffelejr«