Felttoget i Østafrika
5. AUGUST 1940 – 16. MAJ 1941
Da talien erklaerede krig mod Storbritannien den 10. juni 1940, håbede Mussolini, at Storbritannien havde så travlt med krigen i Europa, at han kunne overtage det britiske territorium i det nordlige og østlige Afrika og skabe en udvidet italiensk imperium. Der var 326.000 italienske tropper i Etiopien i 1940 – 200.000 af dem var kolonitropper – bakket op af 244 – overvejende foraeldede – fly og 866 kanoner. De stod over for en diffus styrke fra det britiske imperium, som hovedsageligt bestod af afrikanske rekrutter og talte 40.000 mand, støttet af 100 primaert gammeldags fly. I de første dage af den italiensk-britiske krig besatte italienske styrker en raekke byer på graensen til Sudan og Kenya, og en styrke på 25.000 mand tvang den 19. august tropper fra det britiske imperium til at evakuere til britiske Aden på den arabiske kyst. På dette tidspunkt gjorde de italienske haere holdt, og det gav de britiske kommandanter tid til at opruste med forstaerkninger fra Indien, Nigeria, Guldkysten (Ghana) og Sydafrika, bl.a. med en uvurderlig eskadrille sydafrikanske Hurricane-jagere, datidens mest moderne fly. Mod slutningen af året var der 9.000 soldater i Sudan, men i Kenya, som skulle vaere grundlaget for en invasion af italiensk Østafrika, havde general Alan Cunningham 77.000 maend, herunder 6.000 europaeere, bakket op af 6 sydafrikanske flyvevåbeneskadroner. I november 1940 havde briterne knaekket italienske koder og kunne forudse deres planer. I oktober startede en styrke under brigadegeneral William Slims kommando felttoget, der angreb de sudanske byer Kassala og Gallabat. Sidstnaevnte blev erobret den 6. november. Den fulde offensiv blev indledt den 19. januar af generalløjtnant William Platt, kommandør i Sudan, i det nordlige Etiopien, og blev bakket op af to indiske divisioner og specialenheden Gideon Force med etiopiske modstandsfolk under ledelse af major Orde Wingate. Hans navn skulle senere – ligesom Slims – blive berømt i de senere kampe i Myanmar. Efter den blodigste del af felttoget i det barske område omkring Keren, hvor italienske styrker holdt ud i 53 dage, brød Platts haer igennem og nåede Eritreas kyst ved Massawa den 8. april. I syd startede General Cunningham et angreb fra to sider fra Kenya. Graensebyen Moyale blev generobret den
18. februar med en lille styrke, som havde til formål at anspore til et etiopisk oprør. Størsteparten af det britiske imperiums styrker angreb den 11. februar langs den afrikanske kystlinje. Selv om de var i klart mindretal, var angrebet en stor succes.
Mogadishu blev erobret den 25. februar af 23. brigade (nigeriansk), og besaettelsen af havnen tillod 11. (østafrikanske) division at slutte sig til fremrykningen nordover ind i Etiopien, så enheder fra meget forskellige dele af det britiske afrikanske imperium kunne gå indgå i én kampstyrke. Byen Harar blev erobret sent i marts, og Cunningham kunne sammen med en invasionsstyrke, der ankom med skib fra Aden, nå hovedstaden Addis Abeba den 6. april. Her blev kejser Haile Selassie efter et triumftog den 5. maj genindsat på den trone, han var blevet frataget fem år tidligere. Der var stadig store lommer af italienske tropper, men disse blev tvunget til at kapitulere i november
1941. Den italienske kommandant, hertugen af Aosta, trak sig tilbage til området omkring den nordlige bjergby Amba Alagi, hvor han uden våben, forsyninger og håb om forstaerkninger overgav sig den 19. maj. Det britiske imperiums sejr var eftertrykkelig: De allierede styrkers samlede tabstal lød på omkring 3.100 døde og sårede, og samtidig havde de taget 420.000 fjendtlige tropper til fange. Italienerne havde på deres side mistet 12.000 soldater efter voldsomme problemer – ikke alene var deres hemmelige koder blevet knaekket, men en britisk flådestyrke gjorde det umuligt for dem at få sendt forsyninger eller forstaerkninger. Det italienske udstyr og deres våben var gammeldags eller ineffektive. Mange artillerigranater var fra 1918 og ville ikke detonere. Og på et område, som var naesten lige så stort som hele Vesteuropa, havde italienerne kun 6.200 køretøjer, for lidt braendstof og 50.000 muldyr og heste. Først og fremmest kaempede de italienske tropper for en sag, de ikke havde følelser for, og mod en fjende med større mobilitet, mere effektive forsyningsruter og en total dominans til søs og i luften. For briterne var sejren uhyre vigtig, fordi den forhindrede trusler mod området omkring Suez-kanalen fra syd og sikrede, at den lange vej til Fjernøsten ikke blev truet af fjendtligt tilstedevaerelse i Østafrika.