Den tyske Blitzkrieg mod Storbritannien
7. SEPTEMBER 1940 – 16. MAJ 1941
De voldsomme bombardementer af britiske byer begyndte med et angreb på London den 7. september 1940. Havne og andre militaere knudepunkter var blevet udsat for spredte bombninger siden juni. I juli blev 258 civile draebt, i august 1.075. Det første angreb i Londonområdet kom den 18.-19.august og i det centrale London den 22.-23.august. Herefter ramte et stort angreb Liverpool den 28.-29. august. Men angrebet den 7.september var det første resultat af Hitlers ordre, som han udstedte den 5.september – en ordre om at ødelaegge industrielle og militaere anlaeg samt byens forsyningssystemer. De 350 tyske bombefly, der angreb havnen i det østlige London to dage senere, begyndte det, der blev kendt som »Blitzkrieg«. Den tyske plan var at nedbryde Storbritanniens evne til at føre krig og at underminere befolkningens opbakning til regeringen, men da invasionsplanerne blev opgivet i midten af september, fik angrebene et mere direkte politisk formål. Tyske ledere håbede, at angrebene på byerne ville tvinge Storbritannien til at forhandle og gøre en invasion unødvendig, og den 16. september gav Göring ordre til, at den naeste fase for alvor skulle igangsaettes. Indtil den 5.oktober var der 35 store luftangreb, 18 af dem mod London, og alle blev udført i dagslys. De store tab tvang det tyske luftvåben til at gå over til natlige bombetogter, og fra begyndelsen af oktober til den 16. maj 1941 angreb tyske fly en lang raekke vigtige byer om natten, når vejrforholdene tillod det. Flyenhederne havde fået instrukser om at angribe
specifikke mål, og de blev hjulpet af et radarsystem kaldet Knickebein, som arbejdede effektivt, indtil britiske forskere i november og december 1940 opfandt systemer, der kunne genere anlaegget. Blitzkrigen var koncentreret om London, som blev angrebet 57 dage i traek mellem den 7. september og 2. november og derefter regelmaessigt indtil 10. maj. Blitzens mest berømte angreb fandt sted natten til den 29. december, da en stor del af Londons centrum blev ødelagt af 136 tyske bombere. Herfra stammer det symbolske billede med flammer og røg fra St. Pauls Cathedral. Angrebene blev også rettet mod de fleste af de britiske havne og industriområder: Belfast i Nordirland, Glasgow i Skotland, Plymouth, Southampton og Portsmouth. Det angreb, der fik den største opmaerksomhed, var imod Coventry om natten den 14.-15. november 1940, hvor 554 mennesker omkom. Ved de største angreb på London blev 18.800 tons bomber kastet – til sammenligning var tallet for større angreb på andre byer 11.800 tons. Bomberne draebte i alt 43.000 mennesker og ødelagde eller beskadigede 1 million huse, men gjorde ingen voldsom skade på den britiske økonomi eller militaere indsats. Det britiske svar lagde vaegt på både aktiv og passiv modstand. I maj 1941 havde man 16 eskadroner med natjagere, der blev mere effektive, som kampene fortsatte. Der fandtes 1.785 tunge og lette luftvaernskanoner i sommeren 1940 og over 4.500 lyskastere, men disse havde begraenset effektivitet. Mange tyske tab skyldtes ulykker, hvor besaetningen fløj lange afstande under dårlige vejrforhold. Det passive forsvar blev organiseret landsdaekkende med mere end 2 millioner frivillige i organisationen til forebyggelse af flyangreb. De stod for bl.a. evakuering og distribution af gasmasker. Før 1940 var 2,5 millioner billige »Anderson-bomberum« (opkaldt efter Sir John Anderson, der var ansvarlig for civilforsvaret) blevet produceret, og i alle byer blev der konstrueret betonbunkere, kaeldre og underjordiske rum. Ikke desto mindre var antallet af civile tab højt, og i mange byer var folk på flugt det største risikoelement. Der opstod en vis demoralisering og stigende kriminalitet. Regeringen kom med mange tiltag, bl.a. kunne dele af Londons undergrundsnet bruges som midlertidige beskyttelsesrum, Moralen blev styrket, selv om blitzen fortsatte. Da den sluttede i maj 1941, var Storbritannien endnu mere – ikke mindre – fast besluttet på at fortsaette med at kaempe.