Tremagtspagten
27. SEPTEMBER 1940
Før krigsudbruddet i 1939 var Tyskland, Japan og Italien forenet i Antikominternpagten, underskrevet af Japan og Tyskland i november 1936 og ratificeret et år senere af Italien. De delte ikke kun en faelles modvilje mod kommunismen, men også en faelles forpligtelse til at revidere det eksisterende internationale system til deres fordel. Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt fra august
1939 lagde et staerkt pres på relationerne mellem de tre stater, men et år senere, efter Italiens krigserklaering mod de allierede den 10. juni 1940, indgik de en aftale, der befaestede »aksen« og forenede de tre lande i en faelles sag. Traktaten blev forhandlet i Tokyo, men underskrevet i Berlin den 27. september 1940. Tremagtspagten, som den blev kaldt, bekraeftede, at Tyskland og Italien skulle stå for en »ny orden« i Europa, mens Japan frit kunne konstruere en omlaegning i det østlige Asien. De tre lande forpligtede sig til at støtte hinanden, hvis de blev angrebet af en tredjepart, der ikke allerede var i krigen. Denne klausul var en trussel rettet mod USA og ikke møntet på Sovjetunionen. Japan håbede at kunne bruge pagten som et forhandlingsobjekt med USA, men den tjente kun til at bekraefte den vestlige opfattelse af, at de tre stater tilsigtede en farlig total aendring af verdensordenen. Det var hensigten, at pagten skulle føre til et taettere samarbejde, og der blev gjort en indsats for at sende saerlige råvarer fra Asien til Europa og militaert udstyr og industrielle varer tilbage til Japan. Dette viste sig at vaere en vanskelig handel, og de såkaldte »Yanagi-togter« med militaere leverancer mellem Japan og Europa betød lange og farlige rejser. Japan håbede på at kunne udnytte avancerede tyske forskningsresultater
til deres fordel, men nogle af de vigtigste nåede først frem i krigens sidste måneder. Der var kun begraenset militaert og strategisk samarbejde og ingen faelles militaerkomitéer på højt niveau som hos briterne og amerikanere. Hitler var tilfreds med at lade Mussolini ekspandere i Middelhavet og Afrika, og med at Japan besvaerliggjorde briternes og amerikaneres indsats i Fjernøsten. Men ved de vigtigste strategiske og militaere beslutninger handlede de tre stater uafhaengigt af hinanden. Pagten blev udvidet i løbet af de følgende måneder til at omfatte tyske allierede i Europa. Ungarn tiltrådte den 20. november 1940, mens Rumaenien og Slovakiet, som allerede var taet knyttet til Tyskland gennem handels- og militaeraftaler, undertegnede henholdsvis den
23. og 24. november. Tyske forhandlere holdt muligheden åben for, at Sovjetunionen kunne tiltraede pagten, og da Molotov besøgte Berlin den 12. november 1940, blev det drøftet, hvilken pris Sovjetunionen ønskede for et samarbejde. Da Molotov foreslog, at den sovjetiske side fik kontrol over det tyrkiske straede og baser i Bulgarien samt mulighed for frit spillerum i Iran, var tyskerne forbeholdne. Molotov vendte tilbage til Moskva, og kort efter bekraeftede Hitler sine allerede langt fremskredne planer om en invasion af Sovjetunionen i slutningen af foråret 1941. Hitler indså, at Sovjetunionen ikke på nogen enkel måde kunne indpasses i den nye verden. Bulgarien blev medlem af pagten den 1. marts 1941. Jugoslavien, der ligesom Rumaenien var bundet til Tyskland gennem forskellige aftaler, skrev under den
25. marts, men to dage senere blev styret med prinsregent Paul vaeltet af haeren, og den unge Kong Peter overtog tronen.
Arbejdet med at opbygge det nye europaeiske og asiatiske system begyndte for alvor i juni 1941 med Tysklands invasion af Sovjetunionen og den japanske beslutning om at kaempe mod USA i december. Selv om Japans angreb på USA var uprovokeret, fulgte både Tyskland og Italien det op med krigserklaeringer mod USA. De tre stater var enige om, at de kunne vinde: Japan ville holde USA fra Europa, og Tyskland ville holde Sovjetunionen fra Japan, mens de alle kaempede for nye områder og aendringen af det politiske verdenskort.