Søkrigen i Middelhavet
Da krigen startede i Middelhavet i juni 1940, var styrkebalancen mellem Marina Italiana og Royal Navy klart i Italiens favør. Italien måtte kontrollere Middelhavet for at kunne levere forsyninger og militaere ressourcer til dets nordafrikanske imperium, som skulle vaere udgangspunktet for et angreb på Suezkanalen.
Den britiske flåde skulle bryde de italienske forsyningslinjer og samtidig holde egne ruter åbne – fra Gibraltar via Malta og Cypern til Alexandria og Suezkanalen. Flådefartøjerne blev truet af ubåde og fly, og krigen kraevede mange ofre til søs, både militaere og civile. I Middelhavet var de tunge slagskibe i konstant fare, medmindre de havde effektiv luftstøtte. Denne laere blev understreget af to operationer af den britiske flåde i november 1940 og marts 1941, hvor man effektivt neutraliserede enhver trussel fra den store italienske flåde. Den første operation, som bar kodenavnet »Judgement«, var et angreb med flådefly på den vigtige italienske flådebase i Taranto på den sydlige del af den italienske halvø. Ideen til angrebet kom fra kommandanten for hangarskibsflåden i Middelhavet, Lumley Lyster, som ankom til Alexandria i september
1940 om bord på hangarskibet HMS Illustrious. Og flådekommandanten, admiral Andrew Cunningham, var begejstret for planen. Aktionen var oprindeligt planlagt til den 21. oktober, men blev udskudt til den 11. november på grund af en brand om bord på hangarskibet. I mellemtiden gik Mussolini i krig mod Graekenland, hvilket gjorde den britiske flådes indsats endnu mere afgørende. Af de to hangarskibe, der var til rådighed, deltog kun Illustrious, eftersom HSE Eagle blev ødelagt ved bombning. Angrebet blev udført med Fairey Swordfish-torpedobombefly. Det var dobbeltdaekkere med åbne cockpits, men de var uhyre effektive i fravaeret af luftforsvar hos fjenden. To bølger med 12 og 9 fly blev sendt af
sted. De medbragte faldskaermslys for at oplyse området og angreb herefter flådebasen.
De to bølger påførte alvorlige skader på tre slagskibe mod tabet af to fly. Den italienske flåde beordrede straks alle enheder til sikrere havne på den fjernere vestkyst. Det vigtige nye slagskib Vittorio Veneto var uskadt, men blev skadet ved en ny operation mod den italienske flåde i marts 1941. Det andet og afgørende slag – ved Matapan – var et direkte resultat af krigen i Graekenland. Tysk pres på italienske styrker for at afbryde strømmen af britiske forsyninger og forstaerkninger fik en modvillig italiensk chef for søvaernet til at planlaegge en operation med Vittorio Veneto for at overraske og ødelaegge en britisk konvoj på vej til Graekenland. Royal Navy kunne imidlertid knaekke de italienske koder og blev advaret på forhånd om den italienske aktion. Konvojen blev tilbageholdt, og en blandet styrke af hangarskibe og slagskibe naermede sig den italienske styrke. Kampen understregede igen betydningen af luftvåben til søs. Det italienske slagskib blev ramt af en torpedo i anden angrebsbølge fra et Albacore-torpedofly, men det lykkedes italierne at bringe det i sikkerhed. Diffuse efterretninger kombineret med admiral Cunninghams strategiske betaenkeligheder gav mindre effekt, end man reelt kunne have opnået. Ikke desto mindre blev krydseren Pola og et antal mindre italienske skibe saenket, og aktionen mod den britiske konvoj mislykkedes. Den italienske flåde søgte aldrig igen flådesammenstød, og krigen mod Royal Navy omfattede nu kun fly og ubåde. De britiske succeser var en laere, som japanerne tog til sig. Taranto-aktionen kan sammenlignes med det senere ødelaeggende angreb på Pearl Harbor.
»Kampen understregede igen betydningen af luftvåben til søs«