»Operation Compass« – italiensk nederlag i Nordafrika

7. DECEMBER 1940 – 9. FEBRUAR 1941

Med udbruddet af krigen mellem Italien og Storbritannien den 10. juni 1940 syntes det oplagt, at de store italienske styrker i kolonien Libyen – mere end 236.000 mand – skulle bruges til at true den britiske position i Egypten, hvor briterne havde stationaere luft-, marine- og landstyrker. Kontrol over Suezkanalen var Italiens endelige mål, hvilket ville kunne åbne forsyningsruter til landets belejringsstyrker i Østafrika.

Mussolini gav ikke ordre til fremrykning før den 13. september. De fem divisioner fra den italienske 10. armé, ledet af general Mario

Berti, var talmaessigt overlegne i forhold til de dårligt udstyrede britiske enheder under kommando af generalmajor Richard O'connor. De italienske styrker traengte 95 kilometer ind på egyptisk territorium og gravede sig ned langs en forsvarslinje fra Sidi Barrani ved kysten. Italiens mislykkede forsøg på at traenge laengere frem gav de britiske styrker tid at få nye forsyninger af Matilda-tanks og andet udstyr fra Storbritannien.

Med tilladelse fra den øverstbefalende i Mellemøsten, general Archibald Wavell, gennemførte O'connor et risikabelt angreb i stor skala med kodenavnet »Operation Compass« i et forsøg på at presse italienerne tilbage. Den 8. december brød den 4. indiske division den svage italienske forsvarslinje, mens briternes 7. Armored Division gik rundt om den italienske linje og angreb bagfra. Ved operationen blev mere end 38.000 taget til fange, og det succesfulde og hurtige angreb opmuntrede O'connor til at gå videre og invadere den østlige libyske provins Kyrenaiaka. Efter hårde kampe faldt den libyske havn Bardia den 4. januar, og den 22. januar blev Tobruk besat, således at fjenden mistede en vigtig forsyningsbase.

Den italienske haer under ledelse af Marshal Graziani blev trukket tilbage for at forsvare Tripolitanien, den vestlige provins Libyen, hvortil de første tyske forstaerkninger ankom for at støtte den italienske modstand. Styrker fra det britiske imperium rykkede hurtigt frem, indtil naesten hele Kyrenaiaka var på deres haender. 7. panserdivision – som ankom til Beda Fomm ved Sidra-bugten den 5. februar blot en halv time, før italienerne startede tilbagetoge – satte efter italienerne. Efter en kort traefning overgav de italienske tropper sig den 7. februar, men imperiets styrker fortsatte videre til El Agheila, hvor deres angreb ophørte. Forstaerkninger skulle nemlig overføres til Balkanfelttoget i et forsøg på at stoppe Aksemagternes angreb på Graekenland. Det svaekkede kraefterne i Nordafrika. Dog havde omkring 30.000 allierede tropper med et tab på anslået 2.000 døde og sårede jaget en haer, som var otte gange så stor, på flugt. Mere end 130.000 italienere blev taget til fange, og de, der vendte tilbage til Tripolitania, havde brug for mere moderne udstyr. På seks måneder havde det italienske imperium i Afrika lidt et nederlag, som det aldrig rigtigt kom over.

»Mere end 130.000 italienere blev fanget«

Gloster Gladiatorkampfly fra Royal Australian Air Force flyver over det mobile operatørrum ved et landingssted ved Sollum i Egypten, som blev brugt under Operation Compass (tv.).

Tropper fra 7. australske division marcherer mod Bardia den 6. januar 1941 under den hurtige fremrykning langs den libyske kyst (th.).

En kolonne italienske krigsfanger marcherer til en armébase den 6. januar 1941 under angrebet på Bardia. Over 40.000 blev taget til fange under operationen. Havneanlaeg i Tobruk braender den 24. januar 1941, to dage efter at britiske og...

Commonwealth-tropper ankommer til den libyske by den 29. december 1940, mens indbyggere forundret ser på.

General Sir Archibald Wavell (th.) i samtale med generalløjtnant Richard O’conner under slaget om Bardia den 4. januar 1941.