Nederlaget for Aksemagterne i Afrika: Tunesien
Efter sucessen i Det andet slag ved elalamein og Torch-aktionerne i Nordafrika håbede de allierede at udrydde fjenden i løbet af få uger. I stedet lykkedes det Rommel at flytte Afrikakorpset tilbage til det sydlige Tunesien i slutningen af januar 1943. I det nordlige område etablerede 5. panserarmé og resterne af den italienske haer en ny frontlinje trods manglen på udstyr, olie og ammunition. De allieredes plan var at bruge et amerikansk fremstød mod kystbyen Sfax ( »Operation Satin«) til at splitte den nordlige styrke under general von Arnim fra Rommels styrker i syd. Mangel på forsyninger betød, at »Satin« blev aflyst, og i stedet tog først von Arnim og derefter Rommel initiativ til at angribe det amerikanske 2. korps. Den 14. februar blev den amerikanske styrke drevet tilbage til Kasserine-passet, og Rommel formåede at påføre de amerikanske styrker store tab den 20. februar. Tyske styrker pressede sig gennem passet, men den 22. februar blev de stoppet af britiske og amerikanske modangreb.
Rommel rykkede tilbage gennem bjergene og sydpå for at forsvare sig imod et forventet angreb fra Montgomerys 8. armé. De amerikanske styrker kaempede mod erfarne tyske og italienske tropper i et hårdt slag. Samarbejdet mellem de britiske, amerikanske og franske styrker var vanskeligt, og
det var svaert at få forsyninger frem i det dårlige vejr. Eisenhower bad general Alexander om at få styr på de allieredes frontlinje og gennemføre udslettelsen af Aksemagternes styrker. Meget afhang af, at Montgomery kunne bryde Marethlinjen, men i begyndelsen af marts indledte Rommel en ny offensiv. Den 6. marts satte han tre panserafdelinger i bevaegelse. Montgomery var blevet advaret via tyske krypterede meddelelser, som var blevet afkodet, og havde forberedt en faelde. Rommels kampvogne kørte ind i en mur af voldsom panservaernsild og blev tvunget til at traekke sig tilbage. Den 9. marts fløj Rommel til møde med Hitler for at bede om mere hjaelp, men i stedet blev han beordret på sygeorlov, og von Arnim overtog kommandoen. Den 20.-21.marts angreb Montgomery Mareth-linjen, mens enheder fra New Zealand blev sendt afsted for at indtage byen El Hamma bag Aksemagternes position. I slutningen af marts måtte Aksemagterne forlade Mareth-linjen, og de flygtede nordpå med den amerikanske 8th Army i haelene. Her fandt de sammen med de resterende tyske og italienske styrker, og den 7. april mødtes tropper fra 8th Army med andre amerikanske styrker, der kom fra nordvest. Von Arnim og den italienske leder marskal Messe organiserede en sidste position i det nordøstlige hjørne af landet omkring byerne Bizerta og Tunis. De anså stillingen for at vaere helt håbløs, men efter et møde mellem Hitler og Mussolini i Salzburg den 8. april blev de beordret til at kaempe uanset omkostningerne. De havde kun en brøkdel af de nødvendige forsyninger. På tre uger i marts ødelagde allierede kampfly 432 af Aksemagternes fly og mistede selv kun 35. Aksemagterne havde kun 150 kampvogne mod mere end 1.500 på de allieredes side. Den 6. maj blev en stor offensiv ivaerksat. Aksemagternes tropper blev bombarderet fra luften og med artilleri, og al modstand kollapsede. Bizerta og Tunis faldt den 7. maj, og fem dage senere overgav von Arnim sig. Han havde nu trukket sig tilbage til Tunesiens yderste spids ved Kap Bon. Laengere sydpå overgav marskal Messe sig den følgende dag til Montgomery med de spredte rester af sin italienske haer. Der blev taget omkring 240.000 krigsfanger – et tab, der blev sammenlignet med Stalingrad tre måneder tidligere.
»Samarbejdet mellem de britiske, amerikanske og franske styrker var vanskeligt, og det var svaert at få forsyninger frem i det dårlige vej«