Tysk invasion af Jugoslavien og Graekenland
Staterne på Balkan spillede en meget lille rolle i de tidlige stadier af 2. Verdenskrig, men Sovjetunionens interesse i at udvide sin indflydelse på bekostning af Rumaenien og Bulgarien tvang Hitler til at øge tysk politisk pres og militaer tilstedevaerelse i regionen. Tyske styrker var udstationeret i Rumaenien i september 1940 for at sikre tysk forsyning af olie fra Ploestioliefelterne, og Ungarn og Rumaenien tiltrådte i Tremagtspagten i november 1940. Der blev opretholdt et staerk diplomatisk pres på Bulgarien og Jugoslavien for at holde dem i Aksemagternes indflydelsessfaere. Oven i dette besluttede Mussolini at byde sin diktator-kollega på en italiensk triumf ved at invadere Graekenland.
Han fortalte ikke nogen af sine partnere om sin plan, og angrebet var fuldstaendigt umotiveret. Den 28. oktober angreb de italienske styrker graensen til Graekenland fra Albanien med seks divisioner mod fire graeske. Den graeske haer modstod, og med britisk luftstøtte blev de italienske styrker drevet 80 kilometer tilbage i Albanien i december 1940. Ved begyndelsen af januar var det meste af det sydlige Albanien på graeske haender. For Hitler, som var klar til at invadere Sovjetunionen det kommende forår, var den italienske krise meget lidt velkommen. Den 4. november 1940 beordrede han vaebnede styrker til at forberede »Operation Marita«, en tysk invasion af Graekenland. Bulgarien
tillod, at tyske tropper passerede, og et presset Jugoslavien tilsluttede sig Tremagtspagten den 25. marts 1941. Graekenland underskrev den 23. februar en aftale om, at en ekspeditionsstyrke fra det britiske imperium skulle hjaelpe graekerne med at modstå italienerne. Denne W-styrke, som hovedsageligt bestod af tropper fra Australien og New Zealand, ankom til Graekenland den 7. marts, men britiske styrker havde haft baser på øerne Kreta og Lemnos siden oktober 1940. En ny italiensk offensiv den 9. marts med 28 divisioner blev stoppet med britisk hjaelp. Afkodning af tyske meldinger via Enigma-maskinen advarede briterne om en ny trussel fra Tyskland, men graekerne kunne ikke nå at traekke deres styrker til den nordlige graense mod Bulgarien. Netop som de tyske styrker satte sig i bevaegelse for at starte angrebet mod Graekenland, resulterede et kup i Beograd i, at den nye jugoslaviske regering afviste Tremagtspagten. Hitler beordrede et udvidet felttog mod både Jugoslavien og Graekenland og satte den 6. april et ødelaeggende luftangreb ind mod Beograd. 17.000 mennesker blev draebt. Feltmarskal
Listers 12. armé angreb Graekenland og det sydlige Jugoslavien. Det jugoslaviske felttog blev improviseret på bemaerkelsesvaerdigt kort tid, men konsekvenserne var overvaeldende. Den 8. og 10. april angreb tyske, ungarske og italienske tropper det nordlige og centrale Jugoslavien og nåede til Beograd den 12. april. Den 18. april overgav Jugoslavien sig efter et mytteri blandt de kroatiske enheder. Landets haer på mere end 1 million mand havde påført de tyske styrker et tab på kun 151 døde. Jugoslaviens hurtige nederlag gjorde Graekenland fortabt – tyske styrker strømmede fra det sydlige Jugoslavien og over Metaxaslinjen på den graesk-bulgarske graense. Selv om de kaempede indaedt, blev de graeske og britiske styrker adskilt. Skønt RAF sendte store styrker til Graekenland, blev de besejret af det tyske luftvåben og tabte 209 fly fra de begraensede reserver i Mellemøsten. Den 23. april underskrev General Tsolakoglu den graeske kapitulation, mens 50.000 tropper fra det britiske imperium og Graekenland blev evakueret fra Graekenlands sydlige kyst med hjaelp fra Royal Navy – nogle til Kreta, andre til Egypten. Dette var anden gang på mindre end et år, at britiske styrker var blevet tvunget til at forlade det europaeiske fastland. For Hitler havde begivenhederne sikret en flanke, så han kunne invadere Sovjetunionen, beskytte rumaenske olieforsyninger og påføre både sine italienske allierede og sin britiske fjende en ydmygelse.