Saenkningen af Bismarck
24. – 27. MAJ 1941
Ide første 18 måneder af krigen tydede alt på, at flådens betydning var blevet undergravet af det nye luftvåben. Tyskerne holdt dog fast i planerne om en stor slagskibsflåde. Det mest moderne og største tyske slagskib var det 41.000 tons store Bismarck, som blev søsat den 14. februar 1939 og var faerdigbygget den 24. august 1940. Skibet var taenkt som en del af handelsflådekrigen i Atlanterhavet. Det havde et bredt daek til at modstå høj sø og store braendstoftanke. En aktion i Atlanterhavet var planlagt til at omfatte slagkrydserne Gneisenau og Scharnhorst og det nye slagskib Tirpitz – men de to førstnaevnte var beskadiget eller under reparation, og Tirpitz var stadig under bygning. Den planlagte styrke ville have vaeret en formidabel flåde, men til sidst drog Bismarck af sted den 18. maj 1941, kun fulgt af den tunge krydser Prinz Eugen. Øverstbefalende for operationen, kontreadmiral Lütjens, havde forbehold over for planerne, men han adlød ordren af frygt for at blive afskediget ligesom sin forgaenger, viceadmiral Wilhelm Marshall. Briterne fik nys om operationen via efterretningskilder, og Bismarck blev opdaget af et Spitfire-rekognosceringsfly i Bergen. Men der var ikke kontakt før den 23. maj, da skibet nåede Danmarksstraedet mellem Island og Grønland.
Her blev det lokaliseret af krydseren HMS Norfolk. Den tyske styrke blev skygget, indtil tungere britiske skibe var klar. Tidligt om morgenen den
24. maj 1941 nåede det nye britiske slagskib
Prince of Wales frem, efterfulgt af slagkrydseren Hood. I løbet af få minutter blev Hood ramt, og klokken 6 eksploderede skibet. Det sank på tre minutter, og naesten hele besaetningen på 1.418 mand omkom – kun tre overlevede. Kaptajn Lindemann om bord på Bismarck ønskede at forfølge og ødelaegge Prince of Wales, som også led store skader, men Lütjens adlød instrukserne om ikke at angribe store fjendtlige enheder og insisterede på at fortsaette. Bismarck led også skade: Hovedradaren blev ødelagt, og olietankene laekkede, hvilket tvang skibet til at nedsaette hastigheden til 20 knob. Prinz Eugen fortsatte ind i Atlanterhavet, mens Bismarck satte kurs mod Saint-nazaire i Frankrig for at få udført de nødvendige reparationer. Briterne skyggede slagskibet, men et pludseligt sving fra Bismarck forvirrede forfølgerne, der mistede kontakten. Lütjens sendte en halv time lang radiobesked, som gav et fingerpeg om, hvor skibet lå, men det forfølgende slagskib King George V fejlbedømte positionen, og Bismarck kom nu taettere på flybeskyttelse og jagerstøtte fra Frankrig. Den
26. maj fik et Catalina-flådefly imidlertid øje på Bismarck, og kl. 21.00 ramte et Swordfishtorpedofly hangarskibet med en bombe, der beskadigede roret. Om morgenen den 27. maj angreb de britiske slagskibe Rodney og King George V det langsomt sejlende mål, som nu havde slagside – og lige efter kl. 9.00 ødelagde briterne broen, så skibet ikke kunne styres. Skibets endelige saenkning tilskrives normalt torpedoer fra HMS Dorsetshire, der skød tre gange imod Bismarck, kort tid før det sank kl. 10.39. Kun 100 af besaetningen på 2.000 mand overlevede. Nylige undersøgelser af vraget og vidnesbyrd fra overlevende sår tvil om, hvorvidt skibet sank på grund af bomber fra flyene eller beskydningen fra krigsskibene. Men Bismarck endte først og fremmest sine dage på grund af en aktion fra luften – et tydeligt bevis på, at de store slagskibes dage var ved at vaere forbi.
»Briterne fik nys om operationen via efterretningskilder, og Bismarck blev opdaget af et Spitfirerekognoceringsfly i Bergen«