Hitler går mod øst
18. DECEMBER 1940 – 22. JUNI 1941
Hitler havde siden 1920'erne ment, at det vestlige Sovjetunionens landbrugs- og råmaterialeområder var en naturlig mulighed for at udvide det tyske imperium – et nyt »Lebensraum« for det tyske herrefolk. »Rusland skal vaere vores Indien,« bemaerkede han. Hitler hadede også »jødisk bolsjevisme« dybt, fordi han troede, at den var en fare for den europaeiske civilisation og truede med degeneration af den tyske race. Disse synspunkter dannede grundlaget for hans beslutning om at gøre op med Sovjetunionen én gang for alle. De blev nedfaeldet i krigsdirektiv 21 – kaldet »Operation Barbarossa« – og undertegnet den 18. december 1940. Den mere direkte baggrund skulle findes i Hitlers syn på den internationale situation i 1940. Hitler havde ikke i første omgang formået at besejre det britiske imperium, og der var en overhaengende trussel fra USA. Han kaldte sine militaere ledere sammen den 31. juli 1940 og meddelte, at han ville starte et knusende angreb på Sovjetunionen i foråret, for »jo før Rusland smadres, desto bedre.« Et sådant skridt ville fjerne Storbritanniens sidste potentielle allierede, haevdede Hitler, og gøre det umuligt for USA at gribe ind i Europa. Planlaegningen blev gennemført i efteråret under ledelse af samme general Paul, som senere overgav sig ved Stalingrad. Sovjetunionen havde brugt Hitlers krig i vest til at udvide sin indflydelse i Østeuropa ved først at besaette de baltiske lande i juni 1940 og derefter tvinge Rumaenien til at afstå Bessarabien og det nordlige Bukovina. I november 1940 blev Molotov inviteret til Berlin i et forsøg på at gennemskue de sovjetiske ambitioner. Molotovs ønske om sovjetiske baser i Bulgarien og Tyrkiet bekraeftede Hitlers opfattelse af, at Sovjetunionen udgjorde en strategisk og militaer trussel, og han gav ordre til, at intensivere forberedelserne til invasionen. Den 5. december godkendte han de militaere planer om en massiv tredelt invasion langs hele den vestlige graense og planlagde angrebet til maj 1941. Hitler mente, at de tyske styrker var godt forberedt, mens
Den Røde Haer befandt sig på et lavpunkt. Alle militaerplanlaeggerne troede, at krigen kunne vindes på få uger. Den sovjetiske ledelse var delt med hensyn til truslens alvor, men Stalin var af den opfattelse, at Tyskland ikke ville have krig på to fronter. Sovjetisk strategisk planlaegning var derfor baseret på den idé, at hvis en fjende angreb, skulle lette graensestyrker forsinke angriberne i flere uger, mens hovedparten af Den Røde Haer blev mobiliseret i baglandet og derefter skulle drive fjenden tilbage med et voldsomt slag. Man havde ikke taget ved laere af de tyske troppers succes med lynangrebene i 1939 og 1940. Stalin
ville helst vinde tid til at opruste og modernisere styrkerne. Trods strenge instrukser fra Hitler om at holde alle forberedelserne hemmelige, fik de sovjetiske ledere regelmaessige advarsler om de tyske hensigter i månederne op til invasionen, herunder den oprindelige plan om at invadere i maj og den aendrede beslutning om at udskyde indtil den 22. juni. Stalin afviste det som et forsøg på at provokere briterne, så de skulle få Sovjetunionen til at kaempe for dem. Først i maj bestilte haerens nye chef, Georgij Zjukov, en hemmelig mobilisering, men af 33 divisioner, der skulle flyttes mod vest, var kun 4 eller 5 klar, da invasionen kom. Først den 19. juni begyndte der at komme ordrer om camouflage af lufthavne, men de fleste var synlige, da tyske fly angreb. Under forberedelserne til Operation Barbarossa lykkedes det Hitler at rekruttere Finland, Ungarn, Rumaenien og Slovakiet som deltagere i felttoget. Den oprindelige dato for et angreb blev aendret til 22. juni for at gøre de endelige forberedelser faerdige efter angrebet på Balkan. Lige inden Barbarossa-felttoget talte 153 divisioner fra Aksemagterne 3,3 millioner tyskere mod 650.000 allierede tropper, den største invasionskraft, der nogensinde var samlet. Over for dem stod 186 sovjetiske divisioner med 3 millioner maend. På papiret oversteg antallet af sovjetiske fly og kampvogne Aksemagternes: 11.000 tanks mod 4.000 og 9.100 fly mod 4.400. Men de var fordelt på alle haerenheder og dårligt organiserede til at modstå et koncentreret angreb. Da Aksemagterne overskred den sovjetiske graense den 22. juni, var overraskelsen naesten total, og resultatet var ødelaeggende.
»Hitler mente, at de tyske styrker var godt forberedt, mens Den Røde Haer befandt sig på et lavpunkt«