Den franske modstandsbevaegelse
Efter Frankrigs nederlag var det franske folks reaktion på okkupationen delt. Nogle forsøgte at samle befolkningen bag marskal Pétains Vichy-regering for at bevare en slags patriotisme. Andre prøvede at samarbejde med besaetterne. Men de fleste – formentlig det store flertal – forsøgte at fortsaette deres liv som før, selv om de ikke kunne lide konsekvenserne af nederlaget.
Et lille mindretal organiserede imidlertid en hemmelig modstandsbevaegelse lige fra starten af besaettelsen og etableringen af Vichystyret. Modstanden i Frankrig var lokal. Først i 1943 blev det forsøgt at samle de forskellige grupper i et nationalt råd for modstandsbevaegelsen. Forskellighed var imidlertid den dominerende egenskab i kampen mod besaettelsesmagten. Det startede med aviser og brochurer vendt mod tyskerne, men det kom sjaeldent til vold. Angreb på medløbere i Montpellier-området blev starten på »den hemmelige haer«, og den kommunistiske modstandsbevaegelse begyndte at udføre sabotage. Størstedelen af modstandsindsatsen bestod dog i at indsamle efterretninger, etablere netvaerk af sympatisører og i at vanskeliggøre den tyske administrations arbejde. Tusindvis af franske jøder blev skjult for tyskerne, hvilket blev betragtet som forraederi og kunne udløse hårde straffe. Modstandsbevaegelsen blev også delt politisk. Nogle grupper sympatiserede med Charles de Gaulle og samarbejdede med organisationen De Frie Franske med base i London. De blev støttet af de hemmelige britiske militaere organisationer Specials Operations Executive (SOE) og MI6, der fløj
agenter og forsyninger ind og tog store maengder af hemmelige efterretningsoplysninger med tilbage. Disse modstandsgrupper hjalp også med at organisere ruter for allierede piloter og krigsfanger på flugt. De transporterede dem gennem Frankrig og over Pyrenaeerne. Andre modstandsgrupper opstod i kirkelige kredse eller politiske bevaegelser og var uafhaengige af de Gaulle. De franske kommunister etablerede i 1941 en organisation kaldet National Front, som opererede i hele Frankrig, fordi de var imod både tyskerne og det autoritaere Vichystyre. Modstandsaktiviteten voksede markant i 1943, efter at Tyskland besatte hele Frankrig den 11. november 1942. Der blev oprettet flere grupper af bevaebnede modstandsfolk i 1943, mange af dem med baser i de fjerntliggende bjerge. Det tyske krav om tvangsarbejde for Det Tredje Rige bidrog til at øge gruppernes popularitet, og tusindvis af unge franske maend og kvinder gik under jorden for at undgå tvangsarbejde. Selv om ikke alle sluttede sig til modstandsbevaegelsen, anslår man, at 15-20.000, blev medlemmer af de store grupper Combat, Franc-tireur og Libération. Derudover dukkede en raekke små lokale grupper op i 1943 og 1944, da det viste sig, at et tysk nederlag var sandsynligt. Modstandsbevaegelsens indflydelse på den tyske krigsindsats er vanskelig at måle. Mange af aktiviteterne var rettet mod Vichy og ikke mod tyskerne – eller mod franskmaend, der samarbejdede med tyskerne. Den største indsats kom ved den allierede invasion i Normandiet.
Her fik modstandsbevaegelsen til opgave at gennemføre specifikke sabotageaktioner mod jernbaner og telefonlinjer. Det skulle blandt andet forhindre SS i at nå gennem Frankrig og hjaelpe med at tilbagevise de allieredes invasion. Da befrielsen naermede sig, forsøgte nogle modstandsgrupper sig med et vaebnet oprør, men den ubarmhjertige tyske haer kvalte det, og modstandsfolkene led store tab både ved Mont Mouchet i juni og Vecors i juli 1944. I Savoy kom modstandsbevaegelsen dog til at spille en vigtig rolle i befrielsen af regionen, da de allierede styrker ankom til det sydlige Frankrig. Under krigen blev omkring 90.000 modstandsfolk draebt eller sendt til koncentrationslejre, og mange fanger forsvandt sporløst. I slutningen af krigen haevnede modstandsfolkene sig på brutal vis på medløbere – og dette er et mørk kapitel i beretningen om den franske frihedskamp.
»Tusindvis af franske jøder blev skjult for tyskerne, hvilket blev betragtet som forraederi«