Fra Kharkov til Kiev – Den Røde Haers gennembrud
AUGUST – DECEMBER 1943
Efter den knusende sejr ved Kursk beordrede Stalin en generel offensiv langs hele den tysk-sovjetiske front. De haerafdelinger, som havde befriet Orel og Belgorod, rykkede nu frem over stepperne. Trods forhastede forsøg på at styrke de tyske stillinger ved Kharkov rykkede Sovjet så hurtigt frem, at tyskerne var i fare for at blive omringet. General Raus trak sine styrker tilbage den 23. august, dagen før Den Røde Haer indtog byen. Målet var at presse Aksemagterne tilbage til floden Dnepr midt i Ukraine mod syd, isolere de store tyske styrker ved Krim og drive kernen i den tyske haer tilbage fra Moskva og forbi Smolensk. Uden en naturlig forsvarslinje måtte Mansteins sydlige deling hurtigt vende tilbage til Dnepr-floden og krydse den, før det lykkedes Den Røde Haer at omringe. Mere end 750.000 soldater fra Aksemagterne nåede floden og krydsede den inden 21. september. Sovjetiske styrker brugte improviserede redningsflåder og pramme til at indtage flodbredden ved Bukrin og Kiev og fik fodfaeste langs forsvarslinjen kaldet »Pantherwotan«. Her havde Hitler håbet at kunne etablere et solidt forsvar i øst. Brohovedet i Zaporozhe blev brugt som springbraet for sovjetiske delinger i syd og sydvest. Under general Tolbukhin og general Malinovskij skulle de starte et massivt angreb for at afskaere de 650.000 soldater fra feltmarskal von Kleists armégruppe A, som havde trukket sig tilbage til Krim fra Kaukasus tidligere på året. Inden 1. december havde Den Røde Haer nået Kherson, hvor det lykkedes dem at afskaere den tyske garnison og fortsaette mod Odessa. General Ivan Konevs tropper erobrede Cherkassy i nord og krydsede floden på vej mod Korsun og Kirovograd. Selv om antallet af kampvogne og fly var nogenlunde ens på begge sider, havde Den Røde Haer dobbelt så mange maend og fire gange så meget artilleri. Soldaterne i den Røde Haer havde nu alle de moralske fordele ved sejr, ligesom de tyske soldater havde haft det to år tidligere. Efter Kursk var der ingen tvivl om, at de tyske styrker nu kaempede en desperat forsvarskrig, mens de sovjetiske soldater kaempede for at befri deres faedreland. Laengere mod nord angreb to sovjetiske
haergrupper tyskernes Mitte-gruppe og pressede den tilbage forbi Smolensk, som blev befriet den 25. september. Hovedmålet var den ukrainske hovedstad Kiev, som havde vaeret stedet for en ydmygende overgivelse i slutningen af sommeren 1941. To sovjetiske fronter – Voronezh-haeren og Rokossovsky-haeren – rykkede mod Dnepr på begge sider af Kiev og etablerede mange små brohoveder (i alt 40 inden den 25. september). De blev udsat for hård tysk modangreb, men et lille brohoved blev overset i sumplandskabet omkring landsbyen Liutezh. Vatutin og hans haergruppe blev beordret til at sende maend og våben ind i den lille uopdagede enklave, der blev et springbraet på vejen til et angreb på Kiev. I slutningen af oktober blev et tankkorps flyttet ind i sumpen i al stilhed. Von Manstein forventede et sovjetisk angreb fra det tørre landskab syd for byen, men den 3. november angreb Sovjetstyrkerne fra sumpene i nord. Den 6. november havde de indtaget byen, som blev sikret efter en bitter kamp den følgende dag. Vatutin beordrede sine styrker til rykke frem, og i slutningen af december 1943 var de kommet 160 kilometer forbi Kiev. Tabene ved angrebet på byen var bemaerkelsesvaerdigt lave sammenlignet med kampene på østfronten. Det efterfølgende forsvar af byen kraevede derimod 26.000 ofre.
På få måneder var Aksemagterne blevet fjernet fra naesten to tredjedele af det område, de havde besat. I Moskva blev erobringen af Kiev fejret med et storslået fyrvaerkeri. Og da man markerede årsdagen for revolutionen den 7. november, talte Stalin om »det store vendepunkts år«.